et illiberalt demokrati - hofhr

68
2002 82. Dinkic’ gentagne angreb på regeringen er fra dennes side blevet fremlagt som
en bevidst strategi med henblik på at fremtvinge udskrivelsen af parlamentsvalg
allerede i år, hvilket også er blevet konsekvensen.
Affæren begyndte for alvor at rulle, da DOS koalitionen fremlagde stærkt kritisable
reformplaner der, efter at være gennemført, har betydet, at nationalbanken er blevet
underlagt regeringens kontrol. Disse planer indebar desuden en afskedigelse af
nationalbankdirektør Mladjan Dinkic. Denne har ellers høstet stor, især international,
anerkendelse for sin indsats, blandt andet ved at opspore ulovlige pengetransaktioner
til udenlandske bankkonti, og er i det hele taget kendt i offentligheden for at være
kompromisløs i kampen mod økonomisk kriminalitet. Men omdannelsen af
tænketanken G17+, hvis ledelse Dinkic tilhører, til et politisk parti betød, at han i
praksis blev inhabil, hvilket gav regeringen en passende anledning til at afsætte ham.
Den dybere årsag var dog, at regeringen ønskede fuld kontrol med banken.
I et forsøg på at forhindre regeringens underminering af bankens uafhængighed, og
for at beholde sin post, truede Dinkic med at afsløre en omfattende korruption i
regeringens øverste ledelse. Det førte i første omgang til beskyldninger rettet mod to
fremtrædende regeringsrådgivere Janjusevic og Kolesar for omfattende hvidvask af
penge. Forhold som Dinkic hævdede at være i besiddelse af dokumentation for. Denne
dokumentation blev siden hen overdraget til statsadvokaturen, men dens gyldighed er
fortsat ikke blevet bekræftet. Janjusevic og Kolesar gik derimod til modangreb med
beskyldninger mod G17+ ledelsen for mafiaforbindelser og korruption, hvilket de
ligeledes hævdede at kunne dokumentere.
Dernæst rettede Dinkic korruptionsanklager mod adskillige ministre og embedsmænd,
heriblandt indenrigsminister Dusan Mihajlovic og vicepremierminister Cedomir
Jovanovic. Disse relaterede sig i øvrigt til en strid tilbage i december 2002, hvor Dinkic
blev anklaget for at havde undladt at viderebringe informationer om kriminelle
økonomiske aktiviteter. Dinkics begrundelse var at han ikke stolede på politiledelsen
(med Mihajlovic som øverste chef) og derfor fandt det mest hensigtsmæssigt at
deponere beviserne midlertidigt. Dette førte til en intensiv mudderkastning mellem
Dinkic og Mihajlovic, hvor de blandt andet gensidigt beskyldte hinanden for at have
været Milosevics nære håndlangere.
Endelig tog affæren en yderligere drejning, da trafik- og telekommunikationsminister
Marija Raseta Vukosavljevic af sin partifælle, premierminister Zoran Zivkovic, blev
82 Serbia after Djindjic ICG 2003:7