,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

forstår og studerer det tyske sprog, befinder sig på det marked, hvor alle nationer falbyder deres varer, han spiller tolkens rolle, alt imens han beriger sig selv. – Og således må enhver oversætter betragtes; han gør sig umage som formidler af denne almene åndelige handel og gør det til sin forretning at fremme udvekslingen.“ Samfundsudviklingen kan man ikke unddrage sig, men den er lige så tvetydig som verdenslitteraturen, eller snarere omvendt: Litteraturens stilling er en funktion af samfundets almene udvikling. Den er på sin side kendetegnet af acceleration og globalisering. I den første af Wanderjahres aforismesamlinger, Betrachtungen im Sinne der Wanderer, kan man læse nogle tidsdiagnoser som f.eks. disse: „Hvad jeg må anse for den største ulykke i vor tid, som ikke lader noget modnes, er at man i det næste øjeblik spiser det foregående op, solder dagen op i dagen og på den måde hele tiden lever fra hånden i munden uden at få noget udrettet. Nu har vi jo allerede blade for samtlige tidspunkter på dagen! et lyst hoved kunne vel endda klemme et til ind. På den måde bliver alt, hvad enhver gør, bedriver, digter, ja, hvad han har for, slæbt ud i offentligheden. Ingen har lov til at glæde sig eller at lide, med mindre det sker til de andres tidsfordriv; og sådan springer det fra hus til hus, fra by til by, fra rige til rige, og til sidst fra verdensdel til verdensdel, altsammen velociferisk.“ „Lige så lidt som nu dampmaskinerne kan dæmpes, lige så lidt kan den slags lade sig gøre i det moralske; handelens livlighed, papirpengenes brusen af sted, gælden der svulmer op, for at gæld kan betales, alt dette er de uhyre elementer, som en ung mand nu om dage er sat ud på. Held ham, hvis han af naturen er begavet med et mådeholdent, roligt sind, så 6 BOGENS VERDEN 4|2006 han hverken stiller uforholdsmæssige krav til verden eller lader sig bestemme af den.“ Den nye udvikling er fuld af trusler og farer, men den er der – og den rummer også muligheder. I den nye verden må mennesket prøve at holde sig lige så bevægelig som pengene og varerne, derfor er der tale om „Wanderer“. Nogle af personerne i Wanderjahre emigrerer til Amerika for dér at skabe et nyt samfund ubelastet af det gamle, andre vil kolonisere den gamle verden de steder, hvor den ikke er opdyrket endnu, atter andre vil blive, hvor de er, og ingen af optionerne fremstilles som ubetinget rigtig eller forkert. Det er deres ensemble, der er interessant og udtryk for den nye tid: der er brug for både det ene og det andet. Vi lever i ensidighederns tid, siger en person Montan i Wanderjahre og anbefaler at „lave et organ ud af sig selv“, gøre sig til et instrument, for gør man det, så skal man nok få sin part at spille. Ingen enkeltperson kan længer repræsentere det almene, det kan alene kollektivet. Også de, der bliver, hvor de er, vil komme til at opleve udviklingen, det gælder f.eks. væverne i bjergene, hvis hjemmeindustri vil blive overtaget af maskiner, af „maskinvæsenet“, som en af dem siger, der „trækker op som et uvejr“. „Es wälzt sich heran wie ein Gewitter“, står der på tysk, og man kan ikke undgå at se forbindelsen til det udtryk, Goethe i sit før citerede brev til Zelter bruger om den „anmarschierende Weltliteratur“: som en fjendtlig hær. Også udtrykket „velociferisk“, som før blev citeret, bruges ofte af den gamle Goethe. I et brev til en tysk oversætter af italiensk litteratur skriver han den 26. oktober 1827 om, hvorledes „de forskellige nationers produkter nu går så velociferisk mellem hverandre, at man må udvikle en ny måde at skaffe sig kundskab og udtrykke sig om dem på.“ Oversættelser Når udviklingen lige så lidt som tordenvejret kan standses, må det dreje sig om både at søge ly og at erobre den indflydelse, man kan. I Goethes forestilling om verdenslitteratur ligger altså ideen om, at nationerne vil tage mere og dybere notits af hinanden end før – bl.a. på grund af Napoleonskrigene. Nu er der mulighed for at lære det fremmede bedre at kende, og Goethe har via sin egen berømmelse i Europa erfaret, at den slags kan ske. For ham var det ikke nyt. Han havde været internationalt orienteret, siden han i sin ungdom kom i berøring med Shakespeare og Ossiandigtene for ikke at tale om hele den klassiske arv. Han var en stor tilhænger af oversættelser og foretog adskillige selv med Benvenuto Cellinis memoirer og Diderots roman Le neveu de Rameau som de kendteste. Samtidig var han liberal i sit syn på resultatet – ikke at han var ligeglad med en oversættelses kvalitet, men han accepterede, at et fremmed værk måtte antage en anden karakter, når det blev oversat; for så trådte det ind i en anden tradition. Formålet var jo at tilføre den kultur, man oversatte til, noget nyt; men betingelsen for, at det nye kunne indoptages, var at det blev gjort kompatibelt med noget kendt. Derfor havde Goethe altid ment, at ufuldkomne oversættelser – f.eks. Shakespeare på prosa i stedet for blankvers – var bedre end slet ingen, og derfor kunne han også leve med, at hans egne værker kom til at se anderledes ud på andre sprog. Til Eckermann sagde Goethe således den 15. juli 1827: „Det er imidlertid meget artigt, at vi nu, med det tætte samkvem mellem franskmænd, englændere og tyskere, bliver sat i
