Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
hverken sikret af konventionen eller af artikel 4 i 7. tillægsprotokol. Der kan
blandt andet henvises til sagerne H.P.L. mod Østrig (appl. 24132/94 EMK kendelse
af 5. juli 1994) og E.G.M. mod Luxemborg (appl. 24015/94 EMK kendelse
af 20. maj 1994). Der henvises herved nærmere til Flygtningenævnets og
Udlændingestyrelsens notat om beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN’s
flygtningekonvention og Den europæiske Menneskerettighedskonvention, der
er tilgængeligt på Flygtningenævnets hjemmeside, www.fln.dk.
Højesteret har i en dom af 15. april 2004 i en udsendelsessag taget stilling til risikoen
for dobbeltstraf (UfR 2004.1798). Af dommen fremgår blandt andet følgende:
”Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisning må antages at virke
særlig belastende på grund af ”risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte
tilfælde vil lide overlast i hjemlandet …”, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens
§ 26, stk. 1, nr. 7 (nu nr. 6).
Spørgsmålet, om T ved tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse af en karakter, som kan
begrunde asyl, skal herefter ikke indgå i vurderingen af, om der skal træffes beslutning om
udvisning. Dette gælder således også en risiko for umenneskelige forhold under afsoning af
en eventuel frihedsstraf for den lovovertrædelse, som er pådømt i denne sag, jf. udlændingelovens
§ 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at T vil kunne påberåbe sig beskyttelsen efter lovens
§ 31 før udsendelse til Nigeria.
En eventuel risiko for, at T ved tilbagevenden til Nigeria idømmes frihedsstraf for det samme
forhold, kan efter lovovertrædelsens karakter og grovhed sammenholdt med det oplyste om
længden af en mulig frihedsstraf i Nigeria ikke føre til, at udvisning undlades i medfør af
udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 7 (nu nr. 6).”
Det kan udledes af højesteretsdommen, at spørgsmålet om risiko for dobbeltstraf
henhører under domstolene i forbindelse med behandlingen af en sag om
udvisning på grund af kriminalitet, jf. herved udlændingelovens §§ 22-24, jf. §
26, stk. 1.
Det antages på denne baggrund, at risikoen for at blive idømt dobbeltstraf ved
en tilbagevenden til hjemlandet ikke i sig selv er relevant for den asylretlige
vurdering, som foretages af Flygtningenævnet. Derimod vil karakteren og
intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet, i det konkrete tilfælde
kunne være af asylretlig relevans.
Flygtningenævnet skal således ikke i sager, hvor ansøgeren er udvist ved dom,
vurdere risikoen for dobbeltstraf, men alene tage stilling til, om udlændingen
ved udvisning vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens
§ 7, stk. 1, eller for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2,
141