,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

det, der i virkeligheden er væsentligt, indlejres netop denne kontrast, som indhyller værket i en spændingsfyldt ubestemmelighed. Løgnerens fortæller, Johannes, udtrykker sig endda tvetydigt i romanens afsluttende be- og erkendelser. Han siger: „[…] jeg tror det er temmelig sandfærdigt hvad der står i hæfterne, selv om ikke ret meget af det duer til at komme i en trykt bog“ 6 . Romanens fortæller, der også er dens selvudnævnte løgner, skjuler sig for både læseren og sig selv. Ikke engang løgnen kan man som læser vide sig sikker på. Løgneren indeholder altså maskeringer, forstillelser og fortielser på mange planer i værket, hvorfor romanen er kendetegnet ved tvetydighed og gådefuldhed. Det er disse forhold, der åbner den for forskellige læsninger og tolkninger, og som samtidig peger på en fortolkningens tvetydighed og konflikt. Romanens kompleksitet, som netop beror herpå, er med til at synliggøre, hvori værkets særegenhed består. Også den hyppige brug af tekstreferencer understreger i høj grad Løgnerens originalitet og innovative tilsnit. Intertekstualiteten, som bl.a. tjener til at kamuflere fortælleren, underbygger det samspil mellem fiktion og virkelighed, der finder sted i romanen. Tine og Løgneren på fransk Efter en kort belysning af nogle af de Bang p.168 Hendes forvildede Tanker tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én Smerte: Gyset fra i nat. 66 BOGENS VERDEN 4|2006 Prozor (1895) + Stock (1997) Dans son esprit égaré, il n’y avait qu’une seule pensée : Il n’aime plus. Dans son corps et dans son âme, il n’y avait plus qu’une souffrance : le mortel frisson de cette nuit. tekstinterne forhold, der er karakteristiske for Tine og Løgneren, og som gør sig gældende i forbindelse med romanernes position i dansk kontekst, gives et indblik i, hvordan disse tekstuelle elementer videreformidles i oversættelse til fremmedsprog. Ved at se på konkrete franske oversættelser af Tine og Løgneren er det muligt at give indsigt i, hvorvidt og hvordan de danske romaners tekstinterne kvalificerende elementer lader sig overføre i oversættelse og dermed genskabe på fransk. Hvilket udtryk får romanernes kvalitative egenart i oversættelse til fransk? Er det sandsynligt, at disse egenskaber kan overføres til og integreres i en anden kultur? Tine er udkommet i tre forskellige franske oversættelser. Den første udkom i 1895 og er oversat af M. Prozor. I 1930 indlader Th. Hammar sig på en ny oversættelse af værket, og i 1997 præsenterer forlaget Stock endnu en fransk oversættelse af Tine, uden at angive oversætteren. Den nyeste oversættelse har dog påfaldende mange ligheder med den ældste oversættelse af Tine. Vi foretager et nedslag på en tekstpassage i Tine, som netop er eksponent for den betydningsflerhed, der indkapsler et af romanens særegne tekstuelle aspekter. Med dette eksempel ser vi på, hvordan de franske oversættere bearbejder et udsnit af den danske romans tekstuelle essens: Hammar 1930) Dans son désarroi elle n’avait qu’une pensée : il ne m’aime plus. Son âme et son corps ne ressentaient qu’une seule souffrance: l’horreur de la nuit passée. Med formuleringen „Gyset fra i nat“ refereres indirekte til den kulde, som Berg aftenen forinden – både fysisk og følelsesmæssigt – udviser over for Tine. Brug af det dobbelttydige udtryk „Gyset“, som netop er karakteristisk for den danske romans fortælleteknik, bevirker, at der på underfundig vis skabes en pendant til det seksuelle forhold mellem Berg og Tine. Implicit henvises dermed til andre hændelser i romanen, hvorved passagen er udtryk for en sammenvævning af begivenheder og forskudt mening, hvilket netop er kendetegnende for romanens fortællemodus. Med det særdeles betydningsladede ord „l’horreur“ indebærer Hammars oversættelse en udlægning og en fortolkning af Tines tanker om den foregående nat. Ordvalget, der indskriver en utvetydig stillingtagen til det foregåede, udvirker en ensretning af forlæggets antydede tvetydighed og viderefører kun en del af den intention, som er at ane i den danske roman. I Hammars redegørelse for „Gyset“ simplificeres den åbenhed, der er med til at definere den danske tekst. I modsætning hertil indlejrer Prozor en betydningsnuance, der spejler den danske udgaves. Prozors brug af ordet „frisson“ giver på subtil vis et tvetydigt billede af hændelsen, idet ordets betydning peger på såvel fysiske som psykiske forhold (Det franske udtryk „le grand frisson“ har betydningen „l’orgasme“). Dermed nøjes Prozor i sin oversættelse ikke med at matche forlæggets potentielle mening; oversættelsen demonstrerer en vinkling af udtrykket, som betyder, at også forlæggets seksuelle undertoner på nuanceret vis bliver videreført og videreudviklet i oversættelsen. Samtidig tilføjer Prozor adjektivet „mortel“, hvorved han symbolsk henviser til den dødelige konsekvens, som affæren med Berg får for Tine.
