Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

håndklæde rundt om livet. Han famlede efter dørhåndtaget og åbnede.
Moren var allerede i fuld gang med at støvsuge, så de kunne være bekendt
at have gæster på besøg.
”Jakob, tag nu noget tøj på! Og ryd op på dit værelse. Det kan jo være,
Simon vil se det.”
Jakob gik ind til sig selv. Han tog noget tøj på uden at skænke det en
tanke, at det skulle se pænt ud. Han og Sjælløs legede en leg, og så vidt han
kunne se, var Sjælløs ved at vinde. Men hvordan vandt man overhovedet?
”Jeg ender med at miste forstanden.”
”Tja … så vinder jeg jo.”
Jakob vendte sig om mod sin seng, hvor dæmonen Sjælløs sad i skrædderstilling
og så tænkende ud ad vinduet.
”Dig! Hold dig væk fra mig! Jeg vil ikke være med!”
Sjælløs kluklo.
”Åh Jakob. Det er præcis grunden til, jeg valgte at lege med dig!”
Jakob gøs. Sjælløs’ grimasse mindede ham stærkt om et grinende kranie.
”Hvorfor?”
”Grunden er, at der ikke er nogen grund, Jakob. Det var derfor, jeg valgte
dig. Kan du ikke forstå det?”
Tavshed.
Sjælløs kløede sig åndsfraværende på halsen. ”Jeg har en god og en dårlig
nyhed … hvilken vil du høre først?”
”JEG VIL IKKE VÆRE MED LÆNGERE!” Jakob gik med hurtige
skridt hen til døren og tog i håndtaget. Men i det samme blev det glohedt og
han rev sin hånd til sig.
”Den gode nyhed er, at legen snart er forbi. Den dårlige nyhed er, det ser
ud til, at du taber,” sagde Sjælløs, som om intet var sket.
Jakob knugede stadig om sin højre hånd. ”Jeg ved jo ikke engang, hvad
legen går ud på, for satan!”
”Legen går ud på, at du ikke må blive sindssyg.” Sjælløs rejste sig fra
sengen og gik hen mod ham. Jakob blev ved med at bakke væk, indtil han
stødte ryggen mod væggen.
”Så du vil drive mig til vanvid!” Han knyttede hænderne og stirrede
dæmonen lige i øjnene. ”Men jeg bliver ikke skør! Fat det!”
Sjælløs’ vædede læberne og knækkede med nakken, så det lød som om,
den brækkede. Hårene på Jakobs arme rejste sig. Dæmonen var så tæt på
ham, at han kunne smage den hæslige stank af røg og svovl. Der var kun få
centimeter mellem deres ansigter.
97