et illiberalt demokrati - hofhr

54
bombardementer gav patriotiske diskurs fornyet kraft, hvilket fik en lang række ellers
progressive kræfter til at foretage et markant skridt mod højre.
Den patriotiske diskurs’ fortsatte styrke udgør en stor hæmsko for udviklingen af
fremadrettede visioner for det serbiske samfund, fordi den tabubelægger det
nødvendige opgør med fortiden. Derfor kan man pege på en klar kontinuitet med de
fremherskende tendenser under Milosevic, hvis regime netop baserede sig på en
konsensus vedrørende fortiden. I forlængelse af dette nærer mange serbere en stor
mistillid til, og vrede mod, krigsforbryderprocessen i Haag. En sigtelse for
krigsforbrydelser har, blandt dele af befolkningen, ligefrem karakter af at være et
kvalitetsstempel, hvilket ikke mindst demonstreres ved at hele fire
krigsforbrydersigtede, heriblandt Milosevic og ultra nationalisten Seselj, stiller op som
kandidater ved parlamentsvalget 28. december.
På denne baggrund hersker der en stærkt uforsonlig holdning mellem på den ene side
’patrioterne’ og på den anden side de (forholdsvis få) aktører, som for eksempel
menneskerettigheds-forkæmperen Sonia Biserko, der bliver ved med at insistere på
nødvendigheden af et opgør med fortiden. Som jeg vender tilbage til i det følgende,
udgør denne uforsonlighed en særdeles problematisk barriere for en konstruktiv dialog
selv imellem ellers reformorienterede kræfter indbyrdes.
Dernæst ser det i høj grad ud til, at den udvikling som i sidste halvdel af 90erne gjorde
den civile opposition til en væsentlig politisk faktor, også i meget høj grad var tæt
knyttet til det snævre fokus på afsættelsen af Milosevic. Efter afsættelsen af Milosevic
har de organisationer der aktivt varetog artikuleringen af brede sociale mål været
konfronteret med i hvert fald to udfordringer:
- For det første er de fortsat afhængige af eksterne midler, samtidig med at de
internationale donorers interesse for Serbien er svindende til fordel for andre
mere aktuelle brændpunkter. Selvom erfaringerne fra 90ernes kontinuerlige,
og støt stigende modgang, har skabt særdeles stærke institutioner med henblik
på at forsvare ytringsfrihed og menneskerettigheder, bør man ikke glemme, at
adgangen til eksterne økonomiske og materielle midler i høj grad var
forudsætningen for disses eksistens. Manglende økonomisk grundlag er i sig
selv en trussel mod deres eksistens, men derudover kan kampen for økonomisk
overlevelse minimere deres evne til at varetage centrale opgaver med den
nødvendige effektivitet/intensitet.