,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

specielt udlandsrejserne lukkede op for skatkisten af eventyr. Og som H.C. Andersen blev en af Europas – og verdens – mest læste forfattere, blev han også en af de mest efterspurgte forfatteroplæsere for børn og voksne med det indre barn intakt. Alt i alt var det „intet mindre end en hidtil tavs og undertrykt del af menneskeheden, som i 1800-tallet fik deres stemme og frihed i Andersens eventyr.“ I henseende til grænsekrydsende udlængsel foregår der altså et parallelløb mellem digter Andersen og hans digtninge. Den kanoniske danske digter tilhører ikke mindst verdenslitteraturen fordi han gang på gang overskred „denne angstftremkaldende afstand mellem ‘os’ og ‘dem’ i 1800tallet.“ Med tydelig sympati bøjer Jens Andersen holdningen for os i neon: „Sådan burde vi mennesker jo – på tværs af landegrænser og kulturer – kunne omgås hinanden til alle tider. Åbent og imødekommende. Inkluderende. Uden den lammende frygt for alt, hvad der ikke ligner én selv.“ H.C. Andersens drøm var „et åndeligt samlet Europa, som skulle hvile mere på kulturelle, sproglige fællesskaber end på statslige grænsedragninger og snævre realpolitiske interesser“, og hvor det at være dansker, skandinav, europæer og verdensborger var vekslende delidentiteter og ikke spændetrøjer i forskellige størrelser. Kort sagt, et sted hvor spørgsmålet „Hvem er jeg?“ kunne besvares med „mere, end du troede,“ som Jens Andersen så træffende formulerer det. Andersens danskhed var en danskhed til udvidelse, og den nærmest sprængtes af hans „tolerance, hans evige uro og nysgerrighed efter at lære mere af verden at kende. Gennem eventyret. På rejserne. I mødet med det fremmede og de fremmede. … Kun at være dansk i en ver- 32 BOGENS VERDEN 4|2006 den, præget af forskellighed og mange slags fællesskaber, var slet ikke tilstrækkeligt.“ Måske man af Andersens tilfælde da kan udlede at det udmærkende for dansk verdenslitteratur ikke blot er at den når vidt omkring, men at den i selve udgangspunktet er større end „dansk“ eller rummer en „danskhed“ i flux eller transit? Parallellen til Kierkegaard er ikke umiddelbart oplagt, da denne gjorde sit indre eksil til en stor hemmelighed og en manifest gåde. Og som jeg understregede i en tale ved den officielle overrækkelse af Kierkegaard-forskeren og Yale-professoren Paul L. Holmers Kierkegaard-samling til University of Minnesotas Wilson Library i 1994, var Kierkegaard mest en sindets og lænestolens rejsende. Betragter man imidlertid Frater Taciturnus’ berømte kærlighedserklæring til det danske sprog i Stadier paa Livets Vei, hvor den talende priser sig lykkelig som få over at være bundet til sit modersmål, som Adam var det til Eva fordi der ikke gaves nogen anden kvinde, viser erklæringen sig som helhed udtalt på lysårs afstand af enhver chauvinisme. Også Kierkegaards danskhed var led i en åndelig grænseoverskridelse, og både i hans og H.C. Andersens tilfælde står det danske i et spændingsforhold til større helheder der i bedste fald har kanonisk betydning. Hos begge de to store danskere er de små nationale kæpheste sat på stald, mens den artistiske pegas får frit løb og tager himmelflugten hen over de mest udfordrende forhindringer. Det er hvor dette forhindringsløb lykkes at vejen er banet fra den nationale danske kanon til den vestlige verdenslitteraturs. Men et forhindringsløb er det, og igen og igen har man set staldkarlen Brian Mikkelsen plædere for at de små kæpheste må blive slup- pet fri og tage del i løbet. Kulturministeren nævnes i en frisk artikel af Henrik Wivel om „Den litterære kanon“ som en markant politiserende smagsdommer i den nationale kulturkamp mod de fremmede der i de senere år har optaget mange danskere. 13 Kanonbegrebet Trods alle Brians og ligesindedes krumspring er kanonbegrebet dog nyttigt, if. Wivel. Herunder samles de klassikere som folk specielt husker, „og som tiden krystalliserer under evighedens synsvinkel som særlige. … Vælger kvalificerede mennesker nogle af disse litterære værker ud og gør dem til en del af samfundets almendannelse, så har man det der kaldes en kanon. Altså en rettesnor, en regel eller et forbillede, som nogen har udpeget som det bedste, det rigtige, det exceptionelle.“ Man kan også, med Wivel, tale om „en slags epitafer over kunst af uomtvistelig kvalitet og originalitet … et vidnesbyrd om, at en gruppe dannede mennesker og entusiastiske læsere kunne samles om og blive enige med hinanden om validiteten af netop hine værker.“ For så vidt er det „de raske, der bekræfter hinanden i retten til riget – for nu at citere … Jensen. Med eller uden køller.“ Med den sidste sætning antydes morsomt, dog også alvorligt, hvordan nationalismen fremdeles spøger bag kanonformationen. Men ellers er det interessante ved disse formuleringsforsøg at de ligesom ODS’s glider frem og tilbage mellem kvantitative og kvalitative bestemmelser. Folket og almendannelsen mødes hos Wivel med kvalificerede mennesker, som åbenbart ikke bare er alment dannede, om indvielsen af epitafer over uomtvistelig kvalitet og originalitet, ja over rettesnore for det
