Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

lagde fra sig på sengen. Det kunne hun ikke byde den.
Der skulle fire stramme lag af den brede gaffa-tape til, før bulen var
ordentligt væk. Følelsen af en hård plade under dragten gav hende frydefulde
gys, når hun lagde en flad hånd på den og betragtede sin profil i spejlet.
Pludselig passede proportionerne, en diskret linje under det flygtige stof.
Hun gik rundt på udstrakte tæer og skød brystet frem, bøjede ryggen, frem,
tilbage, så langt som hendes nye begrænsning ville strække sig.
Lyset i butikken var på én gang beroligende og skærende. Varmen fremkaldte
en fugtig stribe i bunden af hendes ryg. Maya så ned ad sig selv i prøverummet.
Hun havde et billede af dragten med sig i hovedet, og hun vidste, at
de sko ikke ville passe til. Tallet 39 skurrede forfærdeligt, og de lignede store
klodser, som ødelagde harmonien. Men det skulle være dem. De var i sort
kalveskind, der smøg sig om foden og løftede den, så sålen blev hævet op i
en elegant bue et par centimeter over jorden. Som om man svævede. Det
skulle være dem. Da hun gik hjem, stod der 36 på det par, som lå skjult
nederst i hendes store taske.
Armbåndene lød som klokkeklang når hun bevægede sine hænder, som om
de kunne og ville tale for hende. Hun så beundrende på dem. En hudafskrabning
var begyndt at hæve på hendes tommelfinger. Det havde taget lidt
tid at få dem på. Hun pillede hudstykkerne af i tynde flager.
Mens hun klædte sig af, kunne hun mærke en svag lugt af sved og noget
sursødt, hun ikke kunne definere. Hun gned sig på det grå lag over maven,
inden hun smurte en farvet creme på sine hænder.
Spejlbilledet hævede hovedet med en værdig og eftertænksom indånding.
Armbåndene sang, og dragten dansede til. Men hun kunne ikke komme i
skoene. Hun kunne ikke få hælen med ned. Blidt lagde hun dragten og smykkerne
væk, så hun kunne løse problemet.
Det var svært at få neglene rene igen, og tapen skulle placeres meget nøje,
før skoene sad der, men da det lykkedes, måtte Maya næsten holde sig for
munden for ikke at le højt og lykkeligt. Spejlbilledet glødede mod hende.
Hun sad ned på sengen, svajede i ryggen, knejsede med nakken. Kunne
endnu ikke rejse sig. Det blå stof lagde sig i en lille kreds om hendes hofter,
og armbåndene stod lidt ud fra armen, der hvilede på hendes lår. Hun løftede
langsomt fødderne og viftede lidt med dem foran sig, inden hun trak dem
til sig og lod sig falde tilbage på sengen.
15