et illiberalt demokrati - hofhr

Recommendations

Info

34 Men langt hen ad vejen var der først og fremmest tale om repression af oppositionen gennem marginalisering og eksklusion fra de relevante indflydelses kanaler, hvilket jeg vender tilbage til i beskrivelsen af medierne. Den fundamentale mangel på tolerance overfor og anerkendelse af opposition, og dermed manglende traditioner for politisk forhandling, har, i relationen mellem regeringsmagt og opposition, manifesteret sig på to måder: Den har dels givet sig udslag i at den formelle overgang fra et-partisystem til politisk pluralisme i praksis var kendetegnet ved at den reelle magt forblev i hænderne på regimet, således som det er blevet beskrevet i det foregående, og dels bevirket en oppositionskultur med stærke elementer af antiparlamentarisme og anti-participation. Boykotkulturen Dette kommer tydeligst til udtryk i tendensen til at boykotte valg, og dermed dels sætte sig udenfor parlamentarisk indflydelse, men også, som det senest er set, i forbindelse med det tredje forsøg på at vælge en serbisk præsident, helt blokere for de demokratiske processer, hvormed de formelle institutioner sættes ud af funktion. Sådanne boykots blev muliggjort af 50 procents reglen i den serbiske valglov. Ifølge denne er et afstemningsresultat ugyldigt, hvis valgdeltagelsen er under 50 procent. Forskellige oppositionspartier har siden indførelsen af formelt demokrati betragtet valgboykot som et middel til at de-legitimere det politiske system og derigennem presse regimet til at ændre spillereglerne. Denne strategi viste sig dog ikke at være særlig vellykket under Milosevic, fordi diskussioner om hvorvidt man skulle boykotte eller ej, var en væsentlig årsag til interne splittelser i oppositionen. Især Kosovo- albanerne boykottede konsekvent valgene med det resultat, at de satte sig helt og aldeles udenfor indflydelse. Det faktum, at det rent faktisk havde været muligt at vælte Milosevic ved valget i 1992 35, hvis albanerne havde deltaget, samt selvfølgelig, hvis de mere nationalistiske dele af oppositionen havde kunne finde ud af at samarbejde med dem, understreger det politisk ukloge i denne ”de rene hænders politik”. I virkeligheden var det netop i kraft af deltagelse i de formelle valginstitutioner at det lykkedes oppositionen at opnå politisk indflydelse. Første gang ved valget og de efterfølgende massive protestdemonstrationer i vintermånederne 1996/97 og dernæst 35 Hvor daværende premiereminister for føderationen Milan Panics kandidatur overfor Milosevic til posten som Serbiens præsident var bemærkelsesværdigt stærkt. Til trods for Milosevics indlysende fordele, blandt andet kontrollen over de væsentligste medier, og bevidste forsøg på at underminere Panic, førte denne i meningsmålingerne op til valget og opnåede 32,11 procent af stemmerne. Se desuden Robert Thomas 1999: 130- 143.
35 helt afgørende ved det der blevet betegnet som den elektorale revolution som førte til afsættelsen af Milosevic i oktober 2000. Ved sidstnævnte valg var der netop sket det, at Milosevic havde afskaffet 50 procents reglen, både i overbevisning om, at han var sikker på en valgsejr, men også for at forhindre at oppositionen ved at opfordre til boykot, kunne blokere for en gennemførelse af valget. Regelændringen var en medvirkende og væsentlig årsag til at oppositionen, der ellers endnu en gang diskuterede boykot eller ikke boykot, besluttede sig for at deltage i valget. Mens den tidligere nævnte manglende differentiering mellem stat og regering, nok hæmmede en reel politisk parlamentarisme, hvilket indebar en marginalisering af oppositionen, kan man dog, blandt andet på baggrund af det foregående, samtidig pege på at oppositionen også selv bidrog til denne