,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Recommendations

Info

Nær og fjern Niebuhr i verdenslitteraturen Af FRITS ANDERSEN Giver det mening at betegne Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien som ‘verdenslitteratur’, og i givet fald hvorfor? Spørgsmålene belyses ved en drøftelse af Niebuhrs originalitet som rejsende europæer i 1700-tallets litterære kultur og hans stilling og modtagelse i København som outsider. Niebuhrs navn og værk er kendt for mange gennem Thorkild Hansens dokumentarroman Det lykkelige Arabien fra 1962. Den rodløse moderne forfatter fandt et forbillede i den eneste overlevende fra den mislykkede danske ekspedition til Yemen 1761– 1767. Thorkild Hansen fremhæver således Niebuhrs nøgterne og afbalancerede fornuft i kontrast til de mere prominente deltageres forfængelighed og hovmod, hans iagttagelsesevne og åbenhed også over for det han måtte afstå fra at forstå. Ved dette guldfund i arkiverne fik Thorkild Hansen sin berømmelse og romanen blev en megabestseller. Men derved fik han også på sin vis etableret en privat ejendomsret over den egentlige tekst. Carsten Niebuhrs optegnelser og rejsedagbog blev skjult under den moderne roman, kun tilgængelig i mølædte tyske udgaver som en kuriositet for specialister og freaks. Så da Carsten Niebuhrs Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande udkom på Forlaget Vandkunsten i 2003–5 var anmelderne hele rækken rundt enige om, at der var tale om en 22 BOGENS VERDEN 4|2006 usædvanlig bogbegivenhed. Oversættelsen af den oprindelige tyske tekst fra 1774, hele det pragtudstyr værket blev serveret i, Michael Harbsmeiers aktualiserende indledning og ikke mindst det usædvanlige format – det var tunge, rigt illustrerede ‘havefliser’, som i sig selv signalerer 1700-tals bibliotek og gør sig godt på sofabordet – skabte naturligvis opmærksomhed. Mere interessant er det imidlertid, at kritikkens enige vurdering af udgivelsen som en sensation var baseret på en overraskelse over at Niebuhrs tekst trods sin høje alder var så let og levende, og tilsyneladende kunne bringe læseren langt tættere på den arabiske verden end vores nutidige mediers ublufærdige anstrengelser for at løfte de sidste slør. Denne omvending af anmelderens og læserens forventning om nærhed og afstand var det egentligt sensationelle ved mødet med Niebuhrs tekst, som i øvrigt snart blev udnyttet som fascinerende wonder i udstillinger og foredragsrækker på Folkeuniversitet og aftenskoler. Til at beskrive denne overraskelse, at værket langt borte fra bringer os tættere på, og som prædikat for den ypperste kvalitet brugte flere anmeldere, inklusive jeg selv, ordet „verdenslitteratur“. Det følgende vil kort belyse om der ligger mere heri end anmelderens stempel for syvstjernet kvalitet. Det sker først ved at drøfte Niebuhrs originalitet som rejsende europæer i 1700-tallets litterære kultur op mod den senere modestrømning i kunst og videnskab om Arabien og Mellemøsten, som fik navnet orientalisme. Derefter ser jeg på Niebuhrs stilling og modtagelse i København som outsider. Langt ude For at sætte Niebuhrs bedrift i relief er det nødvendigt at skitsere de blindgyder som både orientalismen og kritikken af orientalismen til stadighed befinder sig i. I Edward Saids berømte og berygtede klassiker Orientalism (1978) fokuserer han på iscenesættelsen af orienten som videnskabelig genstand i begyndelsen af 1800-tallet. Orientalismen er en altgennemtrængende model, som på samme tid definerer orienten som en essens og som et museum og dermed fratager stedet både historie og liv – uanset skribentens holdning og eventuelt gode vilje. Said lægger ikke fingrene imellem, når han f.eks. citerer Stendhals betegnelse af Chateaubriands rejsebog som „stinkende jeg-dyrkelse“. Chateaubriands romantiske orientalisme er iflg. Said et eksempel på at orienten opfat-
