et illiberalt demokrati - hofhr

34
Men langt hen ad vejen var der først og fremmest tale om repression af oppositionen
gennem marginalisering og eksklusion fra de relevante indflydelses kanaler, hvilket jeg
vender tilbage til i beskrivelsen af medierne.
Den fundamentale mangel på tolerance overfor og anerkendelse af opposition, og
dermed manglende traditioner for politisk forhandling, har, i relationen mellem
regeringsmagt og opposition, manifesteret sig på to måder: Den har dels givet sig
udslag i at den formelle overgang fra et-partisystem til politisk pluralisme i praksis var
kendetegnet ved at den reelle magt forblev i hænderne på regimet, således som det er
blevet beskrevet i det foregående, og dels bevirket en oppositionskultur med stærke
elementer af antiparlamentarisme og anti-participation.
Boykotkulturen
Dette kommer tydeligst til udtryk i tendensen til at boykotte valg, og dermed dels sætte
sig udenfor parlamentarisk indflydelse, men også, som det senest er set, i forbindelse
med det tredje forsøg på at vælge en serbisk præsident, helt blokere for de
demokratiske processer, hvormed de formelle institutioner sættes ud af funktion.
Sådanne boykots blev muliggjort af 50 procents reglen i den serbiske valglov. Ifølge
denne er et afstemningsresultat ugyldigt, hvis valgdeltagelsen er under 50 procent.
Forskellige oppositionspartier har siden indførelsen af formelt demokrati betragtet
valgboykot som et middel til at de-legitimere det politiske system og derigennem
presse regimet til at ændre spillereglerne. Denne strategi viste sig dog ikke at være
særlig vellykket under Milosevic, fordi diskussioner om hvorvidt man skulle boykotte
eller ej, var en væsentlig årsag til interne splittelser i oppositionen. Især Kosovo-
albanerne boykottede konsekvent valgene med det resultat, at de satte sig helt og
aldeles udenfor indflydelse. Det faktum, at det rent faktisk havde været muligt at vælte
Milosevic ved valget i 1992 35, hvis albanerne havde deltaget, samt selvfølgelig, hvis de
mere nationalistiske dele af oppositionen havde kunne finde ud af at samarbejde med
dem, understreger det politisk ukloge i denne ”de rene hænders politik”.
I virkeligheden var det netop i kraft af deltagelse i de formelle valginstitutioner at det
lykkedes oppositionen at opnå politisk indflydelse. Første gang ved valget og de
efterfølgende massive protestdemonstrationer i vintermånederne 1996/97 og dernæst
35 Hvor daværende premiereminister for føderationen Milan Panics kandidatur overfor Milosevic til posten som
Serbiens præsident var bemærkelsesværdigt stærkt. Til trods for Milosevics indlysende fordele, blandt andet
kontrollen over de væsentligste medier, og bevidste forsøg på at underminere Panic, førte denne i
meningsmålingerne op til valget og opnåede 32,11 procent af stemmerne. Se desuden Robert Thomas 1999: 130-
143.