Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

at han var mere end bare ked af den kendsgerning, at han aldrig ville komme
til at kende sin mor rigtigt, og om aftenen tændte han derfor sin lommelygte
under dynen og så polaroidfotos af sin mor. Han gravede i fortiden, men han
var aldrig blevet opdaget. Det var let at se, at han havde noget af sin mor i
sig, og det var han bestemt stolt af, men der var også noget i ham, som fik
ham til at skamme sig. Han vidste godt, at denne tanke var unødvendig, men
den kom hele tiden frem og overvandt hans andre bevidsthedslag som to
modsatstyrende hold med soldater, der kæmper imod hinanden, og hvor det
bedste hold er i overtal. Som en sort skygge der hele tiden prikkede ham på
skulderen og påmindede ham og noget. Moderen havde måttet af med sit liv,
og det var hans skyld. Han havde slået sin mor ihjel, og han ville aldrig være
i stand til at tilgive sig selv for denne onde gerning for manden med leen.
Aldrig.
Jeg er så godt som sikker på, at alle og enhver har en grænse, og at når
denne grænse bliver krydset, opstår der et slags oprør inde i vores hoved,
som kan føre til en uventet handling. På et eller andet tidspunkt bliver det
min tur. Denne dag var det bare Michels, og det er der ikke noget at sige til,
for han var på mange områder mere fremme i skoene end os andre. Det står
meget tydeligt for mig, at vi havde tysk, for der var prøve i bøjning af uregelmæssige
verber, og det var noget, som jeg klarede mig ufatteligt dårligt i.
Da frk. Dennison havde delt de gullige genbrugsark ud, var Michel den eneste,
der ikke havde fundet penalhuset frem og var begyndt, men lærerinden
valgte enten at ignorere ham, eller også havde hun bare været for uoplagt til
at spotte de dovne den dag. Og der sad han så ellers bare på den hårde teaktræsstol
og vippede sin sædvanlige rytme på sin ret så meget sædvanlige
plads, dernede i bagerste række til højre med de strålende pytoner i slanke
glas og i det hele taget alle afskygninger af krybdyr.
Det var først, da der var gået en halv time, at Michels og hans oprørsagtige
tone holdt op, at han fandt en gullig blyant, som var bidt flad i den ene
ende, og et fnulret gråligt viskelæder frem. Med et koncentreret udtryk lod
han sine brune øjne fokusere på de små skrifttegn på prøvepapiret, og der gik
ikke ret mange minutter, før han med et lettet suk og helt bevidst lod pennen
falde ned til gulvet med en sløv bevægelse og den anden hånd rakt tilstrækkeligt
nok op i vejret til, at frk. Dennison ville kunne skimte ham dernede i
højre hjørne, hvor han havde placeret sig selv for første gang i seksårsalderen.
Med hurtige, kluntede skridt hoppede den anoreksiramte lærerinde i en
rask bevægelse ned til ham og betragtede ham. Den stramtsiddende knold i
nakken svingede rundt i cirkulerende bevægelser, og hun betragtede ham et
76