Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
af § 26-hensynene, jf. § 19, stk. 7, herunder klagerens risiko for at blive udsat for
dobbeltstraf ved en tilbagevenden til hjemlandet.
Nævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Irak, født i 1961. Indrejst i november 2000. I
juli 2001 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 2, (de-facto status). I januar 2003 blev klageren af en
tysk domstol idømt fire års fængsel for indførsel af en ikke ringe mængde narkotiske
stoffer i Tyskland med henblik på videresalg. Klageren var frihedsberøvet
i Tyskland fra august 2002 til oktober 2004. Efter sin løsladelse indrejste klageren
på ny i Danmark, hvor han i november 2004 indgav ansøgning om forlængelse
af sin opholdstilladelse. Ved afgørelse i juli 2005 inddrog Udlændingestyrelsen
klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk.
2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4. Flygtningenævnet udtalte, at klagerens
opholdstilladelse var tidsbegrænset og udløb i maj 2004. Efter udlændingelovens
§ 11, stk. 2, forlænges opholdstilladelsen efter ansøgning, med mindre der
er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Som anført af Udlændingestyrelsen
kunne opholdstilladelsen inddrages efter bestemmelserne i
udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4. Ved afgørelsen
af, om opholdstilladelsen skulle forlænges, skulle der ifølge udlændingelovens
§ 19, stk. 7, foretages en afvejning af de hensyn, der er anført i udlændingelovens
§ 26, stk. 1, overfor den begåede kriminalitet. Flygtningenævnet
lagde til grund, at klageren også i Danmark ville have fået en fængselsstraf af
flere års varighed, såfremt kriminaliteten var blevet pådømt i Danmark. Det
bemærkedes herved, at forholdet måtte antages at være omfattet af straffelovens
§ 191, og at kriminaliteten måtte anses for skadelig for samfundet. Flygtningenævnet
fandt, at klageren er født og opvokset i Irak, og at han periodevis
havde boet i Irak indtil 2000. Hans ophold i Danmark måtte heroverfor anses
for relativt kortvarigt. Selvom klagerens nærmeste familie boede i Danmark,
havde klageren stadig fjernere slægtninge i Irak. Klageren havde endvidere
siden maj/juni 2001 i et vist omfang samlevet med en herboende kvinde af irakisk
herkomst. Klageren havde endvidere to samlevere/ægtefæller, som han
havde børn med. Den ene måtte antages at opholde sig i Irak, mens den anden
måske opholdt sig i Sverige. Klageren led endvidere af forskellige sygdomme.
Flygtningenævnet fandt ikke, at afvejningen af hensynene efter § 26 førte til, at
klagerens opholdstilladelse skulle forlænges. Flygtningenævnet bemærkede, at
der ikke var grundlag for at antage, at klagerens sygdomme var af en sådan
karakter, at han af den grund skulle have forlænget opholdstilladelsen. Flygtningenævnet
bemærkede endvidere, at der ikke var grundlag for at antage, at
klageren skulle blive udsat for dobbeltstraf ved en tilbagevenden til Irak. Vedrørende
klagerens situation ved en tilbagevenden til Irak fandt nævnet, at der
143