,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

er fromheden til husbehov, inderligheden, den pietistiske tradition, samvittigheden og meget andet godt. Men den tid, der haster „velociferisk“ af sted, og hvor alt breder sig fra det ene sted til det andet, kræver noget mere; den kræver „verdensfromheden“, der må forstås som en mere udadvendt fromhed. Fromhed, fordi den stadig væk bygger på respekt for noget objektivt – Goethe mente sidst af alt, at vi blot skal udnytte naturen som det billige skidt, den er – men verdensfromhed, fordi der ikke kun er tale om at udvikle et bestemt syn på tingene, men også om at gøre dette syn virksomt, at gå ud i verden med det, handle og skabe i overensstemmelse med det. Husfromheden forkastes ikke, men får en plads inden for verdensfromheden – som nationalliteraturen inden for verdenslitteraturen. Milan Kundera har om Goethe sagt, at han levede „i det korte øjeblik i historien, hvor det tekniske niveau allerede havde givet livet en vis bekvemmelighed, men hvor det dannede menneske stadig kunne forstå alle de redskaber, som det benyttede. Goethe vidste, hvad det hus, han boede i, var bygget af, og hvordan det var bygget, han vidste, hvorfor petroleumslampen lyste, han kendte princippet i den kikkert, som han sammen med Bettina kiggede op igennem mod Merkur; [...] De tekniske tings verden var forståelig for ham og ganske åben for hans blik. Det var Goethes store sekund midt i den europæiske historie.“ Vor tid søger ikke sin fortolkning i 8 BOGENS VERDEN 4|2006 kunsten, men i videnskaben. Det er ensidighedernes tid, hed det i Wanderjahre: specialiseringens. En diskussion om fortolkningsretten føres i virkeligheden allerede af Goethe og romantikerne. Mens de sidstnævnte vil nå frem til en ny mytologi og for fleres vedkommende ender i den gamle religion, så vil Goethe en anden vej. Han tvivler på den store teori og vil gennem empirien nå til en sammenhæng, som kan træde i stedet for den, der er gået tabt. Derfor har hans sidste roman, som han selv sagde det, karakter af „aggregat“. „Den lille bog,“ skriver Goethe i et brev i 1829 om sin store roman Wilhelm Meisters Wanderjahre, „fornægter ikke sin kollektive oprindelse [...]“, og om hele sit værk sagde han til sidst: „Mit livsværk er et værk af et kollektivvæsen, og det bærer navnet Goethe.“ Et sidste citat: „I stedet for den gamle lokale og nationale afsondrethed og „væren sig selv nok“ kommer en alsidig forbindelse, en alsidig afhængighed mellem nationerne indbyrdes. Og som det går med den materielle, således går det også med den åndelige produktion. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver almeneje. Den nationale ensidighed og afsluttethed bliver mere og mere umulig, og ud af de mange nationale og lokale litteraturer vokser der en verdenslitteratur frem.“ Det står ikke i Wilhelm Meisters Wanderjahre, i hvert fald ikke ordret. Ordret står det i Manifest der kommunistischen Partei fra 1848. Og få år i forvejen (1845/46) skrev Marx i Die deutsche Ideologie: „Den store ef- terspørgsel efter vaudeviller og romaner i Paris har fremkaldt en organisation af arbejdet med at producere disse artikler, som immervæk præsterer noget bedre end deres enkelte konkurrenter i Tyskland. [...] I historieskrivningen er det ganske og aldeles umuligt for den enkelte at præstere noget, og franskmændene har også her takket være deres organisering af arbejdet ladet alle andre nationer bag sig.“ Det var praktisk verdenslitteratur – måske ikke den slags, Goethe brød sig om, jfr. hans ord om teatrene i Paris, men den han så komme. Læser man Goethes bemærkninger om verdenslitteraturen i den kontekst, som især Wilhelm Meisters Wanderjahre forsyner dem med, så er der ikke langt til Manifestets betragtninger om verdensøkonomien, om globaliseringen, om nødvendigheden af en ny samfundsanalyse og et nyt handlingsmønster. Goethe blev ved sin litterære læst. Om det nu var fordi han var en upolitisk tysker, eller om det snarere var fordi han betragtede nogle af de politisk engagerede på samme måde, som Marx siden betragtede de utopiske socialister, får stå hen. Men Goethes først citerede opråb om en ny verdenslitteratur, som alle bør være medskabende på – det kunne man også formulere sådan: „Forfattere i alle lande, foren jer!“ PER ØHRGAARD er professor, dr. phil. ved International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School. Han har skrevet talrige bøger og artikler om især tysk litteratur, herunder disputats om Goethe, og har oversat en lang række værker af tyske forfattere.
