et illiberalt demokrati - hofhr

18
NGO’er, relateret til mediesamfundet og/eller menneskerettighedsspørgsmål
(ytringsfrihed), er i den forbindelse væsentlige aktører. Ved at henlede offentlighedens
opmærksomhed på overtrædelse af, eller afvigelse fra, demokratiske principper og
professionelle idealer, kan de dels udøve en ’opdragende’ funktion, der skærper
offentlighedens bevidsthed om demokratiske medieidealer, dels mobilisere
offentligheden bag krav om efterlevelse af disse. Eksistensen af medie-NGO’er og
andre lignende aktører af denne type, disses mulighed for at råbe offentligheden op,
samt offentlighedens generelle ’mediesensitivitet’, udgør derfor en meget vigtig del af
de sociokulturelle forudsætninger.
Opmærksomheden på de sociokulturelle forudsætninger fremhæver den væsentlige
pointe, at man ud fra et vestligt synspunkt alt for ofte forudsætter en mediekultur der
svarer til den vestlige, hvorfor man antager at en vestlig mediemodel er anvendelig i,
og mulig at overføre til, en hvilken som helst kontekst. Men tendensen til at tage en
række forudsætninger for givet indebærer den risiko, at en sådan model i praksis får en
kontra produktiv virkning, hvilket med andre ord vil sige en direkte skadelig effekt på
den demokratiske transitionelle proces.
Det er derfor nødvendigt med en mere helhedsorienteret tilgang som tager
udgangspunkt at demokratiske institutioner, herunder demokratiske medier
forudsætter en sociokulturel forankring, hvorfor etableringen af sådanne må være tæt
fulgt op af initiativer på bredere sociokulturelle områder.
Deltagelse og demokratiske færdigheder.
Beata Rozumilowicz er en af de få der, udover at pege på journalistisk
professionalisering og initiativer til at fremme politikeres forståelse af betydningen af
en fri presse, som måder hvorpå de sociokulturelle forudsætninger kan styrkes, også
nævner betydningen af et uddannelsessystem der fremmer demokratiske værdier og
deltagelse.
Det kan undre, at grundskolesystemets indflydelse på den politiske kultur generelt
syntes at være underbelyst i forbindelse med demokratiudvikling. Selvom uddannelse
og uddannelsesniveauer udgør et traditionelt fokus for demokratiseringsteorien, er det
overvejende blevet anskuet som et spørgsmål om indlæring af klassiske færdigheder
(regne, læse og skrive) og generel viden.
Men skolesystemet er også en socialiseringsinstitution og det er karakteristisk, at de
lande der har en høj grad af borgerdeltagelse normalt også er kendetegnet ved