,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

det indlysende, at begrebet går hånd i hånd med den allestedsnærværende fascination af globalisering, dels at litteraturfagene har indset, at de nationale rammer ikke giver tilstrækkelig mening til at forstå litteraturens udvikling. Dertil kommer en erkendelse af, at man længe har været for eurocentrisk i sit valg af litteratur. Verdenslitteratur handler også om en fornyet nysgerrighed. Interessen for verdenslitteratur bakkes også op i nogle umærkelige forandringer i opfattelsen af, hvad kultur er. I den amerikanske komparatistforening, ACLA’s tiårsrapport fra 1995 var nøgleordet multikulturalisme, mens der stort set ikke blev talt om verdenslitteratur. Respekten for kulturer som små monader, der levede side om side var afgørende dengang, mens fokus i den netop udkomne rapport fra 2006 er på globalisering og verdenslitteratur, og dermed på hvordan kulturer blandes, og hvordan man kan læse på tværs af vedtagne grænser. Det er en bevægelse fra det multikulturelle til det transkulturelle. Verdenslitteratur er da kommet til at handle om ikke blot definitioner og kanonlister, men nok så meget om, hvordan man forsker og formidler verdenslitteratur. Skiftet fra ideen om verdenslitteratur som den store litteratur til udforskningen af en række praktiske problemer omkring oversættelse, tekstvalg, kulturforståelse, etc. har støvet begrebet af og gjort det til en samleplads for metodisk nytænkning. Tre bidrag til denne nytænkning er blandt andet kommet fra en italienske professor ved Stanford University, Franco Moretti, en amerikanske professor ved Columbia University David Damrosch, og den franske kritiker Pascale Casanova. Fælles for Franco Moretti og David Damrosch er, at de tager udgangs- 12 BOGENS VERDEN 4|2006 punkt i, at verdenslitteraturen er overvældende og umulig at bemestre. Det vil altid være godt at læse mere, men døgnet har nu kun fireogtyve timer og et semester bliver ikke længere af, at man gerne vil have flere værker på programmet. I stedet må man finde andre måder at arbejde på, og her skilles Moretti og Damrosch til gengæld, men på en måde hvor de kompletterer hinanden. Moretti er især optaget af at forstå hvordan udbredelsen af genrer har været med til at binde verdenslitteraturen sammen. Hans forskningsfelt er romanen, hvor han og en række bidragydere til det store værk Il Romanzo, delvist oversat til engelsk, sporer hvordan litteraturer importerer romaner og bidrager med deres egen stemme og indhold, som så er med til at udvikle genren. Fremmed form, lokal stemme og lokalt materiale er Morettis korte formel for hvordan genrer kan eksporteres og indoptages i andre litteraturer. Som et andet eksempel på hvordan former eksporteres nævner han sonetten, der bredte sig fra Italien til resten af Europa på kort tid. Haiku er også et oplagt eksempel på en form, som er blevet eksporteret og genfortolket. Den er ikke mindst interessant, fordi haiku er kanoniseret som genre, mens der findes utallige fremragende haiku uden at man kan pege på et mesterhaiku. Morettis provokation er i denne sammenhæng at hævde, at for at kunne forstå verdenslitteraturen må man ty til distanceret læsning: studier af litteraturen, hvor man baserer forskning på andres læsninger af værker, simpelthen fordi der er så meget at læse, at man vil miste overblikket, hvis man begynder at læse løs i et hjørne. Moretti snyder nu heldigvis på vægten og viser sig ofte som en god nærlæser af alt fra Sherlock Holmes til James Joyce, men hans pointe om at visse indsigter kun kan opnås ved at skabe afstand til teksterne har provokeret. En anden metode til at skabe afstand og overblik er at se efter bestemte træk i tekster og på baggrund heraf lave sammenlignende studier. Igen er ideen, at man må vælge noget man ser efter og så kun se efter det, som i en anden forsøgsopstilling, hvor man blander stof sammen, som man ikke ved, hvordan reagerer på hinanden. En tredje provokation ligger i Morettis ambition om, hvordan litteraturhistorien skal udvikle sig. Han vil gerne give værdi til eksperimenter som ser mønstre på kryds og tværs i litteraturen, gerne bakket op af benhård statistik, som viser hvordan publikums præferencer har været. Men i stedet for at bilde sig ind, at eksperimenterne skal samle sig til sikre konklusioner, så er Morettis vision om litteraturhistorien, at den forvandler sig til en serie af forbundne eksperimenter. Det vil så også give den den åbenhed, som er nødvendig for at kunne rumme nye opdagelser i verdenslitteraturen, fordi ingen historisk konstruktion vil være som hugget i sten, men snarere være del af et netværk af fortolkninger og fortællinger om verdens litteratur. David Damrosch går i bogen What Is World Literature? i den modsatte retning af Moretti og leverer selv en række nærlæsninger af vidt forskellige værker. Han erkender også, at verdenslitteratur handler om at tage favntag med noget, som er så komplekst, at man ikke blot kan arbejde sig systematisk igennem det. I stedet foreslår han – i en af sine tre definitioner af verdenslitteratur – at man holder op med at tænke på verdenslitteratur som en samling værker i et enormt tekstkorpus, men snarere ser på det som en tilgang til litteraturen,
