Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
kvindelige ansøger havde under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at
hjemmet efter ægtefællens løsladelse ikke længere var udsat for ransagninger.
Nævnet kunne ikke lægge den kvindelige ansøgers nye forklaring i nævnet til
grund. Den blev afgivet, efter at hun havde hørt ægtefællens forklaring. Den
kvindelige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til forfølgelsen af ægtefællen.
Nævnet fandt ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de var forfulgt,
da de udrejste. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de havde sandsynliggjort,
at de ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for individuel
forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel og
nærliggende risiko for at blive udsat for en behandling, som er omfattet af
udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne opfyldte således ikke betingelserne for
at opnå asyl. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke anledning til i overensstemmelse
med advokatens mest subsidiære påstand at hjemvise sagen til
Udlændingestyrelsen. BR14/128
8.24.2 Konflikter med de russiske myndigheder
Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1955 i Armenien. Indrejst i oktober
2004. Ved indrejse i Rusland og frem til 1996, hvor han rejste til Moskva, opholdt
ansøgeren sig i en landsby, hvor han blev registreret af de lokale myndigheder.
Ansøgerens konflikter begyndte omkring 1993/1994. Han blev
chikaneret af bevæbnede militser. Endvidere blev han chikaneret af politiet,
idet han ikke havde arbejds- eller opholdstilladelse i Rusland. Politiet krævede
vedvarende penge af ham, mod at ansøgeren i en kort periode kunne få lov til
at arbejde og opholde sig i landet. I februar 1998 blev ansøgeren kortvarigt tilbageholdt
af politiet og ført ud i en skov, hvor han blev slået. Efter sin udrejse
af Rusland havde ansøgeren opholdt sig i Holland og Norge. Flygtningenævnet
udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er født i det nuværende Armenien,
at ansøgeren havde boet i Rusland fra 1989 og frem til udrejsen i 1999, og at
ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Efter det foreliggende skulle ansøgeren
asylretligt vurderes i forhold til Rusland. Der blev herved lagt vægt på
længden af opholdet i Rusland sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgeren
havde haft sovjetisk pas. Hertil kom, at ansøgeren havde oplyst, at hans
ophold i landsbyen var registreret af myndighederne. Ansøgeren havde således
efter sine egne oplysninger opfyldt betingelserne for at opnå russisk statsborgerskab
efter statsborgerskabslovgivningen fra 1992 og 1994. Den chikane,
som ansøgeren havde oplyst at have været udsat for, herunder fra russiske politibetjentes
side, havde ikke haft et sådant omfang og en sådan intensitet, at
den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Der
havde endvidere været tale om enkeltstående episoder i forbindelse med myndighedernes
generelle bestræbelser på at opretholde ro og orden, hvorunder
231