,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

gymnastik og sport, brætspil, gyngestativer og vandpiber behandles, illustreret med nøjagtige tegninger. Ligesom Niebuhr finder deres musiksmag rædselsfuld, synes de også at europærernes musik „er et vildt og ubehageligt skrigeri“. Han omtaler også prægtige fester hvor op til 50 af byens fornemste kvinder med deres skønneste piger og slavinder holder home party og op til 8–10 gange på en aften skifter tøj og smykker og tøfler og indimellem kortvarigt danser for hinanden. Det ender ikke sjældent med jalousi og spektakel, skriver Niebuhr og gør opmærksom på, at europæiske mænd, der beklager sig over, at deres koner bruger for mange penge på klæder, altså kan trøste sig med at disse bliver langt overgået af østerlandske søstre. Men Niebuhr omtaler også situationer, hvor han selv har været vidne til lignende „skuespil“: „Og selvom vi straks fra begyndelsen ikke havde stor fornøjelse af at se denne slags skuespil, da instrumental- og vokalmusikken er meget dårlig og kvinderne for et ærbart blik indtog alle mulige uanstændige stillinger; selvom vi straks fandt alle kvinderne hæslige – deres gult farvede hænder og blodrøde negle, de sorte eller blå ornamenter i ansigtet, på armene og brystet, de store ringe om fødderne, i ørene og i næsen, den megen pomade i deres hår, som man kunne lugte langt væk osv. var slet ikke efter vores smag og næsten ingen af dem havde en behagelig stemme – så syntes vi dog alligevel, da vi ikke hørte eller så bedre, at den ene eller den anden sang meget flot, ja endog var smukke, og til sidst hørte og så vi dem ligeså gerne som de bedste sangere og danserinder i Europa.“ (Niebuhr, s. 216). Akkurat som Stephen Greenblatt har beskrevet det i forbindelse med renæssancens møde med f.eks. Tupinampa-indianerne er der her tale om et „wonder“. Mavedanserinderne er først hæslige dernæst smukke, både 24 BOGENS VERDEN 4|2006 det modsatte af hans begreber om skønhed og på paradoksal vis netop det samme. Og dog generaliserer Niebuhr ikke sin erfaring til en modsætning mellem f.eks. to kulturers kvindeidealer i almindelighed. Der er tale om en dekontekstualisering af det enestående fænomen, men også en nysgerrig dvælen, som ophæver afstand og forbehold og dermed sikrer, at begivenheden tages med og bevares i erindringen og i teksten. Desuden overfører Niebuhr kartografiens metode, der grundlæggende beror på en sammenstilling af forskellige og uafhængige fikspunkter, på sin etnografi. Ligesom Montaigne kan han godt indtage den andens synspunkt og se fordelene ved flerkoneri, men alligevel tage afstand fra denne skik. På samme måde kan han redegøre for arrangerede ægteskaber på en måde, som er åben over for en simultanitet af flere perspektiver: For det første sker det ikke oftere end hos os, når man tænker nærmere efter. Endvidere er det arrangerede ægteskab ofte også arrangeret i betydningen iscenesat, således at det mere er manden end pigen der bliver ‘bondefanget’. – Pigens fader giver i virkeligheden de penge som er nødvendige for indgåelsen af en værdig ægteskabskontrakt til en fattig kandidat, som pigen gerne vil have, hvilket betyder til pigens fordel, at ægtemanden vil forblive trofast, da han med kontrakten har forpligtet sig til at betale en stor sum penge tilbage i tilfælde af skilsmisse. De sammenligninger han foretager mellem europæiske og arabiske skikke og sæder er forbilledlige, fordi han for det første ikke holder sig tilbage fra at sige sin mening, herunder tilkendegive sin kritik (f.eks. er profeten Muhammed en dårlig kender af naturen), men undlader at udtrykke beundring eller afsky for kulturen som sådan. For det andet fremstår sammenligningerne som et ufærdigt og bevægeligt fletværk, der holdes åbent for fortsat differentiering. Afsluttende om „Arabernes tidsfordriv“ nævner han marionetteatre og skyggespil og skriver bl.a.: „I marionetteatrene kan man altid se en komisk figur, og denne er altid uden undtagelse en europæer“. Ved siden af sin nøjagtige opmåling af positioner i landskabet, som indtegnes i kortet, og de omhyggelige, men altid perspektivskiftende beskrivelser af skikke, har Niebuhr altså også blik for sit eget komiske spejlbillede. Han ser det i et skyggespil eller når han registrerer arabernes skik med at udklæde aber i europæisk klædedragt. Niebuhr er ikke en man of letters i 1700-tallets forstand, men endnu heller ikke specialist. Niebuhrs perspektiv er ikke klassicistisk, men jordnært og bondsk. Han ligner den franske opdagelsesrejsende Bougainville i dennes tiltro til en fordomsfri fornuft og en åben, redelig dialog som fornuftens vigtigste redskab. Men han har yderligere det fortrin frem for den klassicistisk lærde verdensmand, at han ikke oplever rejsens relativitet som en trussel mod et enhedsligt og harmonisk afrundet verdensbillede, hvor den europæiske intellektuelle med sin fornuft befinder sig i centrum. Niebuhr ser aldrig sin interaktion med araberne som møder mellem to fast definerede verdensbilleder eller kulturer, men som en indlysende trafik af informationer på samme niveau som oplysninger om rejseruter, mad og transport. Dagen og vejen er den samme for ham som for andre rejsende i en karavane, han drikker den samme kaffe og ryger den samme pibe, ser den samme nattehimmel, men er stadig en tysk-dansk opkomling der er kløgtig uden at være snu, vidende uden at være lærd. Han cho-
