Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Inferno Febrilsk
Af Thomas Bybjerg Brock
Pludselig, lige da jeg tror, at jeg endelig har fred, bliver jeg overfaldet. Jeg
kan aldrig være tryg – slet ikke på denne tid.
Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke blive ladt alene? Det værste er, at jeg kender
svaret. Alt imens hele mit væsen skælver under de slag, jeg så håbløst
forsøger at forsvare mig imod, står det med ét lysende klart. Alle mine parader
falder, som bjergbestigere fejet bort af en rasende lavine.
De er over mig fra alle sider. Alle så forskellige – dog så ens. Alle har jeg
mødt i løbet af livet. Nu griber de hver eneste chance, for brutalt og smertefuldt
at minde mig om mit svigt.
Slagene hamrer ned over mig med øredøvende tordenskrald, som når Thor
med Mjølner går løs på de uværdige, uhæderlige jætter. En torden, der lyder
som tusinde græsslåmaskiners brøl, idet de med ét starter og forlanger, at jeg
slipper dem fri fra deres fængsel og ud i haven.
Ud på græsplænen, som hånende slynger håbets farve i ansigtet på mig.
Håb; der er intet håb. Jeg mindes den pinsel, det var at nyde ikke at gøre
noget. Jeg kunne nemt have undgået dette overfald. Lammet angrebsstyrkerne,
pacificeret dem, inden de overhovedet fik lagt an til stormløb. Hvorfor
gjorde jeg ikke det? Hvorfor stod jeg med armene ned langs siden, da muligheden
for handling febrilsk kastede sig i favnen på mig?
Jeg vender mig desperat. På udkig efter et sted at gemme mig, kaster jeg
mig panisk rundt. Forgæves. Sveden driver af mig. Det er umuligt at skjule
sig for de fjender, jeg kæmper imod. De salte dråber løber ned ad mig, forvandles
til napalm. Mine hænder forsøger at flå den altætsende substans af.
Men det varer ikke længe, før også mine håndflader står i lys lue.
Branden tærer sig vej gennem mit kød. På vej mod mit skelet, som en
hund der langsomt graver sig det sidste stykke ind til en forskræmt rotte, der
var for doven til at bygge en nødudgang fra sin uhumske rede.
Med ét slukkes flammerne. Men der går blot sekunder, før jeg savner ild-
55