edste, det rigtige, det exceptionelle. Det er dog ikke blot sætningen om Jensens sundhedsevangelium, forkyndt med eller uden køller, der sår tvivl om idyllen under dette forsoningsmøde. Ser man nærmere efter, er det nemlig ikke på lige vilkår kvalitet og kvantitet kommer til orde. Det er en top-down affære med kvalitetsdommen i højsædet, bevidstgørelsen i centrum, og en fornemmelse af arrangement i luften (hvad kanonudvalgenes nedsættelse og sammenkomster kun bekræfter). Man spørger sig hvorfor kanoniske værker ikke uden de store jordemoderindsatser kan komme op at stå på egne ben og udskille sig selv i historiens løb. Er det alene fordi nationalismens kanon skal skal have kugler i sit løb, eller er det (også) fordi den åndelige kanon skal tjene en almendannelse der mere er fiktion end virkelighed? Spørgsmålet er relevant både for en sammenligning af den nationale kanon med den internationale, der pr. definition ikke kan fremmes af nationalistisk medvind, og af denne med verdenslitteraturens galleri. For sidstnævnte gælder, med ODSs ordvalg, mere udtalte kvantitetshensyn end for den første. Kanonisk kan man måske blive i Danmark med et beskedent publikum men et stort (ubeskedent?) kanonudvalgs erklæring i ryggen, men en verdensberømmelse i verden kræver anderledes ‘almen’ opbakning. Graden af den sidste vil i nogen grad afhænge af forfatterskabets art; men selv Kierkegaards berømmelse i verden kan hverken være hundeøreeksemplarerne i San Franciscos taxier eller forskeren i Madras, Indien, foruden. Harold Bloom Som enhver kanonskribent vil vide, som nu Søren Kassebeer i Berlingske KulturKanon’s åbningssalve „Kampen om Kanon“, 14 har også den danske kanondebat hentet inspiration i Harald Blooms The Western Canon fra 1994. 15 Modsat ODS’s neutrale definition på verdenslitteratur og Wivels balancerede karakteristik af kanonisk digtning, udspringer Blooms kanonbegreb af denne kritikers højst dramatiske og kampberedte litteratursyn. Adgangen til hans kanon er ikke nogen idealistisk-demokratisk dans på roser, men en konkurrence på liv og død med de største forgængere, frem for alt Shakespeare. Og hvad der udmærker kanoniske skrifter, altså vinderne af denne kappestrid, er en særlig fremmedartet form for originalitet, som aldrig helt lader sig assimilere eller fordøje. Drivkraften i den litterære proces er da en „anxiety of influence,“ en angst for påvirkninger, som er uundgåelige, men dog kan besvares med en „map of misreading,“ dvs. en original deformering af påvirkningsimpulsen med anderledeshed som slutprodukt. Stor kunst forlænger den litterære tradition ved at lægge afstand til dens højdepunkter, både deres billedsprog og menneskebilleder. Proceduren minder om Kierkegaards forvanskende læsning af Carsten Hauch, skønt denne var en mindre ånd; om den rejsende H. C. Andersens berigelse af sin selvforståelse på afstand af Danmark og det danske; og om diverse skønånders og kulturpersonligheders Opgør med Kierkegaard, cf. Løgstrups bog med denne titel. Både Andersens og Kierkegaards kanoniske status som internationale forfattere lader sig faktisk også bestemme med Blooms hjælp, selv om det ikke sker i The Western Canon. At manden som har læst det meste der er værd at læse og skrevet om meget af det også har være omme ad Danmarks to største forfattere er måske ikke så overraskende, men dog værd at notere. Desværre har Blooms voksende ry som kritiker og kanon-formator foranlediget ham til også at kanonisere sig selv og ytre sig mere og mere pompøst. Men kan man udholde hans hang til ordgas, er der selv i nogle af de senere tekster, incl. dem om Andersen og Kierkegaard, både iagttagelser og synspunkter af interesse for kanon-diskussionen. Om Kierkegaard skrev han allerede i 1989 i sin redaktionelle note til Søren Kierkegaard, den af ham redigerede og introducerede antologi i serien Modern Critical Views, 16 om „Kierkegaard’s permanent originality, which he shares with Nietzsche and Kafka, rather than with Hegel and Heidegger. It is the originality of a mode more literary than philosophical, and perhaps more authentically speculative than German speculative philosophy and its Gallic dependents have ever managed to be.“ Senere, i antologiens introduktion, udbygges bestemmelsen af Kierkegaards litterære egenart: „Kierkegaard, to me, is less a religious writer than he is a poetic speculator,“ skønt „becoming a Christian was for Kierkegaard as perpetual an agon as becoming a strong poet was for Keats.“ Nøglebegrebet for Kierkegaards poetiske bestræbelse lige siden The Concept of Irony er for Bloom at se den sande gentagelse, som både er den eneste kur mod ængstende ironi og Kierkegaards svar på, eller kreative fejllæsning af, Hegels dialektiske mediering. Men gentagelsen er fremtidens kategori, modsat fortidens passion, som er udelukket fra fremtiden, både hos Kierkegaard og Kafka. Derfor Blooms konklusion at „Kierkegaard became one of the strongest modern poets at a very high price, again like Kafka, or like Nietzsche.“ Bloom er ikke den første der har anset hjertet i Kierkegaards åndelige DANSK VERDENSLITTERATUR – JO DA, OG HVAD SÅ? 33
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66: ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68: Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70: Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72: seret værk har at gøre med de lit

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?