,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

fysiognomy for et poetisk organ, som blot banker for et religiøst anliggende; vi så tidligere Auden ryste på hånden da han skulle prioritere mellem digteren og den kristne tænker Kierkegaard. Mere overbevisende har Thomas Bredsdorff vægtet forholdet i sin nye bog om Dansk litteratur set fra månen: Om sjælen i digtningen (2006). 17 I kapitlet „Troens sælsomme klenodie“, om Frygt og Bæven, lyder første sætning på at „Søren Kierkegaard er en blændende fortæller“, hvad kapitlet derpå i rigeligt mål demonstrerer. Alligevel hedder det i den sidste sætning at „det er derfor troen for Kierkegaard er kernen, og alle andre sider af den menneskelige sjæl kun skaller.“ Og for trosanliggendet er poesien den tro tjener, måske som pulsen det mærkbare udtryk for hjertets banken. Da Harold Bloom i sin murstenstykke Genius fra 2002 omsider indplacerer Kierkegaard i en af sine vestlige kanonlister, A Mosaic of One Hundred Exemplary Creative Minds, som bogens undertitel lyder, 18 sker det nok med skelen til hans tidligere fremstilling, men også med en smule køb til opfattelser som Audens og Bredsdorffs. Den poetiske Kierkegaard er stadig i centrum, læst i nærmere sammenhæng med Nietzsche og Kafka end med sine teologisk sindede samtidige; og specielt fra et amerikansk perspektiv på religion, som Bloom har anlagt det i en særlig bog, 19 må en tænker der betvivler det mulige i at blive kristen, naturligvis virke ret ubegribelig. Dog ses gentagelsens digter nu, som Den unge Mand i Gjentagelsen, som en parodi på gentagelse, og afslutningsvis hedder det sågar: „Most of us who love Kierkegaard come to him because of his aesthetic achievements, and not for spiritual sustenance, and yet I think he addresses us also here, even if we are little concer- 34 BOGENS VERDEN 4|2006 ned with the difficulties of becoming a Christian.“ Ikke kristen tænkning, men dog spiritualitet, kan den ukristeligt (a)gnostisk-jødiske kritiker da omsider få over sine læber at tilskrive Kierkegaards forfatterskab. Da samme Bloom i en artikel i Orbis Litterarum (2005) skifter gear til en omtale af H. C. Andersen, 20 er det imidlertid på kontrasten mellem dennes problem med at forblive barn i en tilsyneladende voksen verden og Kierkegaards problem med at blive kristen i et tilsyneladende kristent samfund. Pludselig er den kristne Kierkegaard god nok, og det er ikke den eneste overraskelse der venter læseren af dette påståelige hastværksarbejde. 21 Hvad der mere konstruktivt venter denne læser er svar på hvorfor man husker (bestemte eventyr af) Andersen og hvordan han bør læses som kanonisk forfatter. Vi som godt vidste at han dobbeltartikulerede for hhv. et barnligt og voksent publikum, hører nu, med et bloomsk yndlingsudtryk at han „wrote for extraordinarily intelligent children of all ages, from nine to ninety.“ Videre lærer vi at Andersen besad en urgammel visdom, grundet i folketraditionen, som modsvarer Kierkegaards subtilt indsigtsfulde intellekt, ja at den sidstes gentagelseskunst er beslægtet med den førstes animisme (og at begge er højromantikere på niveau med Shelley og Novalis!). Endelig vil Bloom vide at af Kierkegaard lærer man, som medlem af intelligentsiaen, mens man som barn, uberoende af alder og nationalitet, fascineres af Andersen. Begge to er trolde, i slægt med Ibsen og Strindberg, Dickens og Tolstoy, men anderledes end rene mennesker som Chekhov, Beckett og Calvino! 22 Til denne læseplan kan man diplomatisk sige at den ikke ganske er af denne verden. Men i tråd med de tidligere Bloom-referencer giver den unægtelig den dér lancerede anderledeshed alt hvad den kan tage; målet for den kanoniske kampånd må siges at være fuldt. Også for en ældre – dansk – litteraturhistoriker som Jens Kruuse var Andersens eventyr verdensberømte i kraft af deres fylde. Hans kapitel om Andersen i bogen Mesterværker fra 1955 23 hedder intet mindre end „Repræsentanten for al poesie“ og rummer en sætning som denne om digterens eventyr: „De er som bekendt næst efter Bibelen den berømteste bogrække og den mest universelle digtning i verdenslitteraturen.“ Og selv om det omhandlede eksemplar af genren er en så sen og lidet kendt tekst som „Det Utroligste“ fra 1870, undslår Kruuse sig ikke for at mene at „dette kunstværk omfatter alt menneskeligt.“ På sin vis illustrerer Bloom og Kruuse udmærket ligheden og forskellen mellem verdenslitteratur og den bedre part af verdens litterære kanon. Med skyldig hensyntagen til deres uens personlige gemytter, idiosynkrasier og intellektuelle idiomer, er de to kritikeres kvalitetsvurderinger af Andersens eventyrdigtning vel ikke identiske, men heller ikke usammenlignelige. Men hvor Kruuses verdenslitteratur er den mere statiske etikettering, er Blooms kæmpende og særpræge(n)de originalitet kanonens varemærke. Denne specielt dynamiske anderledeshed træder efter mine begreber endnu tydeligere frem i brugs- end i tolkningssammenhænge (for igen at applikere Ecos distinktion). Derom handler mange af kapitlerne i min bog om En anden Andersen – og andres: Artikler og foredrag 1969–2005 (2006). Specielt bogens midterafsnit om „Andersen og hans eventyr på de andres scene“ er viet diskussioner af teaterog tekstadaptioner og -transformatio-
