Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Døren bliver åbnet helt, og en kvinde dukker op. Han har ikke talt med
Sanne i ugevis. Hun ser godt ud.
”Hej.” Viktor retter sig op i sengen.
”Hej, hvordan har du det?” Der er et stik af medlidenhed i hendes stemme.
”Efter omstændighederne, okay,” siger han smilende.
Sanne kigger væk. Leder åbenbart efter en stol. Da hun ikke finder en,
sætter hun sig i stedet på sengekanten.
Viktor tager hendes hånd, men hun trækker den hurtigt til sig igen.
”Vi er nødt til at tale sammen” indleder hun. ”Du skal holde op med at
lægge beskeder til mig hele tiden”
”Jamen, du havde forladt mig uden et ord. Uden et tegn. Jeg ville bare
have, vi skulle tale sammen.” Han holder en kort pause. ”Vil du ikke nok
flytte hjem igen?” Det lyder som en ynkelig bøn.
”Det er det, jeg vil tale om. Jeg syntes ikke, vi skal bo sammen mere.”
”Hva… Hvad mener du?”
”Jeg vil skilles.”
Intet kunne ramme ham hårdere end dette. ”Hvad? Hvorfor?”
”Jeg kan ikke leve sådan her mere. Ved du hvad jeg har været igennem,
mens du var væk? Jeg blev forfulgt af journalister. Alle har set skævt til mig.
Konfronteret mig. Alle har stillet spørgsmål om dig. Hvordan tror du, det er
hele tiden at skulle forsva…” Hun stopper brat. ”Jeg kan bare ikke klare det
mere.”
Hvordan tror du ikke jeg har haft det? Folk har praktisk talt tævet mig.
”Jeg er uskyldig! Det siger dommeren også. Du må da stole på mig… det gør
du da… gør du ikke?”
Ingen af dem siger noget. Så ryster Sanne på hovedet. ”Nej.”
Viktor sidder igen inde i stuen. Hans ene hånd er stadig i gips. Han stirrer
tomt ud i luften og ved ikke, hvad han skal foretage sig. Frugtskålen står stadig
på sofabordet. Den er tom.
Hele hans liv er faldet fra hinanden. Selv om domstolen har frikendt ham,
har man alligevel erklæret ham skyldig. Han føler sig fængslet i sit eget hjem
uden Sanne.
Telefonen ringer.
Viktor har allermest lyst til at lade den ringe. Men da han bliver træt af
lyden, griber han røret.
”Hallo?” siger han afventende.
65