,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

Goethe og Verdenslitteraturen Af PER ØHRGAARD „Samfundsudviklingen kan man ikke unddrage sig, men den er lige så tvetydig som verdenslitteraturen, eller snarere omvendt: Litteraturens stilling er en funktion af samfundets almene udvikling. Den er på sin side kendetegnet af acceleration og globalisering.“ I artiklen analyseres Goethes brug af og den kulturpolitiske baggrund for og hensigt med begrebet ’verdenslitteratur’. Den første brug af begrebet verdenslitteratur kan dateres til 1827, da Goethe ved flere lejligheder anvendte ordet. Tydeligvis var det en betegnelse, han blev glad for, og som han lagde vægt på at udbrede. „Nationallitteratur“, sagde han den 31. januar 1827 til sin sekretær Eckermann, „vil ikke sige så meget nu om dage, det er verdenslitteraturens epoke, der er inde, og enhver må virke med på at fremskynde den.“ Den allerførste omtale finder man kun 14 dage i forvejen, hvor Goethe i sin dagbog noterer: „Dikteret til Schuchardt vedrørende fransk og verdenslitteratur.“ Nu mente Goethe ikke altid, at man skulle virke med på det nye. Lige så ofte insisterede han på positioner, han havde skabt sig gennem et langt liv, og i den roman, han skrev færdig samtidig med udtalelsen til Eckermann, Wilhelm Meisters Wanderjahre oder Die Entsagenden – den udkom i 1829 – er der adskillige kritiske betragtninger om verdens gang, for ikke at tale om at romanen som helhed skildrer et paradigmeskift, som Goethe ikke for- 4 BOGENS VERDEN 4|2006 holdt sig ukritisk til. Hvorfor skal altså den nye epoke netop på litteraturens område være noget efterstræbelsesværdigt? Begrebets modsætning er i citatet ovenfor „nationallitteratur“. I betragtning af, at det 19. århundrede om noget er nationallitteraturens århundrede – det er i 1800-tallet, at den litterære tradition nationaliseres i videnskab og undervisning, og nationalfilologierne opstår – kunne man spørge, om ikke sætningen rettelig burde vendes om? Er det ikke snarere sådan, at det er verdenslitteraturen, forstået som den fælles klassiske overlevering, der mister sin betydning, og nationallitteraturen, der er på fremmarch? Jo; men det er derfor, at Goethe siger det, han siger. Goethe ser de nationale – ikke særegenheder, men særheder og unoder, true det fælles, fordi det nationale med det voksende internationale samkvem får stadig større muligheder for at blive – også ukritisk – udbredt til andre lande. Derfor gælder det om at udvikle et begreb om verdenslitteratur, som fortjener sit navn og ikke kun dækker over en enkelt litteraturs eller et enkelt sprogs dominans over alle andre. Det forklarer dobbelttydigheden i Goethes betragtninger. Den citerede bemærkning til Eckermann er nemlig kun den ene side. I sit tidsskrift – eller sine fortløbende essays – Über Kunst und Altertum skriver Goethe i Sechsten Bandes erstes Heft i 1827, at han for sit vedkommende gerne vil gøre sine venner opmærksom på, at „jeg er overbevist om, at der danner sig en almen verdenslitteratur, i hvilken der er reserveret os tyskere en ærefuld rolle. Alle nationer ser sig om efter os, de roser, de dadler, tager til sig og forkaster, efterligner og forvrænger, forstår eller misforstår os, åbner eller lukker deres hjerter: alt dette må vi tage imod med roligt sind, i og med at det hele er af stor værdi for os.“ Goethe kan forlade sig på, at de fleste af hans læsere ved, at det ikke mindst skyldes hans forfatterskab, at de andre nationer nu ser hen til Tyskland og med iver registrerer det, der kommer derfra – især Mme de Staël havde jo gjort det med sin bog De l’Allemagne fra 1813. Det var noget nyt: Før Goethes tid havde den tyske litteratur været overvejende modtagende, nu var den givende. Var det så verdenslitteraturens epoke? Så enkelt var det ikke. For det første ønskede Goethe ikke at begå den nationale fejltagelse at betragte den
Johann Wolfgang Goethe tyske litteraturs udbredelse som begyndelsen til verdenslitteraturen. Dels var han ikke nationalist, dels så han, at den tyske litteratur, som især de franske tog til sig, foruden hans egen var den romantiske, som han havde visse reservationer overfor. For det andet skal man ikke mere end to år længere frem i historien, førend Goethe også relativerer det tyskes styrke. I afsnittet Aus Makariens Archiv fra Wanderjahre står der i 1829: „Nu, da en verdenslitteratur tager sin begyndelse, har for en nærmere betragtning tyskeren mest at tabe; han vil gøre klogt i at tænke over denne advarsel.“ Og i et brev til alderdomsvennen Zelter fra den 4. marts 1829 skriver han: „De overdrivelser, som teatrene i det store og vidtløftige Paris nødsages til, kommer også os til skade, for vi er endnu langt fra at føle dette behov. Men det er allerede følgerne af den verdenslitteratur, der er i anmarch, og man kan her ene og alene finde trøst i, at selvom det almene er dårligt tjent med det, så vil enkeltpersoner uden tvivl få noget godt og lykkebringende ud af det; hvilket jeg har fået meget smukke vidnesbyrd i hænde om.“ Verdenslitteratur er altså ikke bare den store velsignelse – i hvert fald ikke, hvis den monopoliseres af ét sprog og én litteratur, her det/den franske, som først og hurtigst profiterer af den øgede udveksling landene imellem. Skulle man aktualisere Goethes betragtning, kunne man pege på tilstanden i dag, hvor „internationalt“ er blevet synonymt med amerikansk eller i hvert fald noget, der er på engelsk. Men Goethe er heller ikke den, der trækker sig tilbage i sin nationale skal, for det kan man ikke. Verdenslitteraturen er kommet for at blive, altså må tyskerne virke med på den, gøre sig gældende i det store internationale samkvem. Det vil også for Goethe især sige det europæiske. I den indledning, han i 1830 skrev til den tyske oversættelse af Thomas Carlyles Schiller-biografi, læser man: „Der har allerede i nogen tid været tale om en almen verdenslitteratur, og ikke med urette: for samtlige nationer, gennemrystet af de frygteligste krige og derpå igen ført tilbage på sig selv enkeltvis, måtte bemærke, at de var blevet opmærksomme på dette og hint fremmede, havde optaget det i sig, hist og her følt hidtil ukendte åndelige behov. Deraf opstod følelsen af naboskab, og i stedet for, at man havde lukket sig i, nåede ånden lidt efter lidt frem til at kræve også at blive inddraget i den mere eller mindre frie åndelige handelsudveksling.“ Samfundsudviklingen „Handelsverkehr“ – her finder man sammenhængen mellem Goethes betragtninger om litteraturen og hans betragtninger om samfundets udvikling i det hele taget, og derfor er det heller ikke tilfældigt, at begrebet verdenslitteratur danner sig hos ham under arbejdet med Wilhelm Meisters Wanderjahre, der beskriver samfundets udvikling. Sammenligningen med vareudvekslingen finder man også i et brev til Carlyle fra den 20. juli 1827, som Goethe skrev bl.a. som tak for oversættelsen af Wanderjahre: „Den der GOETHE OG VERDENSLITTERATUREN 5
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3: og politik på verdensplan ændrer
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56:
fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58:
følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60:
Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62:
„jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64:
gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66:
ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68:
Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70:
Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72:
seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?