et illiberalt demokrati - hofhr

38
udgjorde en potentiel trussel mod opretholdelsen af denne magtposition var det af
afgørende betydning at minimere dette potentiale i videst muligt omfang.
I 1990 blev forbundspræsident Ante Markovics reformering af medielovgivningen
effektueret på forbundsniveau. Hensigten med denne var fra Markovics side en reel
liberalisering af de jugoslaviske medier, stærkt influeret af udviklingen i resten af de
Øst- og Centraleuropæiske lande. Men da Serbien i 1991 indførte sin egen parallel til
forbundsregeringens medielovgivning blev den, som konsekvens af det ovenfor
berørte, i praksis anvendt til at opnå det stik modsatte af det, der var intentionen på
forbundsniveau.
Formelt set betød den et brud på statens monopol på elektroniske medier, ophævelse
af censuren og fremkomsten af en privat mediesektor og bevirkede derfor på
overfladen en synlig ændring af mediesystemet. Men mens medierne under det gamle
system var ejet af medarbejderne, brugte Milosevic privatiseringslovgivningen til at
købe medarbejderne ud. Dermed kom den liberale lovgivning ironisk nok, i og med at
medierne fra at være medarbejderstyret nu gik over til at være direkte statsstyret, til at
medføre en skærpelse af statens kontrol og dermed en reel formindskelse af
pressefriheden. Dette var blandt tilfældet med Politika og med det ellers uafhængige og
regimekritiske dagblad Borba.
I praksis rummede disse forandringer altså fortsat rigelige muligheder for at
kontrollere og undertrykke medierne, hvilket regimet udnyttede og udviklede
maksimalt, men så vidt muligt på en måde der gav indtryk af at de formelle regler blev
overholdt. Når dette var muligt skyldtes det, som jeg tidligere har været inde på, at
regeringen fortsat havde den endelige kontrol over store dele af statsapparatet og
derfor havde en mængde muligheder for at chikanere kritiske medier, for eksempel
ved at pålægge dem særlige afgifter på trykke og –distributionsomkostninger. Ligeledes
havde den råderetten over de elektroniske sendefrekvenser og selvom der eksisterede
en (dog stærkt modsætningsfyldt og uklar) lovgivning vedrørende licitationen af disse
kunne denne ’bøjes’ gennem bureaukratisk manipulation. Som det fremgår af
nedenstående citat antog bureaukratiet til tider helt absurde former:
In order to establish an enterprise in our country, you should already have
a frequency and license, and in order to receive a frequency and license,
you should already have an enterprise. In order to be registered in the
register of the Information Ministry, you should already have licenses, and