et illiberalt demokrati - hofhr

21
som, på grund af de historiske omstændigheder, uvilkårligt var undervejs, ikke bare i
Jugoslavien, men i alle østblok-landende.
Under foregivelse af at promovere en ’antibureaukratisk’ revolution formåede disse
konservative kræfter at præsentere sig selv som fornyere der introducerede omfattende
forandringer og nytænkning. Det nationale spørgsmål blev udnyttet til fulde af
primært taktiske årsager, fordi det om noget var det felt der, særligt i 1970erne og
80erne, havde dannet afsæt for systemkritikken. Ved at gøre forsvaret af et specifikt
serbisk etnos til sin væsentligste mission opnåede de konservative kræfter både at
fremstå som reformatorer og samtidig at absorbere den væsentligste opposition til
regimet.
Det er et slående paradoks at regimet, ved at skabe en illusion om forandring og
fornyelse på een gang formåede at fastholde sin magtposition og samtidig fremstå som
en politisk opponent til det hidtidige serbiske lederskab.
3.2 ’Folket’ som politisk kraft
Den ’antibureaukratiske revolution’ appellerede til det brede flertal af uuddannede og
socialt dårligt stillede grupper ved at spille på en klassisk populistisk antagonisme
mellem system og folk. Den grundlæggende præmis for denne antagonisme er at
systemet/magtelitens distancering fra ’folket’ ses som årsagen til dettes undergravning.
Mens folket handler ud fra en praktisk sund fornuft, opfattes systemet som styret af en
bureaukratisk og videnskabelig rationalitet, der netop ved at have fjernet sig fra den
praktiske sunde fornuft, ofte vil slå om i sin modsætning, den bureaukratiske og
videnskabelige ufornuft. Hvor folket udgør et fællesskab af konkrete individer, er
systemet et abstrakt samfund bestående af institutioner. Hvor folket i dets lokale miljø
er subjekt for sine egne handlinger, er det genstand for en stadig objektivering i
systemets fjerne kyniske verden.
En naturlig konsekvens af denne logik, der udpeger ’folket’ som samfundets
konstituerende kraft bliver, at magten skal tilbage til folket eller at ’folkets vilje’ skal
herske. Det særligt problematiske heri er at ’folket’ og ’folkets vilje’ bygger på abstrakte
kategorier frem for konkrete størrelser, hvorfor henvisninger til ’folket’ derfor altid vil
være åbne for manipulation og politisk opportunisme. ’Folket’ anvendes ofte i
betydningen ’flertallet’, som når vi i den danske debat oftere og oftere hører