keres ikke og drages heller ikke af fristende gåder, der senere fører andre rejsende til paranoid hermeneutik. Carsten Niebuhrs bedrift består især i, at han med begge ben på jorden også over for alt det, der ikke lod sig endegyldigt placere inden for kartografiens gitterværk, forsøgte sig med stædige tilnærmelser, i øvrigt i fuld overensstemmelse med tidens matematik. Indtegningen af kort og kortlæggelsen af sæder og skikke følger samme multiperperspektiviske fremgangsmåde, som i begge tilfælde tilvejebringer den skønhed, vi alle kender fra de situationer, hvor man fascineret og undrende har betragtet et gammelt kort. Hans metode formår ikke at trænge dybere ind i Arabiens kultur, men i hans overfladiske og positive metode ligger samtidig grunden til at Niebuhr i dag kan være et forbillede for beskrivelser af steder i verden. Niebuhrs metode giver os kort sagt det, som Said og Clifford kun drømte om, men ikke selv realiserede. Hjemme igen Umiddelbart er modtagelsen i København ved Niebuhrs hjemkomst en hyldest til den store bedrift, som kaster glans over konge og regering, men snart skifter de politiske konjunkturer og fører Niebuhrs beskyttere ud i kulden. Brok og uheld med udgivelsen af rejsebeskrivelserne, som han ulykkeligvis selv finansierede på eget forlag, gør ham stadigt mere utilpas i København, og han drømmer om atter at drage af sted – denne gang til Niger i et forsøg på at efterspore legendariske kongedømmer i det indre af Afrika. Han længes efter det fredfyldte liv blandt morgenlændinge, men forelsker sig dybt i hans livs eneste kærlighed, gifter sig og flytter tilbage til Ditmarsken, hvor han ernærer sig som landskriver og kun sporadisk er i kontakt med de videnskabelige selskaber i Europa. Carsten Niebuhr var utvivlsomt en usædvanlig rejsende både med hensyn til hans snusfornuftige skrivestil, afbalancerede iagttagelsesmåde og multiperspektiviske metode. Men Carsten Niebuhr var lige så uduelig og klodset, når det gjaldt om at fungere i det dannede videnskabelige selskab, som han var duelig i rejsen på æsel gennem ørkenen. En stor del af nederlagene efter hjemkomsten fra Yemen må nemlig siges at være selvforskyldte, hvis vi ikke ligesom Thorkild Hansen i Det lykkelige Arabien lader os friste til at fortælle historien om den miskendte ener over for den middelmådige masse. Niebuhrs rationalisme var ikke af en skolet oplysningsfilosofisk art, men nærmere en slags snusfornuft, der er mere nyttig, når man er på feltarbejde end når man disputerer på universitetet. I sønnen Barthold Niebuhrs biografi 1 gøres der store anstrengelser for at få faren til at fremstå som en pionér for hans egen tids borgerlighed, alle Carsten Niebuhrs dyder er jo det nye borgerskabs moral i sammenfatning, og hans afvisning af at blive adlet kan i sønnens romantiserede billede gøres til hans adelsmærke. Men alligevel er der en verden, som skiller dem. Sønnen er borgeren og embedsmanden, der har tjek på spillereglerne og ved hvordan man gebærder sig. Faderen er sig selv og står uden for selskabet og langt fra de litterære muligheder, som ellers ligger lige for i hans materiale. „Poesi var ham fremmed“, skriver Barthold Niebuhr om faderen, mens sønnen lettere forledes af ørkenbilledernes skønhed. Det gør han f.eks. i den anekdote, der afslutter biografien og som Thorkild Hansen senere forfiner og i øvrigt giver videre i Det lykkelige Arabien som en hilsen til Thorkild Bjørnvig. Den handler om, at Carsten Niebuhrs svigtende syn, han ødelagde sine øjne bl.a. ved den omhyggelige aftegning af inskriptioner i kileskrift, erstattes af et usædvanligt klartseende indre syn. Mens han ligger blind i sin alderdom kan han således berette om indskrifter i Persepolis som om han var ved at foretage en rundvisning on location. „Han sagde til os, at billederne af det, han havde set i Orienten, trådte frem for hans sjæl, når han lå der blind i sin seng, og derfor var det intet under, at han kunne fortælle os om det som om det var sket i går. Også Asiens dybe nattehimmel med sin stjernevrimmel, som han så ofte havde set op i, eller dagens høje, blå himmelhvælv spejlede sig for ham i stilhedens timer, og det var hans største nydelse.“ Eftermælet har på den måde romantiseret Niebuhrs stilling som outsider – den der hverken var helt hjemme i 1700-tallet eller endnu født ind i 1800-tallet. Hans særstilling som rejsende og skribent blev omformet til en romantisk myte om det enestående, anakronistiske og originale individ, som Thorkild Hansen senere nietzscheansk kunne gribe og spejle sig i. Imidlertid er Niebuhr dermed også blevet både orientaliseret og hjemliggjort, på en måde som indtil nu har medført en udelukkelse fra den danske litteraturhistorie. Nær og fjern – Niebuhr i verdenslitteraturen Det er først i begyndelsen af 1700-tallet at europæerne begynder at opdage Europa – i betydningen at kende deres europæiske identitet. Og refleksionen af europæisk civilisation finder ofte sted netop i refleksionen af det fremmede. Cook, Bougainville, Diderot og Niebuhr omtaler og ser sig selv som europæere, ikke som franskmænd, englændere eller tysktalende danskere. Billedet af europæeren eller NÆR OG FJERN 25
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66: ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68: Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70: Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72: seret værk har at gøre med de lit

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?