Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

”Hey, drop det. Vi er færdige med den slags.” Jeg griner alligevel lidt med.
Ikke et ”Ja, lad os lave ballade”-grin, men et ”Det kunne være sjovt, som det
har været, men nej”-grin. Jeg er jo trods alt en tøs. Retten til avancerede lyde,
sætninger og ansigtsudtryk er noget, der har tilhørt mit køn siden tidernes
morgen.
Tiden, hvor Tanja og jeg lavede ballade, sluttede efter niende. Det er en
aftale, vi lavede, da vi skiltes fra gutterne.
Tanja mister nu lysten til at drille vores vikar i det sekund, han træder ind
i lokalet.
Midt i tyverne. En pjusket gang, mørkt hår. Søde brune øjne. Et flot
drenget smil. Diskrete ovale briller, der passer perfekt ind. Selv hans næse
har noget charmerende over sig.
Jeg sidder ikke og savler. Lidt værdighed har man vel her i livet. Men jeg
er vidst den eneste pige i lokalet, der husker det lige i det øjeblik. Teenage -
hormoner og alt det der hurlumhej. Det kom jeg mig over for længe siden.
”Hej, mit navn er Martin. Jeg skal være jeres lærer den sidste tid, inden I
stopper.”
Jeg har dog ikke tid til at kigge på læren, da først matematiktimen går i
gang. Mine øjne er på tavlen og mit papir, hvor jeg skriver noter.
Selv om folkeskolens niende- og tiendeprøver nu har mistet retten til at
bære navnet eksamener, fordi de er så ubetydelige, betyder de en masse for
mig. Jeg har noget at bevise for mig selv.
Plus, hvis jeg ikke følger med, kommer jeg til at være på dybt vand, når
jeg skal i gang med HF.
Iført morgenkåbe og sommerjakke går jeg tur med Pierre og en kaffekop.
Mine klipklapper svupper ikke, for jeg har uldne sokker på. Jeg møder først
klokken ti i dag, og føler mig dejligt afslappet. Pludselig hiver Pierre i snoren,
og min kaffe skvulper.
”Pierre!” Min vrede stemme får ham på plads ved min side igen, for når
det kommer til stykket, er han faktisk ret velopdragen.
Mon han ville æde den der lille tæppetisser ti meter væk eller bare lege
med den? De er lige kommet ud fra det sure ribs’ indkørsel.
”Godmorgen,” hilser jeg venligt og naboagtigt manden, der lukker den
splinternye låge.
”Godmorgen.” Han svarer venligt. Men da han vender sig om og ser mig,
er der samme overraskelse i hans ansigt, som sandsynligvis dukker op på
mit.
86