et illiberalt demokrati - hofhr

74
med afstandstagen og fordømmelse. Selv ikke i forbindelse med ovennævnte overgreb
på en journalistkollega. Tværtimod er Ilic ligefrem efterspurgt i store dele af
sensationspressen, fordi han med sin provokerende adfærd leverer gode overskrifter 88.
De dominerende og væsentligste medier er, og har været, med til at forstærke og
legitimere denne politiske kultur ved villigt at lade sig bruge som redskaber for
magtinteresser. Den skandale og konspirationssøgende mediekultur var allerede
evident i firserne med mediestormen omkring det såkaldte ’memorandum’, og den
måde det blev viderebragt på i medierne (med entydigt fokus på de nationalistiske
passager). Og tendensen til ukritisk gengivelse af politiske ’statements’,
udokumenterede påstande og halve sandheder er funderet i samme ansvarsløshed som
den dyrkelse af irrationalitet, hate speech og selektiv virkelighedskonstruktion, der
karakteriserede medierne under Milosevic.
I en vis forstand kan man anlægge det perspektiv, at for både medierne og den
politiske elite har transitionen fra kommunisme til demokrati været ensbetydende med
afviklingen af forpligtelser og ansvar over for fællesskabet. Selvom Titos socialistiske
samfundsmodel langt fra var fejlfri, så herskede der dog en stærk bevidsthed om et
socialt ansvar, forbundet med en forpligtelse overfor et højere samfundsmæssigt mål.
Det er også karakteristisk at den Jugoslaviske befolkning generelt havde en høj tillid til
deres medier under kommunismen, mens denne tillid i dag er erstattet af en udbredt
mistillid til såvel medier som politikere.
Tilsammen vidner ovenstående om fraværet af fælles anerkendte normer og værdier,
samt spilleregler for blandt andet hvilken adfærd, der er moralsk og etisk acceptabel.
For det store flertal, politikere såvel som almindelige borgere er demokrati (og
demokratiske medier) indtil videre forblevet et abstrakt begreb, som primært er blevet
defineret ud fra helt minimalistiske termer: eksistensen af flere konkurrerende partier
og afholdelsen af periodiske valg. Desuden har demokrati i vidt omfang været et
spørgsmål om en formel opfyldelse af omverdenens krav til Serbien, mod til gengæld
at få adgang til ’det gode selskab’ og de (primært økonomiske) fordele dette indebærer.
Derimod er substansen, det vil sige spørgsmål om visioner og værdier for et
demokratisk serbisk samfund, hvis realisering de formelle institutioner skal tjene, i det
store hele blevet negligeret.
88 Se blandt andet, South Slavic report: The Image of an Irresponsible Society: Is There a Public in Serbia for Serious Media?
www.rferl.org/southslavic