hvor man forsøger at læse udover den nærmeste horisont og at læse ting sammen, som ikke normalt ville blive opfattet som noget der har med hinanden at gøre. Ved at gøre op med trangen til at definere verdenslitteratur som kanoniseret litteratur, som igen har et hierarki, hvor sværvægtere som Dante, Shakespeare og Joyce i reglen ender på toppen, bliver Damroschs forslag, at det er læserens evne til at forholde sig til vidt forskellige værker, som er afgørende og som nedbryder hierarkiet i verdenslitteraturen. Noget perifert og ukendt, som måske er det netop på grund af den ulighed i det litterære verdenssystem, som også Georg Brandes beskriver, kan så komme til sin ret side om side med højtkanoniserede værker. Som Brandes, således ser Damrosch også sproget som en barriere, hvor det essentielle ved litteraturen risikerer at gå tabt i oversættelser, men samtidig erkender han også, at uden oversættelser bliver verdenslitteraturen meget indsnævret. Han forsøger at lægge et Columbusæg, der løser dilemmaet ved at definere verdenslitteratur som litteratur, der vinder ved at blive oversat. Ikke vinder i oversættelsen, men får føjet noget til ved at blive genfortolket og gjort til del af andre sprogs litteratur. På den måde bevares ideen om originalen, som det primære, men der gives værdi til oversættelsen som en uadskillelig del af værkets eksistens som verdenslitteratur. Det er ikke nok at have potentiale som verdenslitteratur i denne optik; der skal være en kulturel udveksling, hvori oversættelsen historisk set og ikke mindst nu spiller en central rolle. Så selv om Damrosch læner sig mere til den idealistiske side end Moretti, erkender han at et værks møde med et fremmed publikum er afgørende. Damroschs tredje definition af verdenslitteratur minder meget om Georg Brandes’ forsøg på at gøre det begribeligt, at al stor litteratur også har en lokal forankring. Damroschs formulering er, at verdenslitteratur er en afbøjning, en refraktion, af de nationale litteraturer. Det er de nationale litteraturer, der leverer materialet, men deres identitet tager sig anderledes ud, når de betragtes med verdenslitterære briller. Når en klassiker som Proust læses sammen med en japansk roman, eller, som Damrosch gør det i sin kommende bog, trækker spor fra det genfundne epos Gilgamesh til en lang række værker fra det tyvende århundrede. Behovet for en teori om forholdet mellem det nationale og det internationale er også afgørende hos den tredje kritiker, Pascale Casanova. Inspireret af sociologen Pierre Bourdieu, argumenterer hun for at der findes et verdenslitterært rum, som er forskelligt fra de nationale. Nobelprisen i litteratur er et eksempel på en institution, som orienterer sig globalt i forhold til litteraturen, men Casanovas påstand er, at der findes et sådant verdenslitterært rum, som også konkurrerer med de nationale organiseringer af litteraturen, igen meget lig Brandes’ tankegang. Casanova er ikke nogen stor teoretiker eller litteraturlæser, men hun er god til at beskrive, hvordan forfattere fra mindre litteraturer, som den tjekkiske, den irske eller den danske, har været i stand til at komme ud over de begrænsninger, som deres nations størrelse har medført. Det er ofte fra periferien af de store litterære markeder, at verdenslitteraturen bliver flyttet. Eller af eksempelvis de mange migrantforfattere, som er kommet til at dominere nyere britisk litteratur. Hver for sig leverer Moretti, Damrosch og Casanova interessante bidrag til, hvordan man kan komme fra den uoverstigelige mur af bøger, som påkaldelsen af verdenslitteratur hurtigt skaber, til ganske fornuftige og af og til provokerende ideer til hvordan man kan læse verdenslitterært. Det hele begynder med nysgerrighed og sans for kvalitet, så på den led er der ikke sket meget siden Goethe og Brandes. Men så er der sket så meget andet, som giver håb for en ny kosmopolitisme i litteraturen, som ikke tænker lokalt eller nationalt og globalt som et enten-eller, men som betingelser for berigelser af hinanden 2 . NOTER 1 Brandes’ essay udkom både på tysk og dansk i 1899, og er med i samlede værker fra 1902. Det er først i 2006 blevet oversat til engelsk. 2 Dele af artiklens indhold bygger på materiale fra min artikel „Verden i Danmark“ i Kritik 170 (2004). LITTERATUR Erich Auerbach. Philologie der Weltliteratur. Frankfurt am Main, 1992. Georg Brandes. „Verdenslitteratur,“ Samlede værker bd. 12. København, 1902. Pascale Casanova. Le Republique mondiale des lettres. Paris, 1999. David Damrosch. What Is World Literature? Princeton, 2003. Karl Marx og Friedrich Engels. Det kommunistiske manifest. København, 1993. Milan Kundera. Tæppet. København, 2005. Franco Moretti. „Conjectures on World Literature“. New Left Review 1 (2000) MADS ROSENDAHL THOMSEN er ph.d. og amanuensis i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Medredaktør af tidsskriftet Passage. Har bl.a. udgivet Kanoniske konstellationer, Syddansk Universitetsforlag 2003 og en række artikler i ind- og udland om kanon og verdenslitteratur MELLEM GOETHE OG OS: BRANDES’ VERDENSLITTERATUR 13
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11: fra andre lande med udgivelser som
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64:
gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66:
ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68:
Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70:
Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72:
seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?