tes som et ødelagt lærred, der blot venter på at blive restaureret af digteren, som genfinder de skabende kræfter i ørkenen og får den til at tale igen, men i en version som er helt koblet fri fra iagttagelse af geografisk sted, blot et topos i litterær forstand. Den kritiske reception af Saids bog har fyldt hele biblioteker. Men her vil jeg nøjes med at bemærke et par punkter, som antropologen James Clifford pegede på i en glimrende og kritisk anmeldelse fra 1988. Clifford er mildest talt ikke tilfreds med Saids analyse: Faktisk kan Said selv være dikotomiserende, totaliserende og essentialiserende, og til trods for sin erklærede konstruktivisme er Said iflg. Clifford naivt realistisk, når han f.eks. refererer til „the real Orient“. Når det kommer til stykket, bygger Said sit litteratursyn mere på en opfattelse af værket som sluttet organisk helhed end på teksten som diskurs. Og da Said har tendens til at overføre sit organiske begreb om værker til også at gælde for hele kulturer, er han desuden skyldig i en kulturrelativistisk modstilling af Europa og orienten som lukkede verdner, der er ude af stand til at opfatte dialog og forandring. Pointen er at dumhederne såvel i orientalismen som i orientalismekritikken fortsat i dag dominerer både videnskabens, kunstens og især mediernes formidling af orientbilleder. Dermed reproducereres til stadighed en massiv forestilling om at orientens verden ikke tilhører vores verden. Den er nemlig alt for fremmed på en alt for velkendt måde, og forestillingen virker sådan, at hver ny afsløring blot bekræfter at alt er ved det gamle. Det er på den baggrund, at den moderne læser i dag i Niebuhrs rejsebeskrivelse kan opleve, at han ser den arabiske verden for første gang. Og at vi i Niebuhrs skikkelse kan finde et forbillede, når vi efter alt at døm- Carsten Niebuhrs „Beschreibung von Arabien“, der udkom i København 1772. me bliver tvunget til at begynde forfra. Carsten Niebuhrs Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern 1–2 (1774–78) og 3 (1837, posthumt) er en detaljeret beretning om den danske ekspedition til Yemen eller Det Lykkelige Arabien, Felix Arabia. I en kommentar til arabernes ry for at være besværlige, mistænksomme eller farlige, siger Niebuhr: „Hvis en araber rejste gennem Europa, ville han komme ud for mange vanskeligheder med gæstgivere, postmestre, postilloner og toldbetjente, ja, han ville måske finde lige så stor anledning til at klage over europæernes grådighed, som en europæer finder anledning til at klage over arabernes. Men han ville gøre uret, hvis han over for sine landsmænd ville beskrive alle europæere som uciviliserede og grådige, blot fordi enkelte af dem ikke har behandlet ham godt.“ Man kan endda uden frygt frit tale med dem om den muhamedanske religion, hvis man blot udtrykker sagtmodighed og ikke foragt. I afsnittet om „Araberens Tidsfordriv“ må læseren forundres over den alvor og detaljerigdom, hvormed NÆR OG FJERN 23
Page 1 and 2: TEMA: DANSK VERDENSLITTERATUR? BOGE
Page 3 and 4: og politik på verdensplan ændrer
Page 5 and 6: Johann Wolfgang Goethe tyske litter
Page 7 and 8: stand til at korrigere hinanden. De
Page 9 and 10: Mellem Goethe og os: Brandes’ ver
Page 11 and 12: fra andre lande med udgivelser som
Page 13 and 14: hvor man forsøger at læse udover
Page 15 and 16: men ukuelig og erfaringssamlende. C
Page 17 and 18: Dansk verdenslitteratur og nordisk
Page 19 and 20: Storm Petersens tegnekunst er ekspo
Page 21: „japanske romaner og Fiji-øernes
Page 25 and 26: keres ikke og drages heller ikke af
Page 27 and 28: Dansk verdenslitteratur - jo da, og
Page 29 and 30: Søren Kierkegaard tegnet af fætte
Page 31 and 32: H.C.Andersen på amerikansk. kommen
Page 33 and 34: edste, det rigtige, det exceptionel
Page 35 and 36: ner, i forhold til hvilke ‘de and
Page 37 and 38: lønner sig at gå tilbage og tage
Page 39 and 40: Verdenslitteratur på dansk J.P. Ja
Page 41 and 42: Han skriver videre, at „naturligv
Page 43 and 44: Verdensmand og verdenslitteratur Be
Page 45 and 46: ney 11 , viste siden hen hvilket gr
Page 47 and 48: tensmyterne ud af mytesamlingerne,
Page 49 and 50: Jensen gen-læst „Paa Memphis Sta
Page 51 and 52: Warum halt der Zug hier Stunde urn
Page 53 and 54: Faß dich und bleib in Memphis, mel
Page 55 and 56: fleksiv form, at man tror, man for
Page 57 and 58: følelsesmæssigt kold. Han siger f
Page 59 and 60: Hysteriske kvinder Om Karin Michaë
Page 61 and 62: „jo nærmere hun kommer til krise
Page 63 and 64: gående de samtidige samfunds probl
Page 65 and 66: ikke er kendetegnet ved ét ubestri
Page 67 and 68: Denne oversættelse rammer dermed n
Page 69 and 70: Fremmedhedens relevans Når franske
Page 71 and 72: seret værk har at gøre med de lit

,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?