,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

Dansk verdenslitteratur og
nordisk dobbeltblik
Positionsbestemmelser og søforklaring fra kaptajnen på den
skandinaviske syvmaster: Gyldendals Verdens Litteraturhistorie
Af HANS HERTEL
Som modeskaberen Holger Blom sagde:
„Særtogene kører ikke ind på stationen
hver time.“ At gribe chancen når
den er der – det er jo dét Lykke-Per,
Jørgen Stein og de andre danske antihelte
er berygtede for ikke at turde, så
jeg greb til da Gyldendal i 1979 bad
mig organisere en ny verdenslitteraturhistorie.
Det er jo et af de særtog der kun
afgår én gang i éns liv: at skabe sin
generations værk om det man brænder
for: klassikerne og forskningen i
dem, og at formidle det til et stort
publikum. Det viste sig at ‘ønskeopgaven’
blev 2–3 gange så krævende
som alle ventede, incl. de tre uppdragsgivare:
dansk og norsk Gyldendal og
svenske Norstedts. Da syvmasteren
stod endeligt til søs i 1993, var værket
5 1 ⁄2 år forsinket, og da jeg i 1995 havde
redigeret den reviderede 2. udgave,
havde det krævet det meste af min
arbejdskraft i 14 år. Det var syv år for
både Rachel og Lea, men der skal
ikke lyde et kny, for det tværfaglige
teamwork mellem 25 medarbejdere
fra syv nordiske universiteter blev en
stor berigelse, også menneskeligt.
En del af processen – og det er jo
pointen her – var at afklare hvad
dansk og nordisk verdenslitteratur er.
Det tog kun et par medarbejdermøder
at enes teoretisk om hvordan vi
skulle selektere og dele sol og vind
lige, og det gik fint i praksis.
Etnocentri, centrum, periferi
Bestillingsopgaven lød: en sammenfattende
fremstilling af verdenslitteraturens
historie på samfundsmæssigt
grundlag, bygget på metoder og resultater
fra den frodige nyorientering i
litteraturstudiet siden 1960’erne, men
skrevet og illustreret for et alment
publikum – defineret som ‘den opvakte
gymnasiast’. Denne pædagogiske
udfordring var også et forlagsøkonomisk
grundvilkår: at finansiere projektet
krævede et basisoplag på 10.000
i Danmark og 6–8000 både i Norge
og i Sverige, hvortil kom paperbackog
bogklub-udgaver.
Da Goethe møntede begrebet verdenslitteratur
i 1820’rne betød det
den universelle litterære kunst – uanset
hvor den kom fra – der holdt, med
en ikke nøjere defineret ‘evighedsværdi’.
I praksis, i opslags- og oversigtsværkerne,
ses begrebet tit udvandet
til ‘vestlig’ litteratur, suppleret med
diverse skrabud for klassiske ‘orientalske’
highlights og tilskud fra den 3.
verden der har været så heldige at
komme vestlige smagsbegreber tilstrækkeligt
i møde til at kunne indlemmes
på vores kunstkammer.
Denne etnocentriske nedladenhed
var postkolonialismen begyndt at angribe
i 80’erne da vores syvmaster
var på beddingen, og dét opgør kunne
vi kun tilslutte os. I min præsentationsbog
Se på litteraturen! (1982) og i
værkets indledning (1985) vedgik jeg
at vores synsvinkel på verden naturligt
måtte blive: Skandinavien sidst i
det 20. århundrede – og at vi fokuserer
mest på hvad der ligger nærmest i
tid og sted (deraf den type værkers
tragtform, hvor nyere tid får mest
plads). Men vi pointerede samtidig at
vi ikke ser Vestens normer som lovens
tavler og verdens centrum der reducerer
alt andet til eksotisk periferi.
Tværtimod har vi villet se verden
som en enhed og den litterære aktivitet
fra oldtid til nutid som en bred,
global proces. Værket er blevet en litteraturens
kulturhistorie om digtningens
rolle i den løbende civilisationsproces.
Om hvordan stadig nye folk
og samfundsgrupper bruger ordet og
skriften til at forstå, forklare, erobre og
civilisere verden, få andel i den magt
der er knyttet til sprog, fortælle-, sangog
bogform. Alt sammen støttet af en
intensiv illustrationsside der skulle
visualisere også de litterære typer, miljøer
og produktionsformer.
Værket var dermed defineret som
sociologisk-komparativ-idéhistorisk.
Vi ville se litteraturen i forhold til de
samfund den er præget af og virker tilbage
på, dvs. anskuet dialektisk både
som kunst og som en funktion i og af
samfundet. Og vi ville åbne døren for
DANSK VERDENSLITTERATUR OG NORDISK DOBBELTBLIK 17