,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

Memphis Station – revisited Af JEANNIE VANASCO Da jeg blev bedt om at anmelde Johannes V. Jensens digt „På Memphis Station“, var min første tanke: ‘hvordan skal jeg dog slippe for det?’ Når alt kommer til alt, vidste jeg ingenting om Jensen, intet om dansk eller skandinavisk litteratur. Jeg havde dog hørt, at Jensen havde modtaget Nobelprisen i litteratur, og at danske radioværter havde læst digtet op for at fejre dets hundredårsjubilæum – hvilket gjorde mig ganske jaloux, for sådan noget ville næppe kunne ske i USA. Hvordan gik det så til, at jeg efter at have læst „På Memphis Station“ hurtigt tog den beslutning – som de fleste unge anmeldere gør – at det her var forfærdeligt? Rigtige anmeldere skal afdække digtet – og sig selv – og fortælle, hvad de ser, svagheder og den slags (og tage deres egne svagheder på sig, som jeg nu gør her), frem for, hvad de ønsker at se. Hvad jeg ønskede at se og at høre var Jensens storhed. Da jeg tyede til opslaget om dansk digtning i The New Princeton Encyclopedia of Poetry, så jeg, at Jensen var udbasuneret som „periodens vigtigste digter og en af de største (danske) forfattere overhovedet“. Han har „en forfinet sansning“ og en „afdæmpet lyrisk stil“, fortæller opslaget og angiver Goethe og Heine som hans inspirationskilder. Jeg holdt mit øre mod digtet for at prøve at høre disse 56 BOGENS VERDEN 4|2006 digtere synge i Jensen. Men der skete ikke noget. Hvis jeg lytter ordentligt efter, synes jeg, at jeg kan høre Whitman, som Jensen oversatte. Jeg kan høre den store amerikanske barde nynne og af og til bevæge læberne til musikken. Men for det meste har „På Memphis Station“ ikke nogen klar stemme og fremviser kun lidt af disse påvirkninger, i alt fald for en amerikansk læser. Men hvor ville jeg gerne høre det, som jeg burde høre! Jeg gjorde, som ny bekendt af Jensen, hvad alle nye bekendte skal gøre. Jeg forhørte mig rundt omkring efter sladder, og efter hvad jeg forstod, blander Jensen højt og lavt sprog med drømme om fjerne steder og er noget af en filosof, idet han forsøger at gengive „den uudsigelige erfaringsstrøm“. Tindalls oversættelse svinger i højt grad mellem latinsk og germansk sprog, og alle de filosofiske dybsindigheder er der også. Men de forbliver dog ligeså afgjort kedelige som et selskab af fine middagsgæster. Jeg giver ham endnu en chance. Jeg rykker tættere på. Jeg lytter, og så kan jeg se, at han er et geni. Og hvordan kan jeg så se det? Ikke ved det, han siger, men på måden, han siger det. Og derfor vil jeg hovedsagelig analysere digtet ud fra dets struktur. Et af de vigtigste elementer i digtning er struktur, og strukturen og bevægelsen forbløffer mig her. Jensens syntaktiske afbrydelser og retoriske teknikker, hans mærkelige brug af stedord styrer alt sammen digtet og lader det bevæge sig så jævnt strømmende som floden nær ved Memphis station. Læg mærke til, hvordan fortælleren i begyndelsen tiltaler sig selv med „jeg“, for så at bruge „du“ (sådan ser det i alt fald ud) og så til sidst med „vi“. Whitmans brogede „you“ er det, der gør, at han er umulig at oversætte, for Whitmans „you“ rummer ikke kun læseren og lytterne, men også Whitman selv, Amerika og hele verden. Whitmans „you“ er også vanskeligt at oversætter af en anden grund: hvad gør man med entals „you“ og flertals „you“, som tit er helt forskellige ord i entals- og flertalsform og endda ofte bruges formelt og uformelt? Jensens stedord virker på en lignende måde, men gør ham nemmere at oversætte, da der er tale om forskellige ord, der dog bibeholder den diffuse tiltale. Fortælleren tiltaler her ikke kun sig selv. Som Whitman taler han til alle. Og så er der usikkerhedens tærskel. Et af de meste oversete og vigtige spørgsmål er, hvorfor et digt begynder, hvor det gør. Med Jensens temaer og toneskift giver begyndelsen god mening. Digtet åbner med, at fortælleren endnu ikke er helt vågen, men
følelsesmæssigt kold. Han siger for meget. „Halvt blundende“ f.eks. synes unødvendig, fordi vi får at vide, at han er „Halvt vaagen“, men denne metode lægger digtets tone. At han er „slaaet“ af virkeligheden – ikke står over for virkeligheden, ikke er berørt af virkeligheden, men „slaaet“ af virkeligheden og alligevel ikke kan vågne – gør hans elendighed desto mere påfaldende. Og tænk så på hans fysiske positur. Han står op, han sidder ikke, han ligger ikke ned og er så halvt sovende – hvor forfærdeligt! Jensen udskyder at præsentere den fysiske verden, Memphis station, og han udskyder at præsentere fortælleren – via syntaksen – indtil den fjerde linje. Kun få digtere kan bevæge sig, eller