Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Harpiks på fingrene. Blomster i næsen. Den næste gren. Hele tiden den
næste gren.
Hun startede en vild melodi under mig – simpel og rå. Hun puffede til mig,
og jeg satte i med en tone, der dansede om hendes. Vi sang om kap med
solen, og de to toner skar gennem luften. Snart var træet omgivet af musik.
Føddernes rytme mod grenene lagde grundrytmen. Vinden lyttede, og bladene
bevægede sig i takt. Jeg lagde hele mit væsen i sangen. Klatreturen
smeltede sammen med tonerne, og vi byggede broer til verdner, hvor alt var
simpelt og rart.
Tanken lå der et sted - lige uden for rækkevidde; det desperate ønske om
at denne følelse ville blive ved i det, de kalder evighed.
Tunge skyer samlede sig på himlen. Grenene tyndede ikke ud. Alt hvad jeg
så, når jeg kiggede op, var grønt i en vild vinds favntag. Var vi virkelig ikke
nået længere end halvvejs? Jeg kiggede ned og kunne heller ikke længere se
jorden. Barken havde mistet sin lyse farve, og færre små blomster gemte sig
i bladene.
Hun så op på mig og bad mig skynde mig. Jeg var stoppet og så på grene,
der hjælpeløst blev slynget rundt. Hun slog mig over skinnebenet, og jeg
vrissede et svar. En tynd gren knækkede, da jeg satte en fod på den, og med
nyvundne reflekser greb jeg fat i en større gren.
Jeg holdt grenene i et krampeagtigt greb i frygt for at falde ned i tomrummet.
Rødt glimt i vinden – i et andet træ.
Huden på mine hænder var hård nu, og neglene mørke af jord og skidt.
Afstanden mellem grenene var regelmæssig. Grib den højre, hæng dig fast
på den venstre. Hvil. Nu og da hørte jeg grene knage fra steder langt væk.
Men jeg var alene. Helt og aldeles alene. For hver gren jeg fik fat i, blev mine
arme svagere.
Jeg kunne ikke længere strække mine arme langt nok til næste gren. Sveden
løb ned ad ryggen, og det stak i brystet. Med et lille hop fik jeg armen
omkring højre gren og hang lidt, før jeg svingede kroppen i sikkerhed.
Det gnavede i mit bryst, biller mæskede sig i mit kød. Vingeslag. Små
fugle landede på mit ansigt, og deres kløer kildede mig, når de satte sig til
rette. Med skingre skrig satte de kløerne i huden og trak til. De efterlod mit
ansigt rynket og koldt.
112