Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

”Det er nok ikke en god idé, vi kommer her heller ikke så tit.” Pigen så
bestemt på sine kamme-rater, der trak på skuldrene og vendte sig væk.
Nu kunne hun slet ikke styre sin krop, og både hun og stolen landede på
gulvet. I stedet for at forstærke gråden, spredte smerten varme rundt i kroppen
og formørkede hendes syn. Men hun kunne stadig se den himmellyse
udgang. Hun vovede ikke at rejse sig og krabbede sig blot fremad på hænder
og knæ. Udgangen blev større og større, men da hun kunne mærke den friske
luft, blev alt sort.
Da hun endelig vågnede, følte hun sig både iskold og brændende varm.
Hendes hjerne skreg ad hende og ville ikke samarbejde, så der gik flere
minutter, før hun opdagede, at hun lå alene på jorden. Hendes tanker løb så
hurtigt, at det varede en rum tid, før hun forstod dem. Hun frøs på overkroppen,
hendes arme var helt døde, men hendes underliv var varmt. For varmt.
Og hendes ødelagte trusser sad nede om knæene. I vreden fandt hun sin hjerne,
og den indvilgede i at lade hende tænke klart.
Hun var drivvåd, men snarere af regn og dug end sved. Hun lå under åben
himmel, måske bag diskoteket? Hun lå direkte på asfalt, og der var møgbeskidt:
Cigaretstumper og glasskår kunne hun mærke, og hånden lå i noget
pizza. Adr!
”Denise.”En blid stemme talte til hende. ”Lad mig hjælpe dig, kom.” Hun
ønskede at følge stemmen, men da hun tænkte på at rejse sig op, knækkede
den, og hun skubbede ecstacy-længslen ud af sit sind, selvom den ikke forlod
hende.
Med en kraftanstrengelse fra de følelsesløse hænder kom hun op på hug.
Derfra tog hun en dyb indånding og overlod det til den skøre balance at gøre
resten.
Hun kom lige akkurat på benene. Der gik et jag gennem hendes hoved, og
det hoppede og dansede for hendes øjne, hun faldt igen til jorden og landede
oven på det ene ben. Hendes hænder hjalp hende nådigt igen, og hun fik
sat sig op mod muren.
Hun lagde hovedet i armene. Kom hun nogensinde væk fra den fandens
afhængighed? Ville der ikke nok komme en eller anden og hjælpe hende
hjem? Hvad skulle hun overhovedet gøre? Ville hun overleve det her?
En uregelmæssig rytme fra høje hæle fik hende til at se op. Maria stod foran
hende. Hun skulle nok have været mere specifik i sin bøn. Det var da ironisk
at få Maria, når man bad om hjælp. Maria hylede af grin over noget, men var
i det mindste ikke helt væk, og hendes mål var tydeligvis Denise.
32