Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

eller hvorfor han havde handlet, som han gjorde. Hans liv var bygget på
spørgsmål, og han levede i en verden, hvor de eneste svar kunne findes i tanken
om tilfældigheder. En tanke verden ikke kunne affinde sig med. En ting
han hadede verden for.
Mandens hals og hoved havde nu fået en blålig kulør. Han slap ikke grebet,
men så på lyset i sit offers øjne, der hastigt blev svagere. Han var så tæt
på at kvæle den intime gnist af liv.
Et sted bag ham lød der stemmer, men ekstasen, han oplevede, var for stor
til at reagere på dem.
Skuddet rungede som et ekko i hele sidegaden, og han faldt. Faldt som om
han aldrig ville stoppe, som om intet omkring ham nogensinde ville gribe
ham.
Med en refleks tvang han sin krop om på siden. Han krampede i udmattelse
og dirrede over hele kroppen. I korte ryk, trak han luft ned i sine lunger. På
trods af benene der rystede, som om han ikke havde gået i flere dage, kæmpede
han sig op på alle fire. Støttet til kommoden lykkedes det ham at nå helt
op til væggen.
Hans tænder var hårdt bidt sammen og øjnene var kun to smalle sprækker.
Med hænderne plantet solidt, først på kommoden, dernæst på væggen,
begyndte han at gå. Blikket havde han fæstet urokkeligt på rammen, der stadig
var tom. Hvis blot han kunne få et glimt af den person, der holdt øje med
ham, ville han have nogen at beskylde.
Han nåede den beskedne reol og var ved at falde, da han kantede sig udenom.
Med hektiske bevægelser greb han fat i en af hylderne og beholdt sit
fodfæste. En af de få bøger faldt ned fra hylden og ramte gulvet, men han
ænsede den ikke.
Han hamrede de to knyttede næver i væggen, en på hver side af rammen,
og stirrede ind i den blanke flade. Blikket var vildt, og han så lige så rødt,
som han havde gjort under sin første brandstiftelse.
Hans ansigt var ikke mere end fem centimeter fra fladen, da personen
roligt kom tilbage på sin plads igen. Det var ham selv.
Et øjeblik stirrede han uforstående på sit spejlbillede, men derefter skete
det: Han så hele sit modbydelige liv for sig, og idet han indså sine fejl og de
skader, han havde været ansvarlig for, vidste han, at den sidste chance var
passeret.
44