Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Træer
Af Josefine Marie Dichmann
Jeg spurgte, om hun kunne gætte, hvad jeg havde set på Animal planet.
Skråningen gav læ for vinden. Jeg kiggede på skyerne, der ændrede skikkelse
hurtigere, end jeg kunne følge med. Hun mumlede ”hundecirkus”, og
jeg følte mig i min gode ret til at bede hende holde kæft. Med et nyplukket
græsstrå i munden trak hun på skuldrene. Jeg fortalte om dem i Canada, der
klatrede op i hundrede meter høje fyrretræer på jagt efter fugleliv. Hun gav
mig et ”spændende”, hvorefter hun vendte sig om på maven og studerede en
myre, der kravlede op ad et græsstrå. Jeg bed igen ved at påpege, hvor meget
mod og styrke den slags krævede, og tilføjede, at jeg ville vædde på, at hun
i hvert fald ikke ville kunne klare det. Hun fnøs og vendte sig mod poplen,
der ragede et godt stykke op over huset. Bladene raslede.
Hun børstede den tørre jord af håndfladerne og sagde: ”Top.”
Efter mange forsøg fik hun endelig bakset sig op på den nederste gren og lå
og hev efter vejret. Jeg lukkede øjnene. Hendes kamp var håbløs!
Jeg må have døset, for da uret inde fortalte mig klokken var tre, var hun
ude af syne. Det kunne vel ikke skade at give hende lidt konkurrence.
Jeg havde også problemer med den første gren. Det var slet ikke så let. De
næste var til at klare med smidighed, men det krævede mere tålmodighed,
end jeg havde. Jeg råbte til hende, at hun skulle vente, give mig en chance.
Hun svarede ikke, men jeg fik et glimt af en rød T-shirt og greb om den næste
gren.
Træet var en skov. Vi klatrede og skreg som vilde - bare fordi vi kunne.
Stammen blev lysere indtil den til sidst var hvid som et birketræ. Farvede
blomster puttede sig i bladene; gemt for omverdenen. De små skatte lyste.
Jeg stillede mig ud på en gren og blev nær blæst omkuld af vinden. Vi var
kommet langt. Og højt. Jeg kunne flyve, hvis jeg gav slip, men en hånd tog
fat i mig, før jeg fik bredt armene ud. Hun trak mig ind til stammen og beordrede
mig til at klatre videre. Jeg tog føringen og klatrede til.
111