stand til at korrigere hinanden. Det er den store nytte, som en verdenslitteratur fører med sig, og som vil vise sig stadig tydeligere. Carlyle har skrevet Schillers liv og hele vejen vurderet ham på en måde, som næppe nogen tysker vil vurdere ham. Til gengæld er vi på det rene med Shakespeare og Byron og er måske bedre i stand til at sætte pris på deres fortjenester end englænderne selv.“ Og i et brev til Carlyle skrev han den 1. januar 1828 om en engelsk oversættelse af sit eget skuespil Torquato Tasso: „Men nu ville jeg gerne have Dem til at fortælle mig, hvorvidt denne Tasso kan anses for engelsk. Jeg vil være Dem særdeles forbunden, hvis De oplyser og belærer mig herom; for det er jo netop disse relationer mellem originalen og oversættelsen, som allermest tydeligt udsiger forholdene mellem den ene nation og den anden, og som man til fremme af den fremherskende almene verdenslitteratur ganske særlig skal kende og vurdere.“ I sin ungdom havde Goethe endnu kendt en mere fortrolig meddelelsesform. Flere af hans nu berømte ungdomsdigte blev ikke kendt med det samme. De blev enten slet ikke trykt, eller også blev de det i små tidsskrifter eller først senere. Prometheus-digtet fra 1773 tryktes således først i 1785 og uden Goethes vidende. De lyriske produkter cirulerede i intime kredse, ofte som del af tidens brevkultur. Men tiderne skiftede. Litteraturen blev mere og mere markedsorienteret, publikum blev et andet. I digtet Zueignung, som er skrevet i 1797, og som Goethe i 1808 satte foran Første Del af Faust, berettes der bl.a. om tabet af de venner, som var i nærheden, da Faust først konciperedes omkring 1770: Sie hören nicht die folgenden Gesänge, Die Seelen, denen ich die ersten sang; Zerstoben ist das freundliche Gedränge, Verklungen ach! der erste Widerklang. Mein Lied ertönt der unbekannten Menge, Ihr Beifall selbst macht meinem Herzen bang, Und was sich sonst an meinem Lied erfreuet, Wenn es noch lebt, irrt in der Welt zerstreuet. Det er den isolerede digter, der taler her. Han giver sin sang til bedste for et anonymt publikum, og han har svært ved at høre ekkoet, hvis der er et. Det er tankevækkende, at digtet er fra samme år, hvor Goethe i august på en rejse skrev fire breve til Schiller fra Frankfurt am Main: „Det har gjort et ganske ejendommeligt indtryk på mig,“ hedder det den 9. august 1797, „hvordan det i grunden er fat med publikum i en stor by. Det lever i en konstant tummel af erhvervelse og forbrug, og det vi kalder stemning, kan hverken frembringes eller meddeles [...] Jeg tror endog at have be- mærket en slags skyhed over for poetiske frembringelser, eller i det mindste for så vidt de er poetiske, og den forekommer mig af de nævnte årsager helt naturlig.“ Her tales allerede om en moderne nytteorienteret verden uden sans for kunst. Goethes brev til Schiller handler om fremmedgørelse – præcis som Schillers få år ældre afhandling om „menneskets æstetiske opdragelse“. Oplevelsen af isolation er hyppig hos Goethe i resten af hans liv; men han oplever også den tilfredsstillelse at se sine værker virke, blive indoptaget i andre litteraturer, han får svar, og ikke kun svar, som gør ham „beklemt“ (som i digtet). Det er ikke en vennekreds som i ungdommen, men til gengæld en stor kreds af bekendte, korrespondenter osv., som Goethe står i udveksling med. Hvis den tidlige intimitet endnu var national, så er Goethe i alderdommen på vej til verdenslitteraturen, og derfor er det ham, der præger dette begreb. Men det dækker ikke kun en udveksling mellem nationerne af deres ypperste produkter. Det kan være meget godt – men hvad er de ypperste produkter? Hvad fortjener navn af verdenslitteratur? Kan det afgøres statistisk ved at se på, hvad der udbredes til alle lande? I så fald kunne Goethes samtidige, romanforfatteren August Lafontaine (1758–1831), snarere gøre krav på ærestitlen: hans bøger læstes i hele Europa, også af dem, der læste Goethe – men måske hellere læste Lafontaine. Nej, verdenslitteraturen er den, der befrugter det fremmede og modtager befrugtning fra det. Og hvornår sket det? Det sker, når litteraturen er på højde med sin samtid. Goethe sagde om Lord Byron, som han beundrede: „Han er hverken antik eller romantisk, men som selve dagen i dag.“ Dermed ville han ikke kun sige, at Byron var et naturtalent, som satte sig ud over de især i Tyskland hedt debatterede stilretninger, men også, at Byron skrev det, som skulle skrives her og nu. Som Hegel sagde, at ægte filosofi var sin tid „in Begriffe gefaßt“, bragt på begreb, således siger Goethe, at verdenslitteraturen er den litteratur, som kan bringe sin tid på kunstnerisk form. „Verdensfromhed“ I Wilhelm Meisters Wanderjahre siger en person om tidens religiøse tendenser, at det kan være meget godt med „husfromhed“, men at den må afløses af en „verdensfromhed“. Husfromheden GOETHE OG VERDENSLITTERATUREN 7
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58:
følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60:
Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62:
„jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64:
gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66:
ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68:
Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70:
Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72:
seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?