et illiberalt demokrati - hofhr

3.
CASE SERBIEN:
FRA KOMMUNISME TIL FORMELT DEMOKRATI
20
1980ernes Jugoslavien var kendetegnet ved gradvist stigende krisetendenser i såvel den
politiske som den økonomiske sfære. Først og fremmest havde Titos død efterladt det
jugoslaviske samfundssystem i et politisk tomrum, hvilket gav anledning til en intern
debat i kommunistpartiet om hvilken fremtidig udviklingsvej man skulle følge. Denne
debat frembragte to helt overordnede positioner: De der advokerede for en re-
centralisering af den politiske magt og en styrkelse af kommunistpartiet, og de der
advokerede for en fortsat liberalisering blandt andet af økonomien, pressen og en
ophævelse af kommunistpartiets politiske monopol.
3.1 Konkurrerende diskurser i 1980ernes Jugoslavien
På denne baggrund sætter firsernes post-Titoistiske Jugoslavien skub i to
modsatrettede og konkurrerende diskurser, der henholdsvis kan betegnes som en
traditionalistisk-nationalistisk og en progressiv diskurs. Hvor den første baserer sig på
en autoritær norm, peger bagud i sin søgen efter kollektive nationale identiteter og
appellerer til etnisk nationalistiske sympatier, er den anden fremadskuende og i højere
grad baseret på en egalitær norm samt grundlæggende liberale værdier som tolerance
og pluralisme og forsvaret af universale individuelle rettigheder.
I den første halvdel af årtiet er der en udbredt anerkendelse af behovet for
forandringer og generel opbakning til den progressive diskurs. Men den voksende
økonomiske krise og de stadigt mere udtalte konflikter mellem de enkelte republikker
betyder, at debatten i stigende grad kommer til at dreje om forfatningsmæssige
spørgsmål og om forbundsstatens fremtidige udformning. Dette giver vind i sejlene til
de nationalistisk orienterede eliter og fra sidste halvdel af firserne begynder den
traditionalistiske-nationalistiske diskurs at dominere den samfundsmæssige dagsorden,
mens det demokratiske/progressive alternativ fortrænges næsten fuldstændigt.
Det interessante er at det lykkedes at italesætte den traditionalistiske diskurs som et
moderniseringsprojekt, det vil sige at den i virkeligheden optræder forklædt som en
progressiv diskurs. Proponenterne af denne diskurs var, udover intelligentsiaen, de
kræfter i det politiske system der af al magt forsøgte at modsætte sig de forandringer