,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...
,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...
,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Memphis Station – revisited<br />
Af JEANNIE VANASCO<br />
Da jeg blev bedt om at anmelde Johannes<br />
V. Jensens digt „På Memphis<br />
Station“, var min første tanke: ‘hvordan<br />
skal jeg dog slippe <strong>for</strong> det?’ Når<br />
alt kommer til alt, vidste jeg ingenting<br />
om Jensen, intet om dansk eller skandinavisk<br />
litteratur. Jeg havde dog hørt,<br />
at Jensen havde modtaget Nobelprisen<br />
i litteratur, og at danske radioværter<br />
havde læst digtet op <strong>for</strong> at fejre<br />
dets hundredårsjubilæum – hvilket<br />
gjorde mig ganske jaloux, <strong>for</strong> sådan<br />
noget ville næppe kunne ske i USA.<br />
Hvordan gik det så til, at jeg efter at<br />
have læst „På Memphis Station“ hurtigt<br />
tog den beslutning – som de fleste<br />
unge anmeldere gør – at det her var<br />
<strong>for</strong>færdeligt? Rigtige anmeldere skal<br />
afdække digtet – og sig selv – og <strong>for</strong>tælle,<br />
hvad de ser, svagheder og den<br />
slags (og tage deres egne svagheder<br />
på sig, som jeg nu gør her), frem <strong>for</strong>,<br />
hvad de ønsker at se. Hvad jeg ønskede<br />
at se og at høre var Jensens storhed.<br />
Da jeg tyede til opslaget om<br />
dansk digtning i The New Princeton<br />
Encyclopedia of Poetry, så jeg, at Jensen<br />
var udbasuneret som „periodens vigtigste<br />
digter og en af de største (danske)<br />
<strong>for</strong>fattere overhovedet“. Han har<br />
„en <strong>for</strong>finet sansning“ og en „afdæmpet<br />
lyrisk stil“, <strong>for</strong>tæller opslaget og<br />
angiver Goethe og Heine som hans<br />
inspirationskilder. Jeg holdt mit øre<br />
mod digtet <strong>for</strong> at prøve at høre disse<br />
56 BOGENS VERDEN 4|<strong>2006</strong><br />
digtere synge i Jensen. Men der skete<br />
ikke noget. Hvis jeg lytter ordentligt<br />
efter, synes jeg, at jeg kan høre Whitman,<br />
som Jensen oversatte. Jeg kan<br />
høre den store amerikanske barde<br />
nynne og af og til bevæge læberne til<br />
musikken. Men <strong>for</strong> det meste har „På<br />
Memphis Station“ ikke nogen klar<br />
stemme og fremviser kun lidt af disse<br />
påvirkninger, i alt fald <strong>for</strong> en amerikansk<br />
læser.<br />
Men hvor ville jeg gerne høre det,<br />
som jeg burde høre! Jeg gjorde, som<br />
ny bekendt af Jensen, hvad alle nye<br />
bekendte skal gøre. Jeg <strong>for</strong>hørte mig<br />
rundt omkring efter sladder, og efter<br />
hvad jeg <strong>for</strong>stod, blander Jensen højt<br />
og lavt sprog med drømme om fjerne<br />
steder og er noget af en filosof, idet<br />
han <strong>for</strong>søger at gengive „den uudsigelige<br />
erfaringsstrøm“. Tindalls oversættelse<br />
svinger i højt grad mellem<br />
latinsk og germansk sprog, og alle de<br />
filosofiske dybsindigheder er der<br />
også. Men de <strong>for</strong>bliver dog ligeså<br />
afgjort kedelige som et selskab af fine<br />
middagsgæster. Jeg giver ham endnu<br />
en chance. Jeg rykker tættere på. Jeg<br />
lytter, og så kan jeg se, at han er et<br />
geni. Og hvordan kan jeg så se det?<br />
Ikke ved det, han siger, men på<br />
måden, han siger det. Og der<strong>for</strong> vil<br />
jeg hovedsagelig analysere digtet ud<br />
fra dets struktur.<br />
Et af de vigtigste elementer i digtning<br />
er struktur, og strukturen og bevægelsen<br />
<strong>for</strong>bløffer mig her. Jensens syntaktiske<br />
afbrydelser og retoriske teknikker,<br />
hans mærkelige brug af stedord<br />
styrer alt sammen digtet og lader det<br />
bevæge sig så jævnt strømmende som<br />
floden nær ved Memphis station. Læg<br />
mærke til, hvordan <strong>for</strong>tælleren i begyndelsen<br />
tiltaler sig selv med „jeg“,<br />
<strong>for</strong> så at bruge „du“ (sådan ser det i alt<br />
fald ud) og så til sidst med „vi“.<br />
Whitmans brogede „you“ er det, der<br />
gør, at han er umulig at oversætte, <strong>for</strong><br />
Whitmans „you“ rummer ikke kun<br />
læseren og lytterne, men også Whitman<br />
selv, Amerika og hele verden.<br />
Whitmans „you“ er også vanskeligt at<br />
oversætter af en anden grund: hvad<br />
gør man med entals „you“ og flertals<br />
„you“, som tit er helt <strong>for</strong>skellige ord i<br />
entals- og flertals<strong>for</strong>m og endda ofte<br />
bruges <strong>for</strong>melt og u<strong>for</strong>melt?<br />
Jensens stedord virker på en lignende<br />
måde, men gør ham nemmere<br />
at oversætte, da der er tale om <strong>for</strong>skellige<br />
ord, der dog bibeholder den diffuse<br />
tiltale. Fortælleren tiltaler her<br />
ikke kun sig selv. Som Whitman taler<br />
han til alle.<br />
Og så er der usikkerhedens tærskel.<br />
Et af de meste oversete og vigtige<br />
spørgsmål er, hvor<strong>for</strong> et digt begynder,<br />
hvor det gør. Med Jensens temaer<br />
og toneskift giver begyndelsen god<br />
mening. Digtet åbner med, at <strong>for</strong>tælleren<br />
endnu ikke er helt vågen, men