Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
borgernes identitet blev undersøgt. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at
klage til en relevant overordnet myndighed. Idet oplysningerne om de generelt
vanskelige forhold i Rusland for personer fra Kaukasus-området heller ikke i
sig selv kunne begrunde asyl, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren
havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet
risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det heller
ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i en konkret
særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7,
stk. 2. BR14/129
Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1973. Indrejst i december
2003. Ansøgeren havde siden 1998 været leder af en navngiven organisation.
Udlændingestyrelsen henviste i sit afslag til en anden navngiven organisation,
der ifølge ansøgeren intet havde med hans organisation at gøre. Ansøgeren
havde blandt andet forklaret, at han på grund af sine politiske aktiviteter blev
forsøgt likvideret af FSB kort før udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet
udtalte, at uanset hvilken af de to under nævnsmødet nævnte organisationer
ansøgeren havde været leder af, lagde Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring
til grund, at den pågældende organisation havde været legal og behørigt
registreret. Det blev endvidere lagt til grund, at antallet af egentlige medlemmer
havde været 20 personer. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til
grund, at ansøgeren havde haft de af ham oplyste konflikter med de russiske
myndigheder. Det blev i den forbindelse bemærket, at ansøgeren under sagens
behandling i Danmark havde udbygget sin forklaring om antallet af tilbageholdelser
i væsentlig grad. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om
tidspunkterne for de forskellige anholdelser. Navnlig med hensyn til den episode,
som ansøgeren havde forklaret skulle have fundet sted i december 2003,
hvor ansøgeren skulle være forsøgt likvideret af de russiske myndigheder,
bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring ikke forekom sandsynlig
eller troværdig. For det første forekom det ikke sandsynligt, at de russiske
myndigheder, der dagen forinden skulle have dræbt organisationens næstformand
og dennes ægtefælle i deres lejlighed, ikke ligeledes skulle have forsøgt
straks at dræbe ansøgeren i hjemmet. Det forekom heller ikke sandsynligt,
at politiet ikke skulle have sikret sig, at ansøgeren reelt var død, før de forlod
ham, ligesom det heller ikke forekom sandsynligt, at de i givet fald ikke skulle
have ransaget ansøgerens hjem og medtaget de dokumenter, der befandt sig i
lejligheden. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren, efter at
have været udsat for myndighedernes forsøg på at likvidere ham, havde forklaret,
at han samme nat tog tilbage til sin bolig for at hente sit udenrigspas og forskellige
papirer, som han ønskede at bruge i forbindelse med en asylansøgning
232