Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Betydningen af kriminelle forhold
forklaring om sine aktiviteter i hjemlandet, at klageren som udgangspunkt måtte
anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte
derfor, at Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 31 havde truffet
bestemmelse om, at klageren ikke kunne udsendes til hjemlandet. Klageren
var idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 246, jf.
§ 245, stk. 1, ved i forening med flere gerningsmænd under særdeles skærpende
omstændigheder at have udøvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig
karakter med døden til følge. Flygtningenævnet fandt, at klageren herved havde
begået en særlig farlig forbrydelse, og at han måtte betragtes som en fare for
samfundet. Da der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele klageren
opholdstilladelse, tiltrådte Flygtningenævnet på den baggrund, at klageren i
medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., var nægtet opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet besluttede herefter, at klageren
skulle udrejse i overensstemmelse med den udrejsefrist, som måtte blive
fastsat af politiet i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 9. Såfremt klageren
ikke udrejste frivilligt, kunne han dog ikke udsendes tvangsmæssigt til Den
Russiske Føderation eller et andet land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse
til Den Russiske Føderation, jf. udlændingelovens § 31. BR14/73
Nævnet stadfæstede i august 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Irak, født i 1983. Indrejst i 1999. Ansøgeren er
assyrisk kristen. I februar 2000 meddelte Udlændingestyrelsen klageren
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (de facto status). Ved landsrettens
dom fra maj 2002 blev klageren idømt et år og tre måneders fængsel for
overtrædelse af straffelovens § 123, § 244, § 216, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, og §
261, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 10
år. Flygtningenævnet udtalte, at klageren var udvist ved dom. Hans opholdstilladelse
efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, bortfaldt ved udvisningen.
Det følger af udlændingelovens § 49 a, at der herefter skulle træffes
afgørelse om, hvorvidt klageren kunne udsendes, jf. udlændingelovens § 31.
Flygtningenævnet kunne herefter ikke tiltræde den beskikkede advokats
påstand om, at en opholdstilladelse også i tilfælde af udvisning kun kan bortfalde,
hvis betingelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 C (5) er opfyldt.
Flygtningenævnet lagde klagerens forklaring til grund. Klagerens oprindelige
asylgrundlag var efter Saddam Husseins styres fald ikke til stede. Efter klagerens
forklaring måtte Flygtningenævnet lægge til grund, at klageren og hans
familie i Irak ikke havde haft konkrete problemer på grund af deres religion, og
klageren havde heller ikke kunnet konkretisere, at han skulle være i risiko for
konkret og individuel forfølgelse på grund af sin religion. Klagerens asylmotiv
var herefter, at han frygtede en generel forfølgelse af kristne i Irak. Efter de foreliggende
baggrundsoplysninger var kristne som gruppe ikke særskilt forfulgt i
180