Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Hun skvattede ned på jorden og kyssede Denise på håret. ”Søde, hvorfor
er du ikke inde ved festen? Det er vildt fedt.”
”Er du alene?”
”Nej Theis og de andre er derinde. Kom nu med ind, så er du sød.”
”Jeg er træt af det.”
”Af hvad?”
” At være pumpet så fuld af piller og sprut. Alt det her lort. Jeg tænker
kun på to ting. Jeg har ondt i hovedet. Genkender du noget?”
”Jeg forstår ikke, hvad du mener,” lo Maria, der var optaget af at studere
sin neglelak.
”Se på mig. Ser jeg godt ud? Jeg er alene, når jeg ikke er her. Jeg ser ikke
min familie. Hvad er det, vi bruger vores liv på? Tænker du nogensinde på
din fucking fremtid? Min eksisterer ikke. Jeg er død. Se på mig, se dig selv
i mig. Den eneste forskel på os to er, at du stadig er levende.”
”Hold nu kæft, Denise. Der er da ikke noget galt med dig, og der er i hvert
fald ikke noget galt med mig. Jeg går nu.” Maria skubbede sig op ad muren.
”Vent!” Denise råbte højere end planlagt. ”Du siger ikke det her til nogen,
vel?”
”Okay.”
Denise stirrede efter Maria. Det var trist, at Maria ikke ville indse noget,
men godt for Denise, at hun ikke havde taget det alvorligere. Måske ville hun
endda glemme alt om det.
Men det var sandt, at hun var død, tænkte hun. Der var intet tilbage af den
pige, der afskyede stegt lever og elskede candyfloss. Stegt lever var i det
mindste mad. Hun var ved at forsvinde. Livet løb ud af hende, og hun orkede
ikke at gøre modstand.
Denise blev siddende op ad muren i sammenbrudstanker det meste af natten.
Hun hørte svagt folk, der kom, og folk, der blev smidt ud. Kulden gjorde
hende godt, og da der næsten ikke var mere liv i gaderne, følte hun sig så
frisk i hovedet, som hun kunne blive.
Hun tog sine stiletter af og gik hjemad. Hun havde gået en tid, da mørket
blev brudt af et gyldent lys, der flød op over horisonten. Denise stod stille.
Det ville blive svært, men måske ikke umuligt at få sig selv tilbage. Hun
kunne ringe til sine forældre. Måske flytte væk, langt væk. Var hun først
udenfor rækkevidde, kunne hun måske starte forfra.
Et øjeblik var hun lykkelig. Da lykken var draget videre, stod hun med en
varm følelse i maven, en god følelse. Hun havde et håb.
Hun smilede til solen, da hun låste sig ind.
33