Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
herunder om udlændingen i forbindelse med en eventuel strafafsoning i hjemlandet
er i reel risiko for behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.
Se som eksempel herpå den i Flygtningenævnets formandskabs 13. beretning,
2004, side 106, refererede afgørelse BR13/26, hvor nævnet for så vidt angår
spørgsmålet om dobbeltstraf har henvist til, at domstolene havde taget stilling
hertil.
Se endvidere:
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse
vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko, født i 1980. Indrejst i juli
2003. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været medlem
af politiske eller religiøse partier eller organisationer, og ikke havde haft
konflikter med de marokkanske myndigheder. Ansøgeren havde som sit asylmotiv
henvist til, at hun frygtede overgreb fra sin egen og ægtefællens familie,
fordi hun havde bragt skam over dem på grund af hendes mislykkede ægteskab,
og fordi hun her i landet var dømt for falsk anmeldelse af ægtefællen for
vold. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte konflikter angik privatretlige forhold,
som ansøgeren måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse
imod. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgik af baggrundsoplysningerne,
at æresdrab forekom meget sjældent og var en type forbrydelse, som medførte
lang fængselsstraf. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens frygt for dobbeltstraf
ikke i sig selv udgjorde et forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund
ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet
ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet
fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun
ville være i risiko for at blive udsat for forhold, der indebar, at hun havde krav
på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. BR14/53
Efter udlændingelovens § 19, stk. 7, finder bestemmelsen i § 26, stk. 1, tilsvarende
anvendelse ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse. I sådanne
sager, hvor domstolene ikke har haft lejlighed til at tage stilling til § 26-hensynene,
herunder risikoen for dobbeltstraf, vil Flygtningenævnet skulle foretage
denne – ikke asylretlige – vurdering.
Nedenfor er refereret Flygtningenævnets afgørelse i en sag, hvor klageren var
idømt en straf ved en tysk domstol, hvorfor nævnet i forbindelse med sagen om
nægtelse af forlængelse af den pågældendes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens
§ 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, jf. § 22, nr. 4, foretog en vurdering
142