Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Sjælløs
Af Mathias A. Jensen
Han havde altid haft det svært med at være sammen med andre mennesker.
Så han var oftest alene hele dage, hvor han bare fik tiden til at gå med at
tænke på alt muligt. Alt lige fra bananskræller til meningen med livet.
En af de sjældne weekendaftner, hvor hans mor var hjemme, lå Jakob i sin
seng med dynen trukket godt op til hagen. Moren sad ved siden af ham, nøjagtig
som hans far altid havde gjort, inden han døde. Jakob husker det kun
alt for tydeligt – han havde siddet på passagersædet.
”Mor, er du sikker?” spurgte Jakob uroligt.
”Helt sikker, min skat. Det er bare historier,” svarede hun ham udmattet.
”Jamen, hvad nu hvis der findes uhyrer, som vil gøre mennesker ondt?”
”Det er bare overtro. Du er altså ved at være for gammel til at tro på sådan
noget. Nu skal du sove, Jakob.”
”Jamen … okay … godnat mor.”
”Godnat, ven. Drøm sødt, og må englene passe på dig.” Moren kyssede
ham en enkelt gang på panden, hvorefter hun rejste sig og gik hen til døren.
Med et sidste smil slukkede hun lyset og gik ud.
Godnat … må englene … må englene passe på dig, tænkte Jakob. Englene
… så der fandtes engle? Jamen, hvis der findes engle, så må der jo også findes
dæmoner! Dæmoner … dæmoner … dæmon…
En pludselig varme fyldte værelset, og Jakob spærrede øjnene op. Hans
hjerte sprang et slag over. En stemme i hans hoved blev ved med at skrige;
løb. Løb! LØB! Men hans krop ville ikke lystre. Han lå bare og stirrede på
væsnet, der sad på hans kontorstol kun nogle få meter fra ham.
Uhyrets rødlige hud fik den til at lyse op i værelsets mørke. To små horn
stak ud af dens pande, og så havde den gedeben! Rådne, gule hugtænder blev
blottet, da den smilte truende. De mørke øjne hvilede på Jakob med sult i
blikket.
”Godaften, Jakob Christensen. Du har fuldkommen ret. Der findes skam
dæmoner.”
Jakob svarede ikke. Forsatte bare med at stirre rædselsslagent på væsnet.
93