Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

skreg, at din krop var en skitse, og at du selv kunne bestemme, hvordan du
ville tegnes op nu, og om du ville rives i stykker eller brændes. Bassen pumper
mod mig. Et monster. En maskine. Jeg hører din stemme, jeg hører dig
hviske i mit øre, at du husker, at du huskede, selvom du ikke kunne genkende,
men det er for sent, og kvalmen overmander mig i bølger, imens alt lys
langsomt smelter sammen til et. Jeg falder. Pigen ved siden af tier. Bassen
fortsætter. Har du nogensinde kigget på hele marker med ben? Ben der hopper
på samme tid, og mørket, der er i mellem dem? Har du nogensinde tænkt:
De slår mig ihjel, de hopper mig ihjel.
Du var det, du snakkede så meget om: En tone i et stykke musik, en del af
landskabet, en brik i en højere enhed. Nirvana, og jeg så dig forsvinde. Jeg
så dig smile, da isen knækkede under din vægt.
Verden. Verden hopper os ihjel. Vi er skitser, og vi bliver nedtrampet, som
daggamle aviser på en banegård. Jeg husker hvert ord, du sagde.
”Er hun ok?” spørger en stemme.
Da jeg åbner øjnene, står jeg på søen. Jeg kigger ned i det blå hul på midten.
Du er ikke under isen. Der er intet dernede. Jeg skriger, og hænder skubber
mig bagfra.
110