Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

eder de to mænd om at følge med ind i det tilstødende værelse.
Den ene søger over mod vinduet og vender en distancerende ryg mod de
talende. Men hans blotte tilstedeværelse afslører, at dette er hans idé. Måske
har hun brug for hjælp. Professionel hjælp.
Men nu siger han intet og fortsætter som den tavse passager. Doktoren er
også tavs, da han noterer på sin blok; en påtrængende skriblen.
Den før talende spørger, hvor længe skal hun være her? Pennen skribler
over papiret, skribler skrabler at patienten trænger alvorligt til behandling på
ubestemt tid, men doktoren siger, kun et par uger. Højst. Dette er dommedag
for de forrykte.
Hun behøver ikke at se det for at vide, at det sker. Det er alt sammen en
indforstået misforståelse på ubestemt tid, og hun ved, at det egentlige spørgsmål
ikke er, hvorvidt hun bliver rask, men hvem der vil leve længst; hende
eller misforståelsen. Det ene må uvægerligt udslette det andet.
Han spørger, hvordan det går. Hun sætter koppen på bordet, og med det enkle
blik hun ikke sender ham, fortæller hun, at det går ad helvede til, men hun
siger med ganske almindelige ord, at det går godt. Selvom jeg ved, han ved,
jeg lyver, og selv hvis jeg ønsker, han vil spørge ind til mit inderste, der skal
fremstå så privat, hvad skal jeg så sige? Og der er selvfølgelig en begyndelse,
på alting og hvert øjeblik, men ligesom man ikke husker øjeblikket man falder
i søvn, så erindrer jeg ikke længere oprindelsen til dette. Hvordan fortæller
jeg en historie uden begyndelse og hvis slutning står lige så klart for
mig som den sindssyges mareridt, men som han ikke kan begribe? Jeg vil
ikke, at han forstår, for på den måde vil han forstå mere end mig.
Han lægger en hånd på min skulder og siger, jeg vil gerne hjælpe dig, hvis
der er noget.
Det er denne begyndelse.
De står omkring hende, og alle tror, at de ser en pige fastspændt i en seng,
og at blodet virkelig er hendes blod, og at sårene er på hendes hud. Den pige
de trak ud af stuen, med muskler spændt under deres greb, at den pige er
denne pige, der ligger foran dem nu.
Hun er der ikke.
Glemmer du, så husker jeg det ord for ord for ord for ord. Og til sidst er der
ikke længere andet imellem os end ord.
Jeg ved, hvad jeg udstråler, afvisning og ligegyldighed, og med døde,
69