Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

orende øjne beskuer jeg de to mænd. Jeg gætter på, at jeg vil kunne elske
dem begge, giver de mig den mulighed. Men nu er der kun, blot og intet
andet end det banale ord. Det kan fjerne fokus fra de konkrete ting, og det er
måske den største fejl af alle begået i særdeleshed af dem.
Du har været meget langt væk. Ingen af os ved rigtig, hvad vi skal gøre.
Der er ikke noget I kan gøre, det er ikke noget særligt, svarer hun.
Vi er bange for, at du kan finde på at gøre noget overilet. Noget der ligger
uden for din kontrol.
Du er ikke rask.
Sådan bygges et luftkastel op til skyerne, og forlader det, der virkelig er.
Og du kan huske alle de ord, du drømte om at høre, og sikken klang de
havde i alle dine fantasier. Men nu hvor jeg hører dem, lyder de ikke som fra
en elskers mund.
Misforstået.
Hans øjne er de mest venlige, men den andens blik er det mest gribende,
og hun ved nu, at hun finder behag i dem begge, selvom kærlighed aldrig
kommer til at blive en del af det her.
Men hendes blik er ikke længere borende. Kun dødt og blakket af ord.
Jeg mærker alting, som er forfærdeligt, det flimrer. Min indre gazelle flygter
fra fjender, åh herlige, forfærdelige instinkter, men ikke hurtigt nok. De ligger
usete bag hvert græsstrå. Jeg mærker deres åndedræt imod min nakke.
De ånder deres dødelige hemmeligheder ind i mit øre fra undergrunden.
Jeg løber over jeres jord. Jeg bevæger mig igennem mørket, hurtigere end
lys, imod opvækkelse.
Blive splittet op fra midten, mit hoved kløves i to, mit bryst går itu.
Jeg ved ikke, hvor længe hun sidder der.
Bilernes spor i gruset bliver fulgt af stemmers aftryk i blæsten, et navn
bliver kaldt. Og det er to stemmer hun genkender, men hun er ikke længere
den, de kalder på.
Det sidste spørgsmål, der må stilles, men som altid vil stå ubesvaret;
Hvor er du?
Ved en bådebro hvor sivene er høje og blæser mod kroppen i en kølig
brise fra fjorden, på en bro der er så lav, at det føles som at sidde på vandet;
dér er hun. Jeg er afklaret og afmagtet.
Hun sidder der på kanten, med fødderne dyppet i afsindighed.
Jeg er her, men det er ikke længere nogen steder.
70