,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

Verdenslitteratur, roman versus religion Af TORBEN BROSTRØM På baggrund af en definition af ‘verdenslitteratur’, som lægger hele vægten på ordet verden som modstykke til himlen, skitseres den humanistiske tradition i den vestlige romanskrivning, der går på eventyr ud i verden. Slår man op i Den Danske Ordbog (2005) under stikordet ‘verdenslitteratur’, finder man fænomenet kort og godt defineret som ‘den samlede mængde af litterære værker i verden’. Sådan har det ikke altid været. Dengang vores verden var mindre og dannelsen tydeligere afgrænset, omfattede det kun græske og romerske forfattere, middelalderens skrifter og de europæiske nationallitteraturer, og det havde vi Goethes ord for, han, som i 1820’erne lancerede begrebet, om end han måtte tænke på al litteratur, som holdt. Nyere dansk verdenslitteraturhistorie som f.eks. Politikens forlags, der kom i 12 bind (1971–74), søgte at tage ordet verden for pålydende og forstå begrebet universelt og etablerede derfor en forsøgsvis skildring af den litterære verden opfattet som en enhed. Da nu ingen nok så enhedslig enkeltperson kan gabe over så meget, bliver en sådan opgave også fordelt over så mange forskellige specialister, at enheden højst kan findes i hovedet på en læser, hvis der ellers findes en sådan, som har bevæget sig gennem alle bindene. Gerne nøjes vi med opslag til støtte for den brøkdel af den 14 BOGENS VERDEN 4|2006 samlede mængde litterær kunst, vi har behov for. I Gyldendals Verdens Litteraturhistorie i syv bind (1985 ff) gælder det selvsagt hele verdens litteratur, fra et skandinavisk udsigtspunkt, et såkaldt fugleperspektiv, den litterære aktivitet i dens fulde bredde, historisk, geografisk, socialt, „fra kileskriften og Homer til beatsangerne og medierevolutionen“. Går vi til opslaget på nabofænomenet ‘verdenskunst’ i samme ordbog, møder vi en mere forsigtig forklaring: „ét eller flere højt anerkendte kunstværker der har påvirket el. afspejler hovedstrømninger i den internationale kunst“. Verdenskunst er således et mere eksklusivt fænomen end verdenslitteratur, der her øjensynlig ikke stiller så skrappe krav. Går vi nu videre til ‘verdensmusik’, så vendes begrebet på hovedet, idet det kun betegner den slags, der f.eks. spilles ved sengetid i Danmarks Radios program 2, nemlig „rytmisk musik i stilarter der stammer fra den tredje verden; rytmisk musik med elementer af sådanne stilarter“ Så tro ikke, at den langhårede Beethoven hører til verdensmusikken. Disse litteraturhistorier omhandler væsentlig fiktion, digtning, den skønne litteratur, dvs. kernestof omgivet af vilkårlig politik, filosofi, videnskab. Især Gyldendals litteraturhistorie tenderer stofligt mod almen kulturhistorie med mindre vægt på æstetisk analyse af værker. I begge de to nævnte behandles Gamle Testamente ud fra synspunktet digtning, myte, fællesstof for jødedom og kristendom, og frigøres nogenlunde fra sin aura af religion. Mosebøgerne behandles som en indvandringssaga. På linje med Toraen og Biblen beskrives koranen som en af verdens store bøger. Man kunne foreslå en anden definition af verdenslitteratur end den altomfattende, som tenderer mod et uendelighedsperspektiv af lutter uudtømmelighed, en definition, som lægger hele vægten på ordet verden som modstykke til himlen. Verdslighed i modsætning til religion. Dermed er verden indsnævret til den vestlige verden i nyere tid, hvor stor digtning har frigjort sig fra ortodoksien og i kølvandet af det også fra andre ideologier, som har de færdige svar på tilværelsens gåder og véd fuld besked om, hvad der er ondt og godt. Det er den litteratur, der går på eventyr ud i verden, tidligt gerne med en eksperimenterende helt i spidsen, en Don Quijote med lanse og gylden barberskål som hjelm, ridende på sit nedslidte øg,
men ukuelig og erfaringssamlende. Cervantes oprettede således humorens dimension i stedet for troens. På dødslejet afsværger Don Quixote nok sin galskab og erklærer at have fået sin gode forstand igen, hvad hans venner præsten, barberen og studenten først tror, er endnu et af hans vanvittige påfund. Og nok giver han sin sjæl Gud i vold. Endvidere hævder hovedfortælleren af hans historie energisk, at hans eneste ønske har været at få alle mennesker til at afsky de opdigtede og forvrøvlede historier i ridderbøgerne. Men bag ved fortælleren har vi stadig Cervantes, der netop lod ridderens vid og forstand lyse midt i bravaderne og ikke i normalitetens tilbagefald. Og det er jo Don Quixotes umanerlige fordærvelighed, der har holdt romanen i live. Alle elsker vi skrøner, eventyr og gode historier fra den mundtlige fortælletradition, som aldrig var specielt gudhengiven, men snarere