ner, i forhold til hvilke ‘de andre’ hyppigt finder deres egenart – og andethed – og vel at mærke ofte finder én der implicerer en anden Andersen bag scenerne og teksterne end ham som ‘vi’ – og Andersen selv – mente at kende. At H. C.Andersen i dag kommer til de fleste, og da især yngre, menneskers kundskab verden over gennem adapterede former som mere er brugs- end egentlig tolkningsbaserede, har også min kollega, eventyrforskeren Jack Zipes betonet i en bog om forfatteren fra i fjor. 25 Hans slutkapitel handler således om „The Cinematic Appropriation of Andersen’s Heritage: Trivialization and Innovation“, hvor netop det jeg har kaldt brugsaspektet (på tolkningsaspektets bekostning) træder frem i titlens ord efter kolon, selv om Zipes i sin brødtekst fastholder ‘fortolkning’ som samlebetegnelse. Men at det er de populære og indflydelsesrige filmversioners ‘frie’ (brugs)fortolkninger han kritisk langer ud efter, er der ingen tvivl om. „Most famous, of course, is the Disney interpretation of Andersen, an approach that trivializes his work to such an extent that one must wonder if it hasn’t caused Andersen to turn over in his grave. Indeed, he might not even recognize his very own work.“ 26 Spørgsmålet er så om trivialiseringen gør indhug i digterens verdensberømmelse. Hvad der sættes til på kvalitetsgyngen, kunne jo tænkes at vindes på popularitetskarusellen. Dertil kommer at for mange af de mindreårige verden rundt der gennem årene har læst eller lyttet sig til „Den lille Havfrue“ eller „Keiserens nye Klæder“, har den verdensberømte danske forfatter, hans navn såvel som hans nationalitet, været en ligegyldig bagatel, som få af dem har bidt mærke i og ikke mange flere har begæret at få oplyst senere i livet. Antagelig er det folkeventyrets anonymitet der pr. association har kastet glemslens skygge over kunsteventyrets forfatteridentitet. Men det vil da sige at Andersens plads i verdenslitteraturen eller den tilsvarende kanon under alle forhold indtages af hans værker, ikke af ham selv. Om han roterer i sin grav eller ej på grund af adaptioner af hans værk, er både de fleste producenter og forbrugere af disse sekundavarer inderligt ligegyldigt. Igen et tegn på det forsvindingsnummer som kan beskære billedet når (dele af) en national kanon internationaliseres. Kulturkommunikation Som optakt til min egen Andersenbogs afsnit om teateropførelser af eventyr, kigger jeg på et tilfælde hvor også selve tekstadaptionen byder på problemer. Her er der da anledning til at diskutere kulturkommunikation i flere dimensioner, oversættelse og iscenesættelse, fortolkning og brug, teori og praksis. Det siger vist sig selv at en dansk verdenslitteratur mister sin intimeste danskhed når den originale sprogdragt skiftes ud med en fremmed. Men hvor drastiske er konsekvenserne, og er de nødvendigvis negative? Fra Viggo Hjørnager Pedersens disputats om viktorianernes Andersen-oversættelser, som jeg omtaler i min bogs kapitel 21, ved vi bl.a. at disse traderinger ofte lod originalerne i stikken, men dog ikke hindrede en form for Andersen i at overleve og endda brede sig ud over den engelsksprogede verden. Kan og bør det danske i Andersens danske verdenslitteratur altså forstås globalt, hinsides Danmarks sproglige og kulturelle horisont? Derom er der delte meninger. På den ene side hævder den danske Andersen-forsker Bo Grønbech – i overensstemmelse med sin svenske kollega Fredrik Böök, og i en bog henvendt til et ikke-dansk publikum – at det er det enestående danske ved Andersen der gør ham så typisk dansk, og at den verdensberømte Andersen på ingen måde kan forstås tilfredsstillende uden for sin danskhed. På den anden side skriver den amerikanske skandinavist George Schoolfield i forordet til sin engelske oversættelse af Frederik Böoks svenske Andersen-bog, at denne er baseret på bogens 1. udgave, hvor et kapitel om „Det danska hos H.C. Andersen“ ikke er med; i dette kapitel, fra bogens 2. udgave diskuteres nemlig „problems not altogether comprehensible, or important, to a non-Scandinavian audience.“ 27 Opsummeringen, i min bogs kapitel 7, af denne uenighed lyder sådan: „Hvor en dansk kulturformidler som Bo Grønbech, ja selv en svensk iagttager af dansk kultur som Fredrik Böök, finder de nationale særpræg hos Andersen for vigtige at se bort fra selv i udlandet, finder en ikke-skandinavisk kulturformidler som George Schoolfield øjensynlig samme forhold for vanskelige at tage hensyn til.“ 28 Men hvordan man end ser på denne danske verdenslitteratur, er der en spænding bygget ind i dobbeltbegrebet, som ikke uden videre lader sig afspænde, enten man måtte ønske sig det eller ej. Til Andersen og hans eventyrs rejser ud i verden hører at ikke blot bliver han og hans produktion en anden undervejs; det gør også modtagerne af begge. Men selv om man da strengt taget burde tale i flertal om fænomenet Andersen, er det ikke noget tavst flertal. Så sent som i 1954 påskrev man i staten Illinois en udgave af Hans Christian Anderson’s (sic!) Wonder Stories advarslen „For Adult Readers Only,“ idet man ville „pre- DANSK VERDENSLITTERATUR – JO DA, OG HVAD SÅ? 35
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66: ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68: Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70: Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72: seret værk har at gøre med de lit

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?