et illiberalt demokrati - hofhr

6.3 Ukritisk imitation af en ’vestlig’ mediemodel
75
Som jeg har vist, var forandringer i det Jugoslaviske/serbiske samfundssystem i sidste
halvdel af firserne og igen fra afsættelsen af Milosevic i 2000 forbundet med
forventninger om en højere grad af politisk deltagelse og frihed, hvilket en
liberalisering af medierne blev anset for at kunne bidrage betydeligt til.
I modsætning til disse forventninger har en grad af frigørelse af medierne produceret
den stik modsatte effekt. I første omgang fordi en sådan frigørelse blev beslaglagt af
politiske magtinteresser og brugt som et påskud til at tage patent på meningsdannelsen
ved at marginalisere uønskede stemmer. Og dernæst fordi det der kan betegnes som
imitationer af en vestlig mediemodel har fungeret som et alibi for dels at legitimere
styret og dels for fortsat at ekskludere den bredere offentlighed fra meningsdannelsen
og den politiske deltagelse.
De specifikke politiske, økonomiske og sociokulturelle omstændigheder i Serbien har
en forstærkende effekt på de negative aspekter ved den såkaldt ’vestlige mediemodel’:
Kommercialisering, sensationalisme og sammenblanding af mediemagt og politisk
magt. Dette skyldes først og fremmest manglen på et økonomisk og markedsmæssigt
stabilt grundlag (herunder faktorer som manglende indkomstgrundlag hos forbrugerne
og manglende markedsudvikling med et svagt annonce- og reklamemarked til følge).
Dernæst forstærkes de negative aspekter desuden af mediernes manglende
professionalisme, herunder manglende professionel autonomi, samt fraværet af fælles
anerkendte normer og standarder for journalistisk og mediemæssig virksomhed.
Og endelig forstærkes disse aspekter yderligere af et politisk klima karakteriseret ved
konflikt og intensiverede politiske magtkampe og manglen på en ansvarlig demokratisk
politisk kultur og adfærd, som derfor er med til at levere ’råstoffet’ til de
skandalesøgende ’, uansvarlige’ medier.
På den anden side producerer disse tæt sammenvævede forhold tilsammen en
boomerang-effekt, som forstærker den politiske uvilje mod at slippe kontrollen med
medierne og derfor blokerer for realiseringen af en seriøs ikke-kommerciel
mediesektor, samt motiverer til en fortsat brug af formelle og uformelle metoder til at
styre og begrænse mediernes virke.
Man kan altså pege på eksistensen af en række faktorer eller tendenser som er
gensidigt forstærkende – en slags ond cirkel, der i bund og grund udspringer af, at