Mellem Goethe og os: Brandes’ verdenslitteratur Af MADS ROSENDAHL THOMSEN På baggrund af Goethes og Georg Brandes’ bestemmelse og anvendelse af begrebet ‘verdenslitteratur’ gøres der rede for det seneste årtis stigende interesse for begrebet, og for spørgsmålet om, hvordan man forsker i og formidler verdenslitteratur. Sent i livet begyndte Goethe at skrive og tale om begrebet verdenslitteratur – Weltliteratur – nærmest lidt henkastet, men med stor opbakning fra den omfattende oversættervirksomhed, som han blandt meget andet også havde stået for. Som sådan står det henkastede i skarp kontrast til, hvor kanoniseret begrebets oprindelse er blevet. Ingen kommer uden om Goethe i den sammenhæng. Heller ikke Georg Brandes, som skriver sit essay om verdenslitteratur godt halvfjerds år senere 1 , og henfører den præcise oprindelse af begrebet til at Goethe i 1827 skrev et epigram eller lille digt med titlen „Weltliteratur“: Wie David königlich zur Harfe sang, Der Winzerin Lied am Throne lieblich klang, Des Persers Bulbul Rosenbusch umbangt, Und Schlangenhaut als Wildengürtel prangt, Von Pol zu Pol Gesänge sich ernenn – Ein Sphärentanz harmonisch im Getümmel – Laßt alle Völker unter gleichem Himmel Sich gleicher Habe wohlgemuth erfreun! Digtet viderefører det kosmopolitiske attende århundredes ideer om fællesskab på tværs af folkeslag, som de ikke mindst blev formuleret eftertrykkeligt i Schillers „Ode an die Freude“. Goethes lille digt udtrykker det samme, blot med litteraturen som genstand og som det der samler. Samme år uddybede Goethe sine tanker om verdenslitteraturen en smule i korrespondance og i samtaler- ne med Johann-Peter Eckermann. Her forudsiger han blandt andet, at nationallitteraturens epoke er slut, og at det nu gælder verdenslitteraturens epoke, og han tilføjer videre, at alle bør arbejde for at fremskynde denne epoke. Her tog Goethe fejl. Brandes skriver bedrøvet, at tankerne om humanisme og verdensborgerånd var alment hyldede på Goethes tid, mens disse i slutningen af det nittende år- hundrede var blevet trængt af nationalfølelsen. Brandes så ikke nogen grund til at det ene skulle udelukke det andet, men fremhæver netop, at al god litteratur må have et stærkt lokalt fundament: „Hvad ligefrem er skrevet for Verden, det vil som Kunstværk neppe du.“ Verdenslitteraturbegrebet er med tiden blevet til genstand for definitioner og brug, som orienterer sig i forhold til en idealistisk og en realistisk side. Idealismen finder man i ideen om verdenslitteratur som universel, som almenmenneskelig, som den store og gode litteratur, som litteratur der kan være med til at forene mennesker på tværs af folkeslag og som litteratur præget af mangfoldighed. Lutter positive ord, som Goethe og Brandes ville kunne skrive under på, men hvorfor indtraf verdenslitteraturens epoke så ikke? Nationalisme er formentlig kun en lille del af forklaringen og en alt for bekvem og enkel modsætning til den idealistiske opfattelse af verdenslitteratur. Glæden ved at se det velkendte beskrevet på nye måder, indleve sig i personer hvis univers man deler, at læse på ens modersmål eller sprog som man behersker, er blot nogle af de kræfter, som arbejder i den modsatte retning og som giver værdi til det lokale, nationale og regionale. Goethe var dog ikke den eneste, der tog fejl af, at verdenslitteraturen MELLEM GOETHE OG OS: BRANDES’ VERDENSLITTERATUR 9
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7: stand til at korrigere hinanden. De
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60:
Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62:
„jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64:
gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66:
ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68:
Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70:
Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72:
seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?