rettere kan bevæge sig godt, fra det forholdsvist generelle til det forholdsvist specielle, men det lykkes for Jensen. Han forfører mig. Han får mig til at vente. Jeg fortsætter. Idet jeg fortsætter, føler jeg mig uden for tiden, ligesom fortælleren. Selvom digtet synes at være kronologisk, er det tidsmæssigt ude af takt. Den første strofe, der befinder sig i drømmeverdenen, synes uden for tiden pga. fortællerens halvvågne tilstand. Den anden strofe præsenterer, hvordan tiden går, „Natten er så øde og udslukt“. Hvordan kan natten være udslukt? Morgenen kommer ikke før i strofe fire, hvilket skaber et knudepunkt i digtet. Morgenens komme modsiger den „Stilstand“, fortælleren føler. Da toget har holdt „Time efter Time“, får vi samme følelse som fortælleren, og derfor virker toget som stedfortræder for fortælleren. Ingen af dem kan bevæge sig. Læg mærke til nærheden i „Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?“ Men det, der interesserer mig er, at Jensen udsætter den konkrete tidsangivelse. I digtets slutning finder vi ud af, at fortælleren har stået og ventet i seks timer og ikke bare „Time efter Time“, og vi når således et finere niveau af præcision (atter lykkes det for Jensen at bevæge sig fra det generelle til det konkrete). Tiden er ikke længere et problem. Et digts mål er at løse de problemer, det selv rejser, og ikke de problemer, verdenen rejser. Og det første lykkes for Jensen. En anke, jeg har, er, at hver strofe slutter med en syntaktisk eller rytmisk pause. Det giver et sløvt tempo, som selvfølgelig fremhæver digtets tone; dog ville det have hjulpet, hvis Jensen havde frigjort sig fra sin metode og tilladt sætningerne fra en strofe at sive over i den næste. Når stemningerne på denne måde skiftes, får både overgangene og stemningerne mere fremdrift. Som det er nu, er der kun lidt spænding mellem sætningerne og linierne. Se blot på antallet af linier, som begynder med et forholdsord. Det er et tegn på dårlig rimrytme og for lidt spænding. Hvad der imidlertid hjælper overgangene, er retorikken. De retoriske spørgsmåls rækkefølge får digtet til at bevæge sig fremad og hjælper med at give digtet dets tone. Fortælleren lægger ud med at stille spørgsmål, som han ikke kan besvare, og det afslører, at han føler sig hjælpeløs. „Hvorfor holder Toget her Time efter Time? / Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?“ „Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent / til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!“ „Under du ikke Dagen dens Kampret?“ „Forholder du Jorden din arme Taknemlighed? / Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?“ Så går fortælleren over til retoriske spørgsmål, som ikke kun kræver vores accept, men også hans egen. Dette er spørgsmål, han kender svarene på. Spørgsmål, der beskriver situationen gennem det konkrete. „Er det ikke Foraar?/ Falder Regnen ikke frodigt? / Lyder den ikke som en forelsket Mumlen, en lang dæmpet Kærlighedspassiar / Mund mod Mund / mellem Regnen og Jorden?“ „er det ikke trøstigt?“ „Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande / klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys / og vandrer sundt under de svangre Skyer!“ „Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?“ Selvfølgelig vil der altid være Robert Frosts „Poesi er, hvad der går tabt i oversættelsen“, ligesom Vladimir Nabokovs, at alt andet end den bogstavelige oversættelse „smager af svindel“, men processen, kunsten og håndværket at oversætte digtning er, hvor mangelfuld det end er, nødvendig for, at vi kan deles om verdenslitteraturen. Når en digter fejler, kan oversætteren ikke andet end fejle også, og når det lykkes for en digter, fejler oversætteren endnu mere. Tindall fejler, som alle oversættere, selv de store må fejle, men han prøver at få det til at lykkes. Og det lykkes for ham, idet han får præsenteret Jensen for læsere uden for den danske kultur. Litterære værker fra små sprogområder som det danske forbliver ofte uoversatte, fordi de fleste amerikanske forlæggere går op i profit og ikke i litteratur. Nu om dage er 50 pct. af alle oversatte bøger fra hele verden oversat fra engelsk. Kun MEMPHIS STATION – REVISITED 57
Page 1 and 2:
TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4:
og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55: fleksiv form, at man tror, man for
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66: ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68: Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70: Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72: seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?