,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

En transit-eksistens mellem en
gammel og en ny verden
Om Johannes V. Jensen og hans digt „Paa Memphis Station“
Af MICHAEL BRAUN
Dette digts amerikanske drøm kommer
af tristesse. Man ser her et digterjeg
i venteposition, der gør sig sin provisoriske
status klar, og som tror sig
på tærskelen til et nyt liv og dog
endnu ikke kender retningen til at
søge en bedre tilværelse i. Det er et jeg
på vej, en transit-eksistens, et skrøbeligt
subjekt, der endnu ikke har fundet
nogen forankring mellem den
gamle og den nye verden. Da bliver
pludselig en gudsforladt, regnformørket
station i Memphis/Tennessee til et
skæbnens sted. Der er intet forlokkende
i dette natlige sceneri, tværtimod.
Jeg’et ser sløvt frem for sig i dets
„vaade Fængsel“ og venter tænderklaprende
på, at dagen skal bryde
frem. Og alligevel virker det som en
forjættelse ganske enkelt at kaste den
gamle verdens ballast fra sig og beslutte
sig – for livet i en amerikansk by
og for et enestående flodløb, Mississippi.
Og som subjektet syntes netop
at skulle synke til bunds i stationens
lammende, dødlignende tilstand, vågner
der i det pludselig begejstringen
for det majestætiske ved strømmen,
der tager landskabet i sin „Syndflodsfavn“.
Det er et i enhver henseende usædvanligt,
chokerende moderne digt,
som Johannes V. Jensen (1873–1950)
har skrevet ved indgangen til det 20.
54 BOGENS VERDEN 4|2006
århundrede. Efter afbrydelsen af sit
medicinstudium havde han som ung
forfatter begivet sig til USA, hvor han
stiftede bekendtskab med de rapsodiske
toner hos den ærke-amerikanske
digter Walt Whitman (1819–1892).
Den amerikanske langdigt-forms friere
åndedræt, dens kollokviale gestik
og næsten talesprogsagtige diktion
gjorde et sådant indtryk på Jensen, at
han tog dem som model for hans
egen epokegørende digtsamling Digte,
der udkom i 1906. Deri findes også
cyklusen „Rejsen om Jorden“, på
hvis femteplads den digteriske selvudforskning
„Paa Memphis Station“
står.
Her taler en hjemløs fra den gamle
verden, der er flygtet fra de hjemlige
himmelstrøgs „Aandsfortærelse“ til
den regnfulde nat på en amerikansk
station. „Kære Danmark, Farvel“ hedder
det forinden et andet sted i denne
cyklus, „Jeg rejser let om Hjærtet /
østerud på Kloden. / Jeg ryster den
danske Regn af min Hat, / nu har jeg
baaret din Regn i niogtyve år“. I
„Memphis“-digtet kommer subjektet
fra den danske regn nu til den klamme
fugtighed på en station i Tennessee.
Og dog synes denne slags vådhed
at behage jeg’et mere, for fremtiden
ligger åben, der er varsler om et forår
med muligheden for at blive borger i
Amerika.
Chokerende moderne er dette digt
frem for alt i blikket på de amerikanske
drømme og de banegårdsfantasier,
der blev digtet ved den tid, da
„Memphis“-digtet blev offentliggjort.
I Tyskland skitserer ekspressionisten
Georg Heym (1887–1912) banegården
som drejeskiven for det kaotiske
storbyliv, i hvis malstrøm jeg’et går
under: „Vi susede ind i banegårdshallen,
der var fuld af metropolaftenens
sydende tummel, larm og menneskestrøm“.
Der findes hos Jensen intet af
denne stiliserede dynamiskhed, intet
af denne banegårdsfobi. I stedet forekommer
den øde, våde banegård som
et sted for jeg’ets forstærkede iagttagelsesevne,
som muligt sceneri for et
opbrud. Hos en anden Amerika-rejsende
blandt Europas store digtere,
hos Federico Garcia Lorca (1898–
1936) i hans digtsuite „Poeta en
Nueva York“ (på dansk: „En digter
i New York“), der blev til tyve år efter
„Memphis“-digtet, forekommer den
amerikanske storby atter som en
grådig, morderisk Molok: „ ... togene,
der ikke vil ende, fulde af mælk, togene,
der ikke vil ende, fulde af blod, /
togene fulde af roser, hvis hænder
man har bundet ...“.
Men hos Johannes V. Jensen, hvis
andel i udviklingen af den moderne
digtning i Vest- og Mellemeuropa indtil
videre knap nok er blevet registreret,
er digter-jegets selvforståelse udtrykt
i en så vidtspændende-selvre-