,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Hysteriske kvinder
Om Karin Michaëlis’ Den farlige Alder
Af PETER MADSEN
I artiklen redegøres der for baggrunden for den moralske forargelse og den
begejstrede tilslutning til Den farlige Alder, der blev en uhyre stor succes,
ikke alene i Tyskland, men også i Frankrig, USA og mange andre lande.
I
27. Marts 1911 kunne Danziger Zeitungs
læsere se en annonce henvendt
„Til Danzigs Kvinder!“ med følgende
indhold: „Det annoncerede foredrag
af Karin Michaëlis om den farlige
alder foranlediger undertegnede foreninger
til herved offentligt at bemærke,
at kvinder og unge piger, som
agter kvindelig værdighed, bør holde
sig borte fra denne forelæsning.“ 1
Annoncen var undertegnet af alle
kvindeorganisationer i Danzig. Næste
dag kunne samme avis sammenfatte
en brochure af forfatterinden Therese
Wallner-Thurm fra Dresden, der var
formet som et åbent brev til Karin
Michaëlis i anledning af hendes roman
Den farlige Alder: „[...] havde hun
givet bogen titlen „Hysteriske Kvinder“
eller endnu mere passende „Om
Kvinder, der lider af Nymfomani“
ville hun snarere have ramt hovedet
på sømmet og hendes bog havde da i
det mindste haft en vis raison d’être.“
Forelæsningen skulle holdes den
følgende dag. Protesterne havde foranlediget
politiet til at bede om manuskriptet;
efter at den embedsmand,
som var ansvarlig for sagen, havde
læst det, gav han det imidlertid, ifølge
Danziger Zeitung, ikke alene fri, han
havde „som det er blevet os oplyst
desuden personligt beskrevet det som
„overordentligt interessant“.“
II
Den farlige Alder blev udgivet på dansk
i 1910 2 . Bogen består (som undertitlen
indicerer) af breve og dagbogsoptegnelser
af hovedpersonen, den toogfyrre-årige
Elsie Lindtner. Efter toogtyve
års ægteskab i Københavns højere
borgerskab har hun besluttet at forlade
sin mand og leve alene i en villa på
en ø: „[...] jeg må leve alene [...] kald
det hysteri – det er det måske [...]“.
Villaen er tegnet af en ung ven som
viser sig at være hendes store kærlighed.
Hun erkender sine følelser for
ham og inviterer ham på besøg, men
deres møde er en skuffelse. Han rejser
igen. Hun søger da forsoning med sin
tidligere ægtemand, men han har giftet
sig med en langt yngre kvinde: „At
han skulle have vovet at erstatte mig
med en nittenårig bachfisch!“ Hun
beslutter sig til at rejse jorden rundt
med sin tjenestepige.
Dette enkle begivenhedsforløb er
rammen for en række refleksioner
over hendes eget liv og flere andre
kvinders liv, idet hendes breve er
enten henvendt til dem eller omtaler
dem. „Fortæller mænd og kvinder nogensinde
hinanden sandheden? [...]
Mellem kønnene hersker et uudryddeligt
fjendskab.“ „Kvindelægerne
kan være så kloge de være vil, men de
vil aldrig lære de ting at kende, som
kvinder betror hinanden.“ Nogle af
disse hemmeligheder bliver så at sige
røbet i bogen, men ikke alle: „Jeg sidder
her og skriver for mig selv alene.
Jeg ved at ingen andre nogensinde vil
læse mine ord; og dog er jeg ikke helt
ærlig, end ikke over for mig selv.“
Endnu en gang i romanhistorien
anvendes fiktionens paradoks – offentliggørelsen
af helt private skriverier
– som medium for bekendelser, i
dette tilfælde bekendelser, der drejer
sig om et intrikat kompleks af sensualitet
og frygt for at blive ældre sammen
med en række følelsesstrukturer,
der ikke svarer til den offentlige
moral. „Hvis jeg havde mere sensibilitet,
og en smule fantasi [...] tror jeg,
jeg ville vende mig mod litteraturen.
Kvinder holder af at bevæge sig gennem
deres erindringer som man
vader gennem efterårets tørre blade.
Jeg vil tro, jeg ville være meget dygtig
til at åbne en række hvide gravmæler,
og uden at forråde nogen mennesker
ville jeg samle mine udgravede mumier
under den almene titel ‘Kvinder
i den farlige Alder’“, skriver Elsie
Lindtner i sin dagbog. Og dette er for
HYSTERISKE KVINDER 59