marginalisering. Kombinationen af disse faktorer betød at de formelle parlamentariske institutioner i praksis var dysfunktionelle. Af samme årsag udkæmpedes de væsentligste politiske kampe i 1990erne i Beograds gader. Man kan pege på at en lignende tendens gør sig gældende i dag: nemlig at de politiske kampe mest føres uden for parlamentet, nu ikke i gaderne, men derimod i medierne. Disse, som under Milosevic fungerede som et instrument for magtudøvelse, fungerer i dag først og fremmest som et instrument for politiske magtkampe, hvilket jeg skal vende tilbage til senere. Partiernes manglende sociale fundering Et af den politiske oppositions helt afgørende problemer var, som Dubravka Stojanovic fremhæver, at den, som følge af manglen på kulturelle og politiske alternativer i det fælles serbiske arvegods, blev en del af den samme autoritære kultur som regimet og det politiske system repræsenterede 36. Dette kom til udtryk dels i partiernes ideologiske identitet og dels i deres interne struktur. Ifølge Stojanovic adskiller de serbiske partier sig fra partier i vestlige demokratier, ved at de ikke er udsprunget af og afspejler divergerende interesser hos forskellige sociale grupper i det serbiske samfund. Den manglende sociale fundering kan først og fremmest ses som en af årsagerne til, at hovedparten af partierne følte sig nødsaget til indkoorperere populistiske- 36 Stojanovic 1996.
Page 2 and 3: The News Media - Part of the soluti
Page 4 and 5: 5. EFTER MILOSEVIC: TRANSITIONELLE
Page 6 and 7: 2 opløsning og dels som en grundpi
Page 8 and 9: 4 demokrati, men er ikke i sig selv
Page 10 and 11: 2. DEN TEORETISKE RAMME 6 Behovet f
Page 12 and 13: 8 samfundsmæssig og menneskelig ud
Page 14 and 15: 10 Den deliberative proces som demo
Page 16 and 17: 12 indskrænkninger af pluralismen
Page 18 and 19: 14 Flere kritikere peger derfor på
Page 20 and 21: 16 rettigheder/regler i meget vidt
Page 22 and 23: 18 NGO’er, relateret til mediesam
Page 24 and 25: 3. CASE SERBIEN: FRA KOMMUNISME TIL
Page 26 and 27: vendingen ’folket har valgt’ so
Page 28 and 29: 24 denne diskurs. Udarbejdelsen af
Page 30 and 31: 26 var hovedsageligt dedikeret til
Page 32 and 33: 28 har formået at overleve Balkans
Page 34 and 35: 30 was destroying the already shall
Page 36 and 37: 32 4. SERBIEN UNDER MILOSEVIC: ET I
Page 40 and 41: 36 nationalistiske appeller i deres
Page 42 and 43: 38 udgjorde en potentiel trussel mo
Page 44 and 45: 40 tilfælde drab på journalister,
Page 46 and 47: 42 We regularly invited Milosevic
Page 48 and 49: 44 støtte politisk uafhængige og
Page 50 and 51: 46 Etableringen af et kommunikation
Page 52 and 53: 48 undermineret, da NATO besluttede
Page 54 and 55: 50 interne stridigheder forhindrede
Page 56 and 57: 52 omgang ud til at have styrket Mi
Page 58 and 59: 54 bombardementer gav patriotiske d
Page 60 and 61: 56 5. EFTER MILOSEVIC: TRANSITIONEL
Page 62 and 63: 58 har i stigende omfang held med a
Page 64 and 65: 60 opretholde en grad af kontrol ov
Page 66 and 67: 62 Udover at dette argument bevidst
Page 68 and 69: 64 deres job end at forsøge at æn
Page 70 and 71: 66 kontrollere deres del af pressen
Page 72 and 73: 68 2002 82. Dinkic’ gentagne angr
Page 74 and 75: 70 people for saying such things, b
Page 76 and 77: 72 debat og dialog, som danner grun
Page 78 and 79: 74 med afstandstagen og fordømmels
Page 80 and 81: 76 ideen om medierne som et element
Page 82 and 83: 78 hensynet til almene interesser o
Page 84 and 85: 80 Det vil sige, at medieassistance
Page 86 and 87: Grisprud, Jostein (1999) Rights and
Page 88 and 89:
Popov, Nebojsa (Ed.) (1996) The Roa
Page 90:
86 Vujadinovic, Dragica (2001) Pros
show all

et illiberalt demokrati - hofhr

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?