Denne oversættelse rammer dermed netop den danske romans særlige betydningsdannelse. Vi flytter blikket til Løgneren, som er udkommet i to franske oversættelser. I 1953 ved Marguerite Gay og Gerd de Hansen p.10 Mit navn er Johannes Vig. Sig ikke det navn for hurtigt, Natanael. Johannes Vig. Gay & Mautort (1953) Den første oversættelse ved Gay og Mautort er for den franske læser helt blottet for den tvetydighed, som den danske teksts ordspil skaber. I stedet bevarer oversætterne samme sætningsopbygning og oversætter direkte. Gravensten og Fournier har derimod delvist blik for det betydningspotentiale, som Johannes’ navn indebærer, hvilket fører til, at oversætterne indsætter en note efter at have oversat tekstpassagen ord-for-ord. Uden i noten at kommentere på det tydelige signal om svigefuldhed, som romanens fortæller tilkendegiver, indskriver Gravensten og Fournier én bestemt betydning og dermed en tolkning i deres oversættelse. I stedet for at forklare navnets indlagte dobbelthed udvikler oversætterne en sammenhæng mellem Johannes’ navn og karakter, som den danske roman dog ikke umiddelbart tilsigter i dette tekstuddrag. Ingen af de franske oversættere er altså lydhøre overfor den forudsætning for læsning af Løgneren, som tekstpassagen indskriver i romanens begyndelse, og som opridser dens underfundighed som et vilkår for læsningen. Mon nom est Johannes Vig. Ne le prononce pas trop vite, Natanael. Johannes Vig. Mautort og i 1997 ved Eva Berg Gravensten og Vincent Fournier. Med et udvalgt teksteksempel illustreres et perspektiv på romanens egenart på tekstniveau og de franske oversætteres genskabelse heraf: Gravensten & Fournier (1997) Mon nom est Johannes Vig. Ne le prononce pas trop vite, Natanaël. Johannes Vig*. * Le patronyme „Vig“ évoque le verbe vige qui signifie „reculer“, „céder du terrain“ I tråd hermed gengiver begge oversættelser stedsangivelsen „Sandø“ med „l’île de Sand“. Hermed nedtones romanens paradoks, der består i, at den selvudråbte løgner bor på den fiktive ø med navnet Sandø. De åbenbare konnotationer til sandhed, som fortællingens geografiske situering rummer, undertrykkes dermed helt i begge de franske oversættelser (Gravensten og Fournier forklarer endog, at navnet betyder „l’île de sable“). De franske oversætteres udeladelse af forholdsvis lettilgængelige ekstrabetydninger bagatelliserer den uudtalte mening, som navnesymbolikkerne i den danske tekst skaber. Det betyder, at læseren af Le Menteur i omtalte tekstuddrag ikke tildeles de samme tolkningsmuligheder som læseren af Løgneren. Med eksemplerne fra de franske udgaver af Tine og Løgneren bliver vanskelighederne ved at overføre en romans egenart til en anden kulturel kontekst åbenlyse. Dog kan man stille spørgsmål ved, om omplantningen af et værks kanonstatus overhovedet er betinget af, at oversætteren fremhæ- ver de tekstuelle træk, der udmærker og nominerer et værk til kanon i dets oprindelige kulturelle kontekst. Med andre ord kan og bør en oversætter videregive de danske romaners tekstinterne kanonpotentiale? Eller er et værks gennemslagskraft internationalt ikke betinget af, hvilke egenskaber fremmede øjne fremlæser i et værk? Med franske øjne På samme måde som en oversætters arbejde nødvendigvis indebærer en fortolkning og en tydning af en tekst, er det også sandsynligt, at andre aspekter i et værk betones i en anden kulturel kontekst. Dermed kan man rejse et spørgsmål om, i hvilken grad de egenskaber i de danske romaner, der i national kontekst er medvirkende til deres kanonstatus, også er genstand for opmærksomhed i en anden kulturel sammenhæng. Eller vil udlandet tillægge værkerne helt andre betydninger og dermed se dem som andre tekster? Ud fra et vue over, hvordan Tine og Løgneren præsenteres i et bredt udbud af franske litteraturhistorier, kan man karakterisere det efterliv, som værkerne tildeles i fransk kontekst, hvilket har indvirkning på deres principielle mulighed for rekontekstualisering i fransk kultur. På denne måde indkredses, hvordan de danske romaner tager sig ud med franske øjne. Af de læsninger, den modtagelse og de betoninger, Tine gøres til genstand for i fransk litteraturkritik, fremgår det, at romanens relativt sene anerkendelse i dansk sammenhæng også til en vis grad gør sig gældende i fransk sammenhæng. Først i løbet af det 20. århundrede nyder værket en stigende påskønnelse i Frankrig. Selvom vurderingerne af Bang og af Tine i Frankrig til en vis grad følger og genspejler værkets danske modta- VÆRKER OVER GRÆNSEN 67
Page 1 and 2:
TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4:
og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6:
Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8:
stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10:
Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12:
fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14:
hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65: ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 69 and 70: Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72: seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?