dialogisk, en henvendelse fra menneske til menneske. Fortællekunsten revolutionerede ånden. Rabelais drev den endnu videre ind i en art humanismens groteske for at slutte storværket om Gargantua og Pantagruel af i klosteret eller reservatet Thélème, hvor mænd og kvinder lever i frihed under mottoet ‘Gør, hvad du vil!’ i tillid til de bedste instinkter. Lidt af et både kollektivistisk og individualistisk ungdomsoprør. Betagelsen af den storstilede livsudfoldelse, den grænseløse appetit på tilværelsen har holdt læsernes interesse fangen. Det var ikke ridderbøgerne som et halvt århundrede senere hos Cervantes, men folkebøgerne, der var Rabeais’ udgangspunkt, og humoren fik sit tilskud fra den folkelige latterkultur med hele karnevalet og markedsgøglet. Begge morede de os og sig selv med fortællerrollens tydelige tilstede- værelse og medspil i handlingen i flere forklædninger. Poesien er den universelle genre, står måske øverst på folkeslagenes forestillinger om fællesskab. Men folkeeventyrene er den direkte vej til drømmen, fortalt og skrevet på påfaldende fælles formler i forskellige kulturer gennem tiderne og er i al diskretion en oprørsk genre med deres drøm om at gennembryde autoriteterne, når helten vælger sin egen vej uden guddommelig hjælp. Folkeeventyret var en underjordisk genre i modsætning til overmagtens myter. Herskab og præsteskab står bag mytologierne. I de folkelige fortællinger bliver skabet væltet. Den europæiske roman er en moderne intellektuel opfindelse, inspireret af eventyret, som driver erkendelser frem, som omstøder religionens primat. For at sige det kort: den accepterer en eksistentiel uvished om vores vilkår. Det er den menneskelige betingelse: at give tvivlen, usikkerheden, den vidende uvidenhed mæle. Romanen tvivler på de store religioners forskelligartede, hinanden modsigende, absolutte visheder om sjælens frelse, om den rette livsførelse, de faste domfældelser og løfter om lykke. Skal der endelig tales om sandhed, er det fortællingen som er sandheden, ikke den morale, man kan uddrage, men selve dens dialogiske karakter, dens principielle flerstemmighed. Det gælder også en Dostojevskij, som man vil erklære eksplicit kristen. Hans store romaner har en selv-bevidsthed, en stemmerigdom, der peger hen på sig selv og værket som en suveræn skabelse. Den europæiske verdens roman er en verdenslitteratur, som tror på et liv før døden uden derfor at fraskrive sig sansen for metafysiske dimensioner. Den har respekt for fornuften og et kendskab til dens grænser. Den skaber en åbenhed, som fjerner ideologiernes spærrebomme. Mod ortodoksi og fundamentalisme har den store roman humoren som vigtigste egenskab. Den findes som fortællingens væsen hos de største, jeg kan komme i tanker om. Den er en krævende kategori, et confinium til det religiøse, ifølge en kristen tænker, hvis værker ville være virkningsløse som verdenslitteratur uden den fortællingens humor han udnytter. Søren Kierkegaard. Digter mod sin vilje. En gudbenådet rollespiller. De store romanfortællinger slår ind i bevidstheden og kan næppe glemmes af de mennesker, som har tilegnet sig dem. Det er dem, der går levende rundt i Ray Bradburys Fahrenheit 451. Det totalitære styre har sendt alle bøger på bålet. Tilbage er disse huskere af det fortrængte fortalte liv, nu selv omkringvandrende romaner. De er den kunst, som magten hader og forfølger. Den frie tanke. Den store tradition for romanskrivning er stadig levende i den vestlige verden. Rygterne, der tidvis huserer, om romanens død, er stærkt overdrevne. Vi husker godt Lawrence Sterne, Henry Fielding og Jens Baggesen. Balzac, Flaubert og Stendhal. Herman Melville, Marcel Proust og Thomas Mann. Joyce, Kafka og Beckett. Günter Grass, Orhan Pamuk – og Milan Kundera, som har tænkt lignende tanker om romanen (Romankunsten, da. 1987). Hvor er Danmark blevet af i verdenslitteraturen? Kun undtagelsesvis bliver et dansk digterværk verdensomtalt, som tilfældet var med Peter Høegs Smilla. Ellers er omverdenens fornemmelse for dansk litteratur begrænset, selv om poesien trods sproglige barrierer sni- VERDENSLITTERATUR, ROMAN VERSUS RELIGION 15
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13: hvor man forsøger at læse udover
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21 and 22: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 23 and 24: tes som et ødelagt lærred, der bl
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66:
ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68:
Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70:
Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72:
seret værk har at gøre med de lit
show all

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?