Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

var Tambit forsvundet i tumulten. Jeg skyndte mig efter ham ud af kroen
efter at have sparket en tilfældig sømand i skridtet. Hurtigt kastede jeg et blik
op og ned ad den snævre gade og nåede lige at få et glimt af Tambit, idet han
drejede om hjørnet længere henne. Jeg hastede efter ham og lagde en hånd
klar på pistolen.
Gyden, hvor Tambit og jeg befandt os, var fuldstændig affolket. Jeg kunne
stadig høre de fjerne lyde fra slagsmålet på kroen, da Tambit med hurtige
skridt forsvandt ned ad smøgen.
”Stop!” beordrede jeg, idet jeg trak min pistol og sigtede på hans ryg.
”Eller jeg skyder!”
Han standsede og vendte sig mod mig, mens jeg fortsatte hen til ham.
”Giv mig den!” Jeg sigtede direkte mod hans ansigt.
”Jeg aner ikke, hvad De taler om,” svarede han med forbløffende ro i
stemmen i betragtning af, at jeg kunne skyde knoppen af ham hvert øjeblik,
det skulle være.
”Halskæden,” snerrede jeg. ”Jeg vil have den tilbage!”
”Den er min nu.”
Jeg spændte hanen på pistolen. ”Halskæden, nu.”
Tambit så på mig et øjeblik og stak så sin hånd ind under skjorten og
fremdrog fløjlspungen. Jeg tog den hurtigt fra ham og bad ham forsvinde.
Da jeg nåede ned på havnen og satte mig til at vente på resten af besætningen
på en bred fortøjningspæl, fik jeg ro til at tænke nærmere over sagen.
Havde han ikke givet den pung fra sig meget hurtigt? Han havde trods alt
vundet en mindre formue, som alt sammen lå i pungen. Og havde der ikke
også manglet et eller andet? Lyden af metal mod metal, guld mod guld, der
lå og raslede tæt sammen, som de dukater der burde ligge i pungen. Med hurtige
bevægelser løsnede jeg snoren og åbnede pungen. Den var fyldt med
flade sten. Jeg stirrede på dem, gennemrodede dem for at finde min halskæde,
selvom jeg vidste, at den ikke var der. Mine øjne sved, mens vreden
boblede i mig, og jeg kylede pung og sten fra mig.
Mit humør var ikke blevet bedre, da besætningen endelig kom tilbage.
Bortset fra enkelte flænger og blå mærker, så de ud til at være i fin form og
oven i købet i forholdsvis godt humør. Matt gik og snakkede med Dave,
sandsynligvis om slåskampen, og han tillod sig endda at grine! Jeg marcherede
direkte hen til ham og slog ham i ansigtet med en knytnæve.
”For fanden da!” råbte han efter at have udstødt et underligt, halvkvalt
smertesudbrud. ”Hvad skulle det til for?!”
11