,,Bogens Verden_4-2006 - Center for Verdenslitterære Studier ...

„jo nærmere hun kommer til krisen
desto smerteligere og klarere opfatter
hun antinomien mellem to kvindelige
tilbøjeligheder: ønsket om moralsk
værdighed og ønsket om fysisk nydelse“.
‘Hysteri’ synes at være på tale overalt
i receptionen af Den farlige Alder.
Men var Elsie Lindtner et ekstremt
tilfælde eller var skildringen tværtimod
realistisk, sådan som Marcel
Prévost ser den? Den indflydelsesrige
Wienske skribent Karl Kraus indledte
sin kommentar fra marts 1911 til den
debat, romanen affødte, på for ham
karakteristisk vis: „Det anstændige
selskab lever af, at Elsie Lindtner er et
undtagelsestilfælde. Spørgsmålet om
den farlige alder virkelig er så farlig er
allerede besvaret af pennens megærer
og feuilletonens masokister derhen, at
det drejer sig om et undtagelsestilfælde,
og at kvinden, der endnu har ære i
livet i stedet for seksualitet, skal ende
med at fare i graven med den solbeskinnede
[eller: blåøjede] erindring
om den smule livsglæde, koblersken
tildelte hende.“ Kraus var ikke enig i,
at „sanselighed er sygdom eller umoral“
og hånede „kvindelægerne“: „De
holder under alle omstændigheder
med sædeligheden og må nødvendigvis
betragte Elsie Lindtner som et
menneskehedens afskum.“
IV
Karin Michaëlis holdt altså trods alt
sin forelæsning i Danzig, hvor protesterne
havde bidraget til stor interesse.
En anonym kommentator i Danziger
Allgemeine Zeitung fandt, at det gik
over „vores tyske forstand“ at hun
kunne få sig selv til at tale om „de intimeste
seksuelle forhold i kvindens
liv“ foran et publikum, der i stort omfang
bestod af mænd. Hendes bemærkninger
om lige fordeling af opgaverne
i hjemmet mellem kvinde og
mand var horrible: „Vi er, Gud ske
lov, i almindelighed ikke kommet så
vidt i Tyskland, ligesom vi heller ikke
lader kvinderne tale i parlamentet.“
Skribenten understreger at: „Selvbeherskelse
er et middel mod hysteri
endnu mere end imod nervøsitet. Det
er ikke noget tilfælde, at de mindst
energiske ægtemænd hyppigst lider
under indtil det ulidelige lunefulde og
ekcentriske hustruer.“
Få dage senere blev forelæsningen
holdt i Leipzig. Leipziger Tageblatt finder
forelæseren „klog og sympatisk“,
men er ganske uenig med hende: „[...]
Fru Michaëlis taler og skriver kun om
sygelige, hysteriske, dekadente kvinder
og alle hendes eksempler er en række
sygdomshistorier, men hun har ikke øje
for det sunde. [...] Fru Michaëlis overvurderer
det kropslige og undervurderer
menneskelivets moralske imponderabilier
[ting der ikke kan måles
eller vejes: åndelige anliggender].“
Thüringer Morgenzeitung reagerer positivt
på en præsentation to dage senere
i Weimar: „Dette højst interessante
værk [...] kan være en vejviser for
mange til forsigtighed og mådehold.“
Neues Tagesblatt i Stuttgart var endnu
mere positiv efter hendes forelæsninger
dér nogle dage før begivenhederne
i Danzig: „[...] med sorg i sind har
hun erkendt, at det drejer sig om
naturlige processer, som kvinden ikke
kan undgå, lige så naturlige som de
regelmæssigt genkommende forstyrrelser
i den kvindelige organisme.“
V
Patologisk eller ‘naturlig’, dvs. et alment
fænomen under de givne omstændigheder?
I nyere forskning i hysteriens kulturhistorie
er der lagt vægt på samspillet
mellem medicinsk litteratur og
skønlitteratur i det nittende århundredes
Frankrig. „Kort sagt kan doktrinen
om den hysteriske karakter, sådan
som den dukkede op i fransk psy-
kiatrisk tænkning i 1860’erne, læses
som en kodificering i diagnostisk
teori af fiktions-figuren Emma Bovary,“
skriver den amerikanske forsker
Mark S. Micale 8 . Flaubert selv interesserede
sig for medicinsk litteratur. I
dette perspektiv får virkningen af Den
farlige Alder bredere betydning, eftersom
der endnu en gang var tale om
hysteri. Denne gang blev begrebet –
eller rettere: de forhold det refererede
til – så at sige taget ud af hænderne på
de professionelle psykiatere og bragt
ind i den offentlige sfære for udveksling af
erfaringer. Karin Michaëlis’ roman og
forelæsning repræsenterede desuden
en normalisering for så vidt som nogle
af de symptomer, der ellers blev klassificeret
som hysteriske, blev fortolket
som reaktioner på en normal livserfaring
i en vis alder og derfor ikke nødvendigvis
var et anliggende for særlige
institutioner og professionel viden,
men snarere et anliggende for mand
og hustru, måske med hjælp fra familjelægen.
Den fremherskende psykiatriske tilgang
til hysteri var, at det var et anliggende
for specialister og at adskillelse
fra familien var en væsentlig forudsætning
for behandling 9 . I disse henseender
var den tilgang, som bogen og
debatten om den hjalp frem, anderledes.
En dansk kritiker demonstrerer
denne modsætning eksemplarisk:
„Publikum uden for Danmark var
forbløffet over at erfare, at dansk
kvindelitteratur var optaget af fænomener,
som snarere hørte hjemme i en
institution for kvindesygdomme.“ 10 I
den sidste ende hilste den professionelle
psykiatri imidlertid romanen
velkommen, i tyverne blev Karin
Michaëlis ligefrem inviteret til at tale
på en international medicinsk konference.
Der er et endnu videre perspektiv i
denne udvikling, eftersom den er et
symptom på en forandring i den kul-
HYSTERISKE KVINDER 61