Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Om dagen løb Laus og Torben rundt nede på stranden, de badede med deres
blege overkroppe, tog på skovture og plukkede jordbær i krattet bag hækken,
de tumlede rundt i klitterne i det hvide sand og hviskede. Hun var blevet nysgerrig,
sådan plejede de ikke at hviske derhjemme. Forrige sommer havde de
gjort alting sammen, alle tre. Men i år ville de ikke have hende med på deres
ture, og de ville ikke indvie hende i deres hemmeligheder.
Hun havde endda set dem nede ved åen, hvor de plejede at fange haletudser.
De havde begge smidt deres shorts den varme eftermiddag og pjasket
nøgne rundt i det klare vand. Hun havde ikke måttet komme med. Hjemme
i sommerhuset havde hun fortalt sin mormor, hvad hun havde oplevet.
Mormoren sagde, at det var ganske naturligt for to drenge at bade uden tøj
på, det var jo sommer, og det var varmt ude, og i den alder ville drenge helst
være alene, når de skulle være nøgne. Det var, som om varmen blev en undskyldning
for alt det, hun oplevede den sommer. Selv når hendes kinder blev
glødende og purpurrøde helt op til ørene, lo hendes morfar og spurgte, om
hun nu også kunne tåle al den varme. Og først da opdagede hun, at solen
skinnede fra en skyfri himmel.
Og overfor hende sad Torben og smilede.
En dag gik hun ned på stranden og betragtede dem. De lå side om side i det
varme sand og snakkede. Pludselig holdt Torben op i elastikken på sine
shorts og så med et skævt, om end tilfreds smil, på hendes fætter, der med
misundelige øjne betragtede det, der befandt sig under det lyseblå stof. Først
da fik de øje på hende. Torben slap elastikken, og det gav et ordentligt
smæld, da den ramte ham på maveskindet. Samtalen ophørte. Laus spurgte,
med lettere irriteret stemme, hvad hun ville. ”Vi leger ikke med små piger.”
Og så lo de begge to.
Hun var gået snøftende hjem. Mormoren trøstede hende ved at sige, at sådan
var drenge i den alder. Ubetænksomme. Så klappede hun sin mand på kinden
med en rynket hånd, og han så kærligt på hende, da hun sagde: ”Og det bliver
ikke bedre, når de bliver ældre.”
”Orv! Se de patter!” Torben hævede stemmen, og Laus tyssede på ham.
”Ligesom Mona hjemme i blokken.” Hun kunne gennem nøglehullet se, at et
lille stearinlys var tændt, og de sad i samme seng og pegede på siderne i et
blad. De hviskede og kvalte deres latter. Hun havde ikke syntes, at bladet var
spor morsomt og forstod ikke deres begejstring. Lidt efter blev lyset pustet
48