Ret & Slet - Brønderslev Forfatterskole

Templet var bygget af hvidt marmor, der blinkede i sollyset. Luften var
tung af røgelse, og katte af forskellige størrelser og farver listede rundt
mellem søjlerne.
For enden af hallen stod en udhugget statue af Gudinden, i hænderne
holdt hun en dolk og en gylden maske med katteører. Noé kunne ikke lade
være med at stoppe op og beundre hende. Hun var smuk, men også krigerisk
i sin fremtræden.
Da Noé hun havde stået der længe nok, trak novicen hende videre gennem
tempelkompleksets lange, labyrintiske gange og pragtfulde haver. Hun fortalte
kort om hvert sted. Først da rundturen nåede sin ende, og Noé var segnefærdig
af træthed, viste hun hende novicernes kamre og lod hende selv om
at falde til ro og finde sig til rette.
Nogen, måske hendes værelsesfælle, havde lagt en stabel novicedragter
frem på sengen. Da hun holdt én af dem op for sig, gled en genstand ud
mellem folderne og skramlede hen ad gulvet. Noé samlede den op; det var
en medaljon, der angav hendes status som novice ved gudindens tempel,
næsten magen til den, hun havde i tasken.
Ærefrygtigt hængte hun den om halsen og nød smykkets vægt, mens hun
hengav sig til en forestilling om, hvordan hendes fremtid i templet kunne
komme til at se ud, og hvad hun her kunne finde ud af om sin baggrund.
Solen var ikke stået op endnu, da pigerne blev kaldt til samling. De nye novicer
tumlede ud af sengene med søvnen siddende i alle lemmer og håret i uorden.
Noé trak skyndsomt præstindeklædningen over hovedet og glattede
håret med en børste; så hastede hun af sted efter de andre i retning af spisesalen.
”Som Gudindens tjenere har I en række pligter at varetage.” Ypperste -
præstindens ansigt var furet. Hun bar som den eneste i templet en sort kåbe,
der stod i skarp kontrast til hendes opsatte, sølvgrå hår. Alle novicer i spisesalen
blev betragtet prøvende, inden hun talte videre.
Hun præsenterede sig som Semele og forklarede dem templernes betydning
og talte kort om de forskellige ritualer og højtider. Hun fortalte novicerne
om deres undervisning og pligter. Noé var omhyggelig med at holde
ansigtet udtryksløst, imens hun iagttog den gamle, magtfulde kvinde. Hun
udstrålede en imponerende blanding af værdighed og styrke.
”Rengøring,” hviskede en pige og himlede med øjnene, og Noé blev brat
revet tilbage til virkeligheden. Semele havde åbenbart en skarp hørelse, for
hun samtykkede: ”Ja, rengøring. Men ikke kun. Livet